De lækreste blomkålsdeller (video)


10-12 stk.

Indrømmet: Blomkålsdeller lyder ikke særligt sexet. Men se nu lige på dellerne i videoen her foroven… De er gyldenbrune, spændstige og lidt fedtede. Forestil dig så den forførende duft af farsen, der steger, den lune delle i din mund og den let salte, runde smag. Du vil gerne sætte tænderne i dem, ikke? Og tro mig, når jeg siger: DE ER LÆKRE! Og som du kan se på opskriften, er de åndssvagt nemme at lave. De passer perfekt som sidestykke til kartofler med persillesovs eller på en rugbrød med hjemmerørt remo og Caviart.

Du skal bruge:

  • 500 g blomkål, grofthakket (svarer til ca. ½ mellemstort øko-blomkål)
  • 2 (små) løg, hakkede (jeg bruger mellemstore løg, men brug små og evt. milde løg, hvis du ønsker en meget mild løgsmag)
  • 2,5 dl mel (fx sigtet speltmel)
  • 1,5 tsk. fint salt
  • friskkværnet peber
  • olie til stegning

Fremgangsmåde:

Blend blomkål og løg med en stavblender, til du har en ensartet, farsagtig konsistens. Du skal ikke bruge væske, for der er rigeligt med væske i blomkålen og løget, som frigives, når det blendes. Rør melet i blandingen, og smag til med salt og peber. Du behøver ikke krydre med andet end salt og peber, for der er masser af smag i både blomkålen og løget, som virkelig kommer frem under stegningen. MEN hvis du fx gerne vil have lidt havsmag i dellerne, så kan du tilføje 1 spsk. taremel.

Opvarm en pande med slip-let belægning til middelvarme (4 ud af 6), og hæld lidt olie på panden. Brug hænderne til at forme dellerne med, placer dem på panden, og tryk dem let flade. De skal have ca. 3-5 min. på hver side, til overfladen er gylden.

De_laekreste_blomkaalsdeller_2

Tofunader

TofunaderDette er uden tvivl mine yndlingsdeller. De smager helt fantastisk – både frisklavede og dagen efter som luksuspålæg og ikke mindst på tredjedagen spist med fingrene direkte fra køleskabet.

Man kan sagtens bruge neutral tofu, men den røgede smag giver lige prikken over i’et.

Du skal bruge:

Fars:

  • 200 g røget tofu (fx champignontofu eller madagaskartofu fra Nagel)
  • 200 g brune ris, kogte og kolde (svarer til max. 100 g rå ris)
  • 60 g løg, grofthakket
  • ½ dl sigtet speltmel
    NB. Hvis du bruger hvide ris eller en meget våd, løs tofu (fx Urtekrams tofu på glas), skal du bruge lidt mere mel.
  • 2 tsk. paprika
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • urtesalt

Melblanding:

  • 1 dl sigtet speltmel
  • 1 tsk. urtesalt
  • friskkværnet peber
  • et par drys røget paprika
  • olivenolie til stegning

Tofunader_2Fremgangsmåde:

Tofuen brækkes i store stykker og puttes i en skål sammen med ris, løg, mel, paprika og basilikum. Blend det hele med en stavblender, indtil du har en jævn og farsagtig konsistens. Smag til med urtesalt. Husk at farsen skal smage nøjagtig så salt og krydret, som du vil have det endelige resultat til at smage.

Form 8 mellemstore eller 16 små tofunader, og vend dem en for en i melblandingen, så de får et fint, tyndt lag mel omkring sig. Lad dellerne hvile i køleskabet i 20 min. Steg dem herefter i olivenolie, til de er brunede og sprøde.

Forslag til servering:

  • Server tofunaderne med kogte kartofler, stuvede ærter og gulerødder og rødbeder.
  • Burgere! Form 4 store tofunader af farsen, put dem i burgerboller (brug f.eks. disse gulerodsbrud) med sennep, ketchup, rå løg og agurkesalat.
  • Lav lækre smørrebrød med tofunader og alt det fyld, du synes er lækkert, f.eks. frisk salat, tomatskiver, vegansk mayonnaise og jalapeños.

Tofunader_3

De Glade Ostebrød

De Glade OstebrødGratinerede ostebrød – på vegansk? Ja da! Prøv De Glade Ostebrød.

Det er lækre smækre veganske ostebrød – med al den fylde, fedme og smag, du kan ønske dig. Ren guf med garanteret nydelse i hver eneste bid! 🙂

Brødene er supernemme og hurtige at lave, så om den står på filmhygge, tømmermænd, hurtig aftensnack, eller du simpelthen bare har trang til noget udefinerbart lækkert, så er dette løsningen!

Brødene er også helt oplagte at servere til løgsuppe.

PS: Hvorfor er ostebrødene glade? Naturligvis fordi de er veganske og dyrevenlige. Læs mere om Mælkeindustrien.

Du skal bruge:

  • 3 grove pitabrød (rugbrødsskiver eller halverede boller kan også bruges)
  • 150 g madagaskartofu (eller en anden slags tofu, meget gerne røget)
  • 1¼ dl neutral sojamælk
  • ¼ dl rapsolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 1 spsk. sennep
  • ½ spsk. tomatpuré
  • 1 spsk. gærflager
  • urtesalt
  • olie til stegning

De Glade Ostebrød_hapsere Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180°.

Smuldr tofuen og steg den i lidt olie på en pande ved middelvarme i ca. 10 min. Drys med urtesalt.

Hæld sojamælken i en gryde, og varm den op til lige under kogepunktet. Hæld rapsolien i, mens du pisker med et piskeris. Tilsæt herefter citronsaften, og pisk stadig. Tilsæt majsstivelse, sennep, tomatpuré og gærflager, og pisk det hele godt sammen. Blandingen bringes kortvarigt i kog, så den tykner, smages herefter til med urtesalt og tages af blusset.

Hæld tofuen over i gryden, og bland det hele godt sammen.

Læg de tre pitabrød (de skal ikke skæres over eller deles endnu) på en bageplade med bagepapir, og fordel tofublandingen ligeligt på dem.

Bag brødene i ovnen i ca. 10 min. Lad dem køle af i et par minutter, og skær dem herefter i 4-6 stykker hver.

Grøntsagsglade deller

Grøntsagsglade deller13-14 stk.

Marts er den måned, hvor jeg fejrer to dejlige begivenheder: Marts med Medfølelse (som i år er eksploderet med over 2.400 deltagere!) og mit helt eget Veganniversary. Mine nu 8 år som veganer skal her på bloggen markeres med en opskrift for de grøntsagsglade. Altså dem der VIRKELIG elsker grøntsager! Dem der elsker de sprudlende, flotte grøntsagsfarver og alle de vitaminer og den energi, der kommer fra grøntsagerne. Dem som derfor gang på gang i ren planteiver køber grøntsager hjem i så store mængder, at de ender med at stå og presse grøntsager til juice for at nå at bruge det hele.

Det her er opskriften på frikadeller lavet på den pulp, der er tilbage fra gulerødder og rødbeder, når du har lavet grøntsagsjuice (som den grøntsagsfreak du er). For pulpen skal da ikke bare smides væk, vel? 🙂

Ud over pulpen fra enten gulerødder eller rødbeder skal du kun bruge løg, mel, salt og peber. Det er rasende nemt. Når du bruger pulp fra grøntsager, får du deller med en anden konsistens, end hvis du f.eks. bruger revne gulerødder eller rødbeder. De bliver tættere, mørere og bare mere mums. De hænger supergodt sammen og opfører sig eksemplarisk på panden. Prøv dem, hvis du er en grøntsagsfreak ligesom mig.

Du skal bruge:

  • 300 g pulp fra gulerødder eller rødbeder, sorter evt. større dele fra
    (jeg foretrækker i øvrigt, at rodfrugterne skrælles, inden de juices)
  • 120 g finthakket løg
  • 75 g mel, f.eks. sigtet speltmel
  • urtesalt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skal der ingen væske i? Hvis du som jeg har en juicer, der ikke laver knastør pulp, men snarere pulp der stadig er lidt fugtig, så skal du ikke tilsætte væske. Har du derimod en slow juicer, der trækker al væske ud af grøntsagerne, kan det godt være, at lidt væske er nødvendigt.

Bland pulp, løg og mel godt sammen, og krydr det godt. Husk på at farsen skal smage, som du vil have, at det endelige resultat skal smage, så krydr farsen, til den har det saltniveau, som du kan lide. Form farsen til ca. 13-14 deller.

Opvarm en sliplet pande på varmeblus 3-4 ud af 6. Put en lille smule olie på panden, og steg dellerne, til de er brunede på begge sider. De må gerne få 10-15 min. samlet set, da de så bliver rigtig dejligt møre.

Solhvervs-ost

Solhvervs-ostca. ½ kilo ost

Gærflager, agar-agar pulver, sød hvid miso… har jeg skræmt dig væk? Hvis ja, så skynd dig at komme tilbage. Det er slet ikke så farligt, som det lyder. Faktisk er det rigtig rart. Både for dine smagsløg, for dit helbred og for de køer, hvis mælk disse ingredienser erstatter. Disse herlige specialvarer indgår i opskriften på denne veganske ost, som er den første skærefaste ost, jeg har lavet. På Grøn, Sund & Lækkers Facebook-side spurgte jeg i slutningen af november måned, hvad mine læsere mangler en god, sund, vegansk opskrift på, og jeg fik denne besked fra Thor:

“Jeg kunne godt tænke mig et bud på vegansk pålæg som ikke er smørepålæg, altså noget mere fast-i-konsistensen-pålæg”

Det forslag faldt meget heldigt sammen med, at jeg længe gerne har villet lave en skærefast ost, og det har jeg nu afprøvet med stor succes. Osten er gul som solen, og om en lille uges tid er det vintersolhverv, som betyder, at vi nu går mod lysere tider, så Solhvervs-ost virkede som et perfekt navn til denne smukke dyre- og klimavenlige ost.

Gærflagerne giver den cremede osteagtige smag, misoen giver sammen med cashewnødderne rundhed og sødme, og agar-agar pulveret får ostemassen til at stivne til skærefast perfektion. (Under Gode råd og forklaringer kan du læse lidt om bl.a. agar-agar, gærflager og miso). Gurkemeje bruges kun for at give den flotte farve og kan fint udelades. Jeg har ladet mig inspirere af en osteopskrift fra bloggen Vegangela og tilpasset målene danske mål samt gjort opskriften oliefri og ændret lidt på krydderierne.

Solhvervs-ost_knivDu skal bruge:

  • 120 g usaltede cashewnødder
  • 10 g gærflager
  • 1 tsk. løgpulver
  • 1 tsk. hvidløgssalt
  • 4,5 dl neutral sojamælk
  • 10 g agar-agar pulver
  • 40 g sød hvid miso
  • 1 spsk. citronsaft
  • ½ tsk. gurkemeje
  • friskkværnet peber
  • evt. urtesalt

Start med at male cashewnødderne til mel*, og bland derefter nøddemelet med gærflager, løgpulver og hvidløgssalt.

* Hvis du ikke har mulighed for at male nødderne til mel, så går det også an bare at blende det hele til sidst med stavblenderen.

Hæld sojamælken i en gryde, bland agar-agar pulveret i, og rør det godt rundt. Varm mælken op til kogepunktet under konstant omrøring med et piskeris, indtil mælken tykner og bobler. Tag gryden af varmen, og lad massen køle en smule af – ikke for meget, da det stivner hurtigt, så blot et par minutter.

Put miso, citronsaft, gurkemeje og lidt friskkværnet peber i nøddemelsblandingen, hæld den tykke sojamælk over, og bland det godt sammen. Find din stavblender frem og blend det hele til en ensartet, jævn masse. Smag på ostemassen og tilføj evt. lidt mere hvidløgssalt eller urtesalt, så osten får lige det saltniveau, du kan lide. Husk at smagen træder endnu mere frem, når osten er kølet af.

Hæld ostemassen i en passende plastbeholder, og stil den i køleskabet uden låg. Efter ca. en halv time kan du putte låg på beholderen. Det er bedst, hvis osten lige får lov at dampe af uden låg, så der ikke dannes kondens inde i beholderen.

Osten stivner superhurtigt, hvilket du vil opdage, når du skal vaske gryde, skål og piskeris af. 🙂 Men giv den gerne mindst to timer i køleskab og helst mere, så den når at blive gennemkold, inden du spiser den. Osten egner sig godt både til hjemmebagte boller og til et koldt smørrebrødsbord (smager rigtig godt sammen med sennep og løg!).

Men just som Solen vender,
et Haab igen sig tænder,
og lyse Haner gale
i Barndoms dybe Dale.
Sangen brister frem fra neden,
Lykkens Fugl har Æg i Reden,
atter kommer Vaar og Eden.

~ Thøger Larsen, Vintersolhverv

Blomkålsgratin

Blomkålsgratin2 stk.

Glædelig International Vegetardag!

Her på Grøn, Sund & Lækker!-bloggen markeres denne dag med en superlækker, dyrevenlig og ikke mindst sidebensvenlig gratin. Den er naturligvis vegansk og indeholder derfor ingen æg eller komælk som en traditionel gratin – men det er slet heller ikke nødvendigt! Der er masser af saft og kraft og smag og cremethed i denne gratin. Det sørger alle de mange skønne grøntsager nemlig for!

Du skal bruge:

  • 400 g blomkål, grofthakket
  • 300 g brune markchampignon, grofthakket
  • 275 g porrer, grofthakket (husk at rense dem grundigt først!)
  • 300 g kogte brune ris (altså vægten når risene er kogt)
  • 50 g cashewnødder
  • ¼-½ rød chili, finthakket (kan udelades)
  • 1 dl sojamælk (eller havremælk)
  • 35 g gærflager (kan udelades, men giver en dejlig cremet smag)
  • 2,5 tsk. urtesalt
  • ¼ tsk. røget paprika
  • friskkværnet peber
  • evt. persille til pynt

Tænd ovnen på 200°.

Hvis du bruger en foodprocessor: Put alle ingredienser i foodprocessoren og blend, indtil du har en jævn, ensartet masse.

Hvis du bruger en stavblender: Put først champignon, porrer og sojamælk i en stor skål (stavblenderen kan nemlig ikke klare hele molevitten på én gang), og blend det, til det er nogenlunde jævnt. Tilsæt så alle øvrige ingredienser og blend, indtil du har en jævn, ensartet masse.

Smag nu farsen til. Bemærk! Farsen skal være en smule undersaltet, for mens gratinen bager, vil en del væske fordampe og gøre smagen mere koncentreret.

Fordel farsen i to tærteforme, og put dem i ovnen på hver sin bageplade. Bag de to gratiner i ca. 40 minutter, men hold gerne øje med dem undervejs. De skal blive let brunede på overfladen.

Gratinerne kan serveres både kolde og varme, enten som måltidets hovedbestanddel blot med salat og evt. brød til, som pålæg på rugbrød eller som tilbehør til kartofler, ris etc.

Velbekomme!

To nemme nøddeoste

Morgenbord med nøddeost En perfekt weekend for mig starter med lækkert brød med godt pålæg og frisk frugt til en kop varm hygge. Pålægget plejer at bestå af Fiordifruttas sukkerfri syltetøj og så hjemmelavet vegansk smørepålæg eller nøddeost, og i dette indlæg får du to opskrifter på nøddeost, som jeg plejer at lave. Opskrifter på nøddeost kan varieres i det uendelige, og den ene slags nødder/frø/kerner kan som regel fint erstatte den anden slags (med undtagelse af hørfrø og chiafrø, da de ‘slimer’). Det gælder bare om at blande og blende, til man har den smag og den konsistens, man ønsker.

Jeg synes især, at følgende nødder, frø og kerner egner sig godt i hjemmelavet smøreost:

Cashewnødder
Paranødder
Valnødder
Sesamfrø
Græskarkerner
Solsikkekerner

Nu har en del af de seneste blogindlæg her på Grøn, Sund & Lækker! handlet om at spare på kalorierne, og nu begynder jeg så at snakke om nøddeost, selv om nødder er fulde af kalorier. Hvad er nu det for noget? 🙂 Nødder, kerner og frø er ganske rigtigt tætpakket med kalorier, men samtidig er de fulde af sunde fedtsyrer og mineraler, som vi har brug for, så de skal bestemt ikke udelades af kosten. De skal blot nydes i begrænsede mængder, hvis man passer på taljemålet.

Det siges, at man for at dække sit behov for omega-3 blot skal spise 1 spsk. knust hørfrø eller 15-20 g valnødder om dagen. Også græskarkerner og chiafrø er rige på omega-3. Omega-6 findes i de fleste planteolier og er meget nemt at få. Så nemt at de fleste får alt for meget omega-6 i forhold til omega-3 (op til 15 gange så meget), hvilket har vist sig at være sundhedsskadeligt. Det anbefales derfor, at man højst får 2-4 gange så meget omega-6 som omega-3, hvilket du automatisk får gennem en fornuftig og varieret fedtfattig plantekost (Plantemad).

Omega3Omega-3, baby!

De sunde og lækre gærflager er aldeles uundværlige, når man laver vegansk ost, da det er dem, der giver den runde, cremede osteagtige smag. Så gå aldrig ned på gærflager! 🙂 Der findes mange forskellige varianter, og smagen varierer også meget. Jeg foretrækker gærflagerne fra Naturdrogeriet og fra Naturata. Naturdrogeriets gærflager er store og mørke og har en kraftig smag, hvorimod Naturatas gærflager er helt fine og lyse i smagen.

Cashewnøddeost

CashewnøddecremeCashewnødder er fulde af kobber, jern og zink, og deres milde, søde smag gør sig aldeles fremragende i hjemmelavet smøreost. Den her nøddeost smager lidt af rejeost, og hvis man gerne vil have lidt at bide i, kan man stege et par skiver squash, krydre dem med salt og peber, hakke skiverne groft og putte dem i osten, når squashen er kølet af.

Du skal bruge:

40 g cashewnødder
90 g sojayoghurt (kan erstattes af ca. ½ dl plantemælk)
10-15 g gærflager
1 tsk. hvidløgspulver
urtesalt
friskkværnet peber

evt. grofthakket stegt squash

Hæld cashewnødder og sojayoghurt i en beholder/skål, og blend det grundigt med en stavblender. Tilsæt gærflager og hvidløgspulver, og smag til med urtesalt og friskkværnet peber. Sørg for først at smage til med salt, efter at du har rørt gærflagerne i, da de også tilfører en salt smag til osten.

3-i-1-nøddeost

Den her nøddeost er den på billedet øverst i indlægget. 🙂 Osten her er lavet på paranødder, der er rige på selen, græskarkerner som indeholder omega-3-fedtsyrer, og sesamfrø der er fulde af kalk. Altså en 3-i-1-ost, der gør dig godt, og som gør sig godt på morgenbrødet eller rugbrødet, men også som fyld i en bagt kartoffel og lignende.

Du skal bruge:

50 g paranødder, grofthakkede
30 g græskarkerner
20 g sesamfrø
1,5 dl plantemælk (f.eks. soja- eller havremælk)
1 tsk. løgpulver
10 g gærflager
1 knivspids røget paprika
urtesalt
friskkværnet peber

Hæld paranødder, græskarkerner, sesamfrø og plantemælk i en beholder/skål, og blend det grundigt med en stavblender. Tilsæt løgpulver, gærflager og røget paprika, og smag til med urtesalt og friskkværnet peber. Sørg for først at smage til med salt, efter at du har rørt gærflagerne i, da de også tilfører en salt smag til osten.

Se også Hyggeost for en nøddefri, fedtfattig ostevariant 🙂

Linsepålæg – nemt, sundt og mættende

Linsepålæg

Røde linser er på min top 10 over fantastiske fødevarer, og de indgår meget ofte i min kost. Jeg elsker deres cremede, runde smag, som virkelig sætter prikken over i’et i en suppe, gryderet eller lasagne. At de samtidig er sunde, hurtige at tilberede og mætter godt gør jo ikke ligefrem noget. 🙂

Jeg har fundet ud af, at røde linser egner sig rigtigt godt til at lave pålæg af, og linsepålægget her er nu en næsten fast del af min frokost. Det er så nemt og hurtigt at lave, og det er næsten ikke til at forstå, hvor let det er at få det til at smage godt. Og så er det fedtfattigt og billigt, ikke at forglemme!

I denne opskrift er der rigeligt pålæg til to rugbrødsglade personer i mindst en uge. Jeg putter gerne resterne fra aftenens salat oven på rugbrødsmadden eller et par skiveskårede tomater, agurkeskiver, peberfrugt i stænger, et par syltede jalapeños, eller hvad jeg lige er i humør til.

Du skal bruge:

500 g røde linser
1 l vand
2 spsk. bouillonkoncentrat eller -pulver

Forslag til yderligere krydderi:
– urtesalt
– friskkværnet peber
– løgpulver
– paprika
– røget paprika
– oregano
– timian
– basilikum

Hæld linserne i en gryde, og skyl dem grundigt i koldt vand. Tilsæt 1 l vand, og bring gryden i kog. Tilsæt bouillonkoncentrat, og kog linserne, til de koger ud og bliver til en masse. Det tager ca. 20 min. Der burde ikke være noget vand at hælde fra.

Køl linserne af og krydr efter smag. Vær opmærksom på, at krydderierne smager mere igennem, når pålægget er koldt.

Hæld pålægget i en lufttæt beholder og opbevar i køleskab. Holder sig frisk i ca. en uge.

TIP! Når du ikke at spise det hele? Så bland resten af linsepålægget i en tomatsauce, og så har du en lækker vegansk bolognese.

Nytårsfrokost!

Nytårsfrokost

Hvad skal du have nytårsaften? Er menuen allerede nøje planlagt, eller mangler du en idé? Denne festlige nytårsfrokost er Grøn, Sund & Lækker!’s bud på en anderledes og spændende nytårsmenu.

Til påskefrokost og julefrokost laver jeg gerne en omgang Grøntbelagt smørrebrød, men i år slog det mig, at dette festfyrværkeri af et måltid med alle sine farver og smagsvarianter faktisk egner sig rigtig godt som nytårsmenu. Så jeg har kreeret en version 2 af mine grøntbelagte smørrebrød, som jeg er sikker på vil imponere nytårsgæsterne.

I bunden af opskriften finder du en komplet indkøbsliste til 8 madder (ca. 2 sultne personer) – for your convenience. 🙂

TIP! Dagen før: Sæt yoghurten til at dræne (ca. en halv bøtte = 250 g), og kog kartoflen. For at spare tid på selve dagen kan du også lave postejen dagen før.

Du skal bruge:

8 små skiver rugbrød eller 4 store skiver delt i halve

Pynt til fordeling over de 8 madder:
8-10 cherrytomater, skåret i halve
1 stort rødløg, skåret i tynde skiver
½ stor rød snackpeber, skåret i små tynde stænger
1 håndfuld persille, finthakket

Avocadomadden:

Avocadomadden1 moden avocado, halveret og udstenet
1 spsk. citronsaft
½ fed hvidløg, finthakket
¼ tsk. stødt spidskommen
urtesalt
2 spsk. Cavi-art Sort

Mos avocadoen med en gaffel, tilsæt citronsaft, hvidløg og spidskommen, og smag til med urtesalt. Fordel avocadomosen på to skiver rugbrød. Put ca. 1 spsk. Cavi-art ovenpå, og pynt med cherrytomat og løg.

Postejmadden:

Postejmaddenca. ¼ portion Himmelsk nøddesteg
(men lav nu bare en hel portion, så er der pålæg til mange glade dage)
4 cm peberrod, skrællet og revet
2-3 spsk. drænet, neutral sojayoghurt
urtesalt

Rør peberrod og sojayoghurt sammen, og smag til med lidt urtesalt. Læg en god, stor skive nøddesteg på to skiver rugbrød, put en spsk. peberrodscreme oven på hver mad, og pynt med snackpeber og persille.

Kartoffelmadden:

Kartoffelmadden1 stor kogt kartoffel, skåret i ½ cm tykke skiver
4 spsk. purløg, finthakket
3-4 spsk. drænet sojayoghurt
2 spsk. gærflager
½ fed hvidløg, finthakket
¼-½ tsk. paprika
urtesalt
evt. olivenolie til stegning

Rør purløg, sojayoghurt, gærflager og hvidløg sammen, og smag til med urtesalt. Kartoffelskiverne kan du enten bruge, som de er, eller du kan stege dem i lidt olie på en sliplet-pande, til de er sprøde og gyldne. Krydr kartoffelskiverne med paprika og urtesalt. Smør lidt af purløgsdressingen på to skiver rugbrød, og fordel kartoffelskiver ovenpå. Put en spsk. purløgsdressing ovenpå, og pynt med cherrytomat og løg.

Pølsemadden:

Pølsemadden2 store tofupølser (jeg anbefaler Lange Wiener fra Nagel. På pakken står der også nogle gange Tofu Wiener, men det er de samme pølser)
2 tsk. sennep
2 spsk. ketchup

Steg pølserne på en pande, til de er sprøde. Hvis du bruger en sliplet-pande, behøver du ikke ekstra olie til stegningen, da pølserne fra Nagel i forvejen er let olierede på overfladen. Smør to skiver rugbrød med sennep. Halver pølserne, skær dem op på langs, og fordel dem på rugbrødsskiverne. Put 1 spsk. ketchup på hver pølsemad, og pynt med snackpeber, løg og persille.

Rigtig god appetit! Jeg håber, du får en fantastisk nytårsaften!

Komplet indkøbsliste:

Grøntsager:
180 g bella gomba svampe (du kan også bruge alm. champignon til nøddestegen)
1 bakke cherrytomater
1 stor kartoffel
1 stor rød snackpeber
1 avocado
1 rødløg
1 gult løg
hvidløg
1 stang peberrod
1 bundt persille
1 bundt purløg

Krydderier:
bouillonkoncentrat
paprika
stødt spidskommen
tørret basilikum
urtesalt
sennep
ketchup

Brød og nødder:
1 pakke rugbrød
100 g cashewnødder (eller hasselnødder)
50 g valnødder

Væske:
1 liter neutral sojamælk (eller havremælk)
citronsaft
evt. olie til stegning

Diverse:
1 dåse Cavi-art Sort
1 bøtte sojayoghurt
1 pakke Lange Wiener fra Nagel (eller Tofu Wiener)
1 pakke tofu (du skal bruge 150 g til nøddestegen)
gærflager

Himmelsk nøddesteg (video)

Denne lækre nøddesteg er supernem og hurtig at lave. Men det bedste er, at den smager absolut fantastisk. Den egner sig rigtig godt til julebordet, som pålæg til påskefrokosten eller som tilbehør til en lun ret. Så husk at lave nok, og vær gavmild med den!

Du skal bruge:

  • 1 stort løg, hakket
  • 2 fed hvidløg, hakket
  • ½ dl vand
  • 1 spsk. bouillonkoncentrat
  • ½ spsk. tørrede krydderurter (oregano el. basilikum)
  • 180 g svampe, grofthakket
  • 150 g tofu, smuldret
  • 100 g cashewnødder (eller hasselnødder), grofthakkede
  • 50 g valnødder, grofthakkede
  • ½ dl vand (el. neutral plantemælk)
  • olivenolie til stegning

Himmelsk nøddesteg

Fremgangsmåde:

Opvarm ovnen til 180°.

Varm en pande op til middelvarme, tilsæt lidt olivenolie, og steg løg og hvidløg, til løgene er klare. Tilsæt vand, bouillonkoncentrat og krydderurter, og rør rundt, til bouillonen er opløst.

Bland svampe, tofu, nødder og vand i en foodprocessor. Hæld løgblandingen i, og blend det hele (eller blend det med en stavblender). Nøddestegen må godt have lidt bid, så blend det groft. Smag til med urtesalt om nødvendigt.

Hæld blandingen i et passende ovnfast fad, og bag den i ovnen i ca. 25 min.

Nøddestegen smager også pragtfuldt som koldt pålæg dagen efter.