Texas Tofu Burger

Tofu Texas Burger

I morgen fredag den 25/9 mellem kl. 17 og 18 sker der noget spændende! Jeg er blevet inviteret ind i Arnold Busck i Aarhus for at signere og samtale om min debutroman 14 dage i Austin. Arrangementet er en del af Hearts & Minds– festivalen i Aarhus, hvor min bog – med sine bærende emner som flirt, forelskelse og erotik – passer rigtig godt ind.

Jeg er superstolt og glad over invitationen, og det skal selvfølgelig markeres med en passende opskrift her på bloggen. Og hvad kunne være mere oplagt end opskriften på den burgermenu, som min bogs hovedperson Heidi laver til den mandlige hovedperson John for at imponere ham? Menuen består af speltburgerboller med stegt, røget tofu, guacamole og grøntsager serveret med stegte kartoffelbåde.

Her er et lille citat fra bogen om burgeren 🙂

Burger_citat

SCOREMENU FOR 2 PERSONER – SÆT I GANG!

Speltburgerboller – 12 stk. (det er jo åndssvagt kun at bage to burgerboller…):
Tofu Texas Burgerbolle

Disse burgerboller bliver søde, lette, luftige og ikke alt for høje, præcis som burgerboller skal være!

  • 50 g gær
  • ½ dl lunkent vand
  • 1 spsk. hørfrø malet til mel (fx i en kaffekværn)
  • 3 spsk. vand
  • 100 g plantemargarine
  • 3 spsk. agavesirup
  • 1½ tsk. fint salt
  • 2½ dl lunkent vand
  • 700 g mel (jeg brugte sigtet speltmel)
  • ca. ½ dl neutral sojamælk til pensling
  • ca. ½-1 dl sesamfrø

Gæren røres ud i ½ dl lunkent vand. Hørfrømelet røres sammen med 3 spsk. vand og hviler 10 min.

Smelt margarinen (pas på, den ikke bliver for varm), og hæld den over i en skål. Tilsæt hørfrøblandingen, agavesirup, salt og 2½ dl lunkent vand. Rør det godt sammen, og tilsæt så gærblandingen, og rør igen. Tilsæt melet lidt efter lidt. Når ca. 600 g af melet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Form 12 runde og flade burgerboller, læg dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i 30 min. tildækket med et rent viskestykke. Efter ca. 15-20 min. tændes ovnen på 180°.

Efter hævning pensles bollerne med sojamælk og drysses gavmildt med sesamfrø. Bag dem i ovnen i ca. 15 min., men hold øje med dem undervejs. De skal blive lysebrune, men ikke mørke.

Stegte kartoffelbåde:

  • 800 g kartofler, skrællet og skåret i både
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. paprika
  • 2 tsk. tørret oregano (du kan også bruge rosmarin eller timian)
  • 2-3 tsk. groft salt

Sæt en stor gryde vand i kog, og tænd ovnen på 200°. Når vandet koger, puttes kartoffelbådene i gryden. Når vandet koger igen, skal kartoflerne blot have 3 min. Hvis det tager lang tid at få gryden i kog igen, skal kartoflerne kun have 1-2 min., fra vandet koger. Kartoflerne skal ikke koges møre, så vær opmærksom.

Hæld vandet fra kartoflerne, og tør kartoflerne i et rent viskestykke. Herefter afkøles kartoflerne i 5 min. på viskestykket. Kartoflerne puttes over i gryden igen, hvorefter olie og krydderier tilsættes. Bland forsigtigt det hele, og hæld kartoflerne over på en bageplade med bagepapir. Sørg for at fordele kartoflerne i et jævnt lag over hele pladen.

Kartoflerne bages i 25-30 min., til de er møre og sprøde.

Stegt, røget tofu:

  • 250 g røget tofu, fx madagaskartofu, skåret i ca. 8 tykke skiver
  • olivenolie
  • urtesalt

Steg tofuen i lidt olie på en pande ved middelvarme, til skiverne er sprøde og lysebrune. Det bør tage ca. 15 min. Krydr med urtesalt på begge sider.

Guacamole:

  • 2 små modne avocadoer, udstenede
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1-2 spsk. citron- eller limesaft
  • ½ tsk. stødt spidskommen
  • urtesalt

Avocadokødet skrabes ud og moses med en gaffel. De øvrige ingredienser tilsættes, hvorefter der smages til med urtesalt.

Øvrigt fyld:

  • 2-3 spsk. mayonnaise – den bedste veganske mayonnaise er Månebarnets Mirakelmayo (men du kan også købe gode veganske mayonnaiser i helsekostbutikker)
  • 1 stor moden tomat, skåret i skiver
  • 8 skiver agurk
  • 2 blade romainesalat
  • ½ lille løg, skåret i skiver

Tag nu to af burgerbollerne, og skær dem over. Smør både top og bund med mayonnaise. Fordel salat, tomat, tofu, guacamole, løg og agurk på burgerbollerne, og put toppen på.

Server burgerne på et par flotte tallerkener med kartoffelbåde til samt ekstra mayo-dyppelse til kartoflerne.

TIP! Vær kreativ med fyldet! Du kan også putte olivenskiver, syltede chilier eller grillede peberfrugter i burgeren. Og er du mere til ketchup end til mayo, så bruger du bare det. Har du ikke avocado, hvad så med en skive vegansk ost, fx fra Astrid och Aporna, som nu forhandles i både Meny og i Kvickly? (Yay!)

Tofu Texas Burger_2

De Glade Ostebrød

De Glade OstebrødGratinerede ostebrød – på vegansk? Ja da! Prøv De Glade Ostebrød.

Det er lækre smækre veganske ostebrød – med al den fylde, fedme og smag, du kan ønske dig. Ren guf med garanteret nydelse i hver eneste bid! 🙂

Brødene er supernemme og hurtige at lave, så om den står på filmhygge, tømmermænd, hurtig aftensnack, eller du simpelthen bare har trang til noget udefinerbart lækkert, så er dette løsningen!

Brødene er også helt oplagte at servere til løgsuppe.

PS: Hvorfor er ostebrødene glade? Naturligvis fordi de er veganske og dyrevenlige. Læs mere om Mælkeindustrien.

Du skal bruge:

  • 3 grove pitabrød (rugbrødsskiver eller halverede boller kan også bruges)
  • 150 g madagaskartofu (eller en anden slags tofu, meget gerne røget)
  • 1¼ dl neutral sojamælk
  • ¼ dl rapsolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 1 spsk. sennep
  • ½ spsk. tomatpuré
  • 1 spsk. gærflager
  • urtesalt
  • olie til stegning

De Glade Ostebrød_hapsere Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180°.

Smuldr tofuen og steg den i lidt olie på en pande ved middelvarme i ca. 10 min. Drys med urtesalt.

Hæld sojamælken i en gryde, og varm den op til lige under kogepunktet. Hæld rapsolien i, mens du pisker med et piskeris. Tilsæt herefter citronsaften, og pisk stadig. Tilsæt majsstivelse, sennep, tomatpuré og gærflager, og pisk det hele godt sammen. Blandingen bringes kortvarigt i kog, så den tykner, smages herefter til med urtesalt og tages af blusset.

Hæld tofuen over i gryden, og bland det hele godt sammen.

Læg de tre pitabrød (de skal ikke skæres over eller deles endnu) på en bageplade med bagepapir, og fordel tofublandingen ligeligt på dem.

Bag brødene i ovnen i ca. 10 min. Lad dem køle af i et par minutter, og skær dem herefter i 4-6 stykker hver.

16 spændstige spinatboller

Spinatboller16 stk.

Spinat er godt – spinat er sundt – spis spinat året rundt!

Der er en grund til, at Skipper Skræk spiser spinat for at blive stærk. Det er nemlig en plante med gods i! Spinat har et højt indhold af folat og er fuld af A-, B2-, B6-, C-, E- og K-vitamin samt calcium, jern, protein etc., og listen over spinatens fortræffeligheder er lang. Bladene indeholder nogle kraftige antioxidanter (carotenoider), der er kræftbekæmpende, og som beskytter øjnene mod forkalkning på nethinden, spinat stimulerer immunsystemet og beskytter mod hjertesygdomme, og så er spinat også godt for din hud1. At spinat derudover smager godt er bare en ekstra bonus.

Jeg bruger frisk spinat i salater og i pesto og putter spinat fra frost i smoothies, i bagværk, i gryderetter og lasagne og spiser ofte stuvet spinat som tilbehør til aftensmaden. Din mad bliver nemlig smuk og grøn af det, og det samme gør du! 🙂

Spinatboller_2Du skal bruge:

  • 500 g frossen økologisk spinat
  • 2 dl vand
  • 2 tsk. groft salt
  • 1 dl koldt vand
  • 50 g gær
  • ½ dl lunkent vand
  • 250 g rugmel
  • 700 g sigtet speltmel

Put spinaten i en gryde sammen med 2 dl vand, og varm spinaten op, til den er akkurat optøet. Tag gryden af varmen, tilsæt salt og rør rundt. Hæld spinaten i en skål, tilsæt 1 dl koldt vand, og stil skålen i køleskabet, så spinaten køler hurtigere af. Når du skal bruge spinaten, må den ikke være varmere end det vand, du bruger til at opløse gæren i.

Opløs gæren i ½ dl lunkent vand, og bland det i spinaten. Tilsæt rugmelet, og rør godt rundt. Rør nu det sigtede speltmel i dejen. Når ca. 400-500 g af speltmelet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Lad dejen hæve på bordet tildækket med et rent viskestykke i 1½ time.

Form herefter 16 boller af dejen (eller flere, de bliver ret store), og placer dem på en bageplade med bagepapir.

Lad dem efterhæve på pladen i 30 min. tildækket med et rent viskestykke, og bag dem herefter i ovnen i ca. 20 min. ved 200°.

1 Kilde: Kirsten Hartvig: Styrk dit immunforsvar.

Krydret ølbrød

Krydret ølbrødDette er et lækkert og luftigt franskbrød med en dejlig, let krydret smag. Det egner sig godt både som franskbrød med pålæg (som her på billedet med vegansk ost fra Vegourmet), men også som madbrød serveret til en sammenkogt ret eller til en stor salat som f.eks. Herre(god)salat.

Hvis du ikke har øl, kan du også lave brødet med danskvand – det giver samme luftige struktur, men naturligvis ikke den lette maltsmag.

Brødet er supernemt at lave. Ikke så mange dikkedarer. Så lad os kaste os ud i det.

Du skal bruge:

  • 1 pakke gær
  • 1½ dl lunkent vand
  • 1½ tsk. fint salt
  • 1 spsk. agavesirup
  • 2 spsk. tørrede krydderurter (f.eks. oregano og timian)
  • 1 dåse øl (33 cl) – gerne en mørk øl (eller samme mængde danskvand)
  • 650-700 g mel (f.eks. 300 g fuldkornsemmer- og speltmel og 350-400 g sigtet speltmel)
  • evt. 1 tsk. løgpulver og 1 tsk. hvidløgspulver, hvis det skal være ekstra madbrødsagtigt

Fremgangsmåde:

Gæren røres ud i det lunkne vand i en stor skål. Tilsæt salt, agavesirup, krydderurter og øl (eller danskvand), og rør rundt. Tilsæt melet og rør det hele godt sammen. Tag dejen ud på et meldrysset bord, og ælt den godt igennem. Sørg for at strække dejen godt, mens du ælter den, for at aktivere dannelsen af gluten.

Gluten er nemlig det, der får dejen til at hænge sammen, og når du ælter dit brød, udvikles den glutenstruktur, som får dejen til at blive elastisk. Gluten holder desuden på den luft, du ælter ind i dejen samtidig med, at det er afgørende for, hvordan brødet hæver op. (Den økologiske bagebog)

Put dejen tilbage i skålen, tildæk den med et rent viskestykke, og lad den hæve i en time et lunt sted.

Tag nu dejen ud af skålen igen, og ælt den ganske let, mens du former dejen til et franskbrød. Tag en stor franskbrødsform (3 liter), og beklæd den med bagepapir.

Et godt tip er, at krølle papiret sammen, så bliver det nemlig meget mere medgørligt, så det ikke “hopper” ud af formen igen. (Thomas – Kærlighed & Kikærter)

Put dejen i formen, og lad nu dejen efterhæve i ca. 30 min. tildækket med et rent viskestykke.

Tænd ovnen (varmluft) på 180°. Når dejen har efterhævet, tager du en meget skarp kniv og skærer en lang rids ned gennem brødets overflade. Stil et ovnfast fad med vand ind i bunden af din ovn. Put franskbrødsformen på en bagerist, og sæt den ind i ovnen over vandfadet.

Bag brødet i ca. 35 min., men hold øje med det undervejs.

Når du tager brødet ud, kan du prøve at mærke, om det er gennembagt ved at banke på bunden af brødet. Hvis brødet lyder hult, er det gennembagt.

Lad brødet køle helt af, inden du skærer i det.

Koldhævede speltboller ~lækre, nemme, æltefri

Koldhævede speltboller9-10 stk.

NB! Dejen laves dagen før (eller mindst 6 timer før), du skal bage bollerne
.

Mangler du en opskrift på lækre, luftige boller, der er hurtige at lave, kræver mindst muligt af dig, og som ikke får dit køkkenbord til et ligne et snelandskab, OG som tilmed er sunde, fedtfattige og mætter godt? Ikke længere, for den opskrift får du lige her! 🙂

Denne opskrift er kommet til verden, fordi jeg ofte har stået i mit køkken og overvejet at bage nogle boller til weekenden, men tanken om dej på fingrene, mel ud over det hele, æltning, formning og køkkenkaos har sat en stopper for de gode intentioner. Og ud af ren dovenskab er denne fantastiske opskrift så blevet skabt!

Lige nu tvivler jeg på, om jeg nogensinde kommer til at bage boller på en anden måde, for de her boller er så supernemme at lave, og så smager de helt forrygende. Og jeg elsker, at jeg kan røre dejen sammen om aftenen og så klaske 10 klatter dej på en bageplade dagen efter uden at skulle ælte og svine alting til. Og netop fordi dejen hæver i så mange timer, så får brødet en helt vidunderlig svampet struktur. Så faktisk kan jeg ikke sige så meget andet, end at jeg synes, du skal kaste dig over den her opskrift, næste gang du skal bage boller. Det vil du absolut ikke fortryde.

Du skal bruge:

  • 15 g gær
  • 5 dl vand
  • 1,5 tsk. fint salt
  • 1 spsk. agavesirup
  • 100 g havregryn
  • 60 g hørfrø
  • 60 g solsikkekerner
  • 450-500 g sigtet speltmel

Gæren røres ud i lidt af vandet i en stor skål. Tilsæt resten af vandet, salt, agavesirup, havregryn, hørfrø og solsikkekerner, og rør melet i. Dejen skal samle sig i en stor klump, men stadig være for fugtig til, at du kan ælte den.

Dæk skålen med film eller et rent viskestykke, og sæt den i køleskabet til dagen efter (eller i mindst 6 timer).

Næste dag:

Tænd ovnen på 200°.

Dæk en bageplade med bagepapir. Tag dejen ud af køleskabet, og placer 9-10 klatter dej på bagepladen. Det gør du nemmest med en spiseske. Ret bollerne til, så de bliver nogenlunde runde.

Bollerne skal ikke hæve yderligere, så smid dem i ovnen, så snart den er klar, og bag bollerne i ca. 20 min. Det er altid en god idé lige at holde lidt øje undervejs.

Spis bollerne lune eller afkølede.

TIP! Tilsæt 200 g revet squash til dejen og evt. 50 g mel mere (for at undgå at dejen bliver for våd), så får du lækre squashboller.

Easy peasy, no greasy – pandekager!

PandekagerI dag er det Dansk Vegetardag, og det skal markeres med en dyrevenlig opskrift. Men slutningen af august måned markerer også, at Grøn, Sund & Lækker!-bloggen nu har været i luften i et år. Så vi skal have pandekager, skal vi! Men inden da skal I, der læser med, have en stor TAK. Tak fordi I følger med først og fremmest, tak fordi I giver feedback og kommenterer, og tak fordi I kommer med forslag og udfordrer mig. Bliv endelig ved!

Når jeg i bloggens statistikker ser på de søgeord, der fører folk herind, så er der helt klart et mønster, der tydeligt viser, hvad Grøn, Sund & Lækker! handler om. Det er nemlig søgninger, der indeholder ord som sund, sukkerfri, vegansk, kalorielet, fedtfattig, oliefri og lækker, der fører folk ind i mit grønne univers. Kun to ud af rigtig mange søgninger skiller sig ud. En der er sød: “jeg kan godt lide kage”, og en der er lidt skræmmende: “amfetamin smager godt”. Jeg lover hermed mere kage, og jeg vil også godt love, at mine opskrifter fortsat vil have en euforiserende effekt. 🙂

Men nu til pandekagerne: Det er en gængs misforståelse, at man ikke kan lave pandekager uden æg. At lave pandekager uden æg er lige så nemt som at gå i Kvickly uden at købe æg. Æg er som oftest fuldstændigt overflødige som ingrediens, da de enten blot kan udelades uden nævneværdig forskel, eller også kan de nemt erstattes af sunde, miljø- og dyrevenlige alternativer som banan, hørfrøslim eller tofu. Ved at lade være med at putte æg i dit bagværk kan du få fornøjelsen af at smage på den rå dej uden at bekymre dig om salmonella, du får et lige så lækkert resultat, som du plejer, og du slipper for kolesterolet fra æg og for merudgiften ved at købe æg (ikke at prisen for æg er særlig høj andet end for hanekyllingerne, der betaler med deres liv, læs mere her).

For at sige det på godt vegansk: der er virkelig ingen god grund til at putte hønsemenstruation i din mad.

(Pssst! Og der findes naturligvis masser af opskrifter på veganske pandekager!)

Så hvis du vil udfordre dig selv inden for pandekageverden, så lav pandekager uden olie! Jeg siger ikke, det er svært. Det er faktisk nemmere, end jeg havde regnet med. Men det kræver, at du ikke er helt ny bag et komfur, og det kræver, at du bruger en rigtig god, tør og helt ren sliplet pande. Jeg bruger en ECO Kitchen-pande fra OBH Nordica, og den udmærker sig ved at være både billig og øko-venlig, som de selv kalder det. I like!

Easy peasy, no greasy – pandekager!

9-10 stk.!

De her pandekager (som er stærkt inspireret af Happy Herbivore’s pandekageopskrift) bliver luftige og lidt brødagtige, og selv om de er lavet uden olie og er lidt tykke i det, så kan de faktisk nemt rulles! De smager meget ‘wholesome’, så hvis du er mest til fedtede pandekager, så steg du dem blot i olie eller brug en af de mange dyrevenlige opskrifter fra ovennævnte link. Der skal naturligvis lækkert snasket tilbehør til pandekagerne, og forslag til det kommer under pandekageopskriften. Pandekagerne kan i øvrigt også bruges som madpandekager. Så skal du bare udelade agavesirup og kanel/vanilje og evt. krydre pandekagerne med oregano, paprika, løgpulver, og/eller hvad der lige passer til din ret.

I opskriften er der dej nok til 10 pandekager, MEN der hviler en forbandelse over pandekager, som siger, at den første pandekage altid failer. Man siger derudover, at den første pandekage som regel failer, fordi panden ikke er varm nok. Så jeg varmede panden op på varmeblus 5 ud af 6, og dermed blev panden alt for varm, og den første pandekage brændte på, og jeg var lige ved at give op, fordi jeg troede, at det var opskriften, der var noget galt med (“Skal jeg nu alligevel putte banan i?”), men heldigvis fortsatte jeg. Jeg lod panden hvile lidt, skruede ned på 4 ud af 6 og prøvede igen. Og SÅ lykkedes det. Ergo, jeg har ikke brudt pandekageforbandelsen. Sig endelig til, hvis det lykkes en af jer. 🙂

Du skal bruge:

De tørre ingredienser:
5 dl sigtet speltmel (ca. 300 g)
2 tsk. bagepulver
¼ tsk. fint salt
1 tsk. kanel eller vaniljepulver

De våde ingredienser:
2,5 dl havremælk
1,25 dl vand
2 spsk. agavesirup

Bland de tørre og de våde ingredienser i hver sin skål. Sigt de tørre ingredienser over i skålen med de våde ingredienser, og rør det hele godt sammen. Smag på dejen (den er jo salmonellafri!) og juster, hvis du synes, der mangler noget (salt, sødt, for tyk, for tynd). Lad evt. dejen hvile i 10 min.

Opvarm panden. Fordel ½ dl dej på midten af panden, og kør panden lidt rundt, til du har en sød, lille, rund og tyk pandekage (ca. 15 cm i diameter). Nu skal du holde godt øje med pandekagen. Der formes ret hurtigt bobler i pandekagen, og du skal vende pandekagen, når den ser ca. sådan her ud:

Pandekager på pandeHav en tynd palet og evt. en gaffel klar til dette. Find et hjørne af pandekagen, der slipper (det er oftest det tyndeste sted), før paletten ind under pandekagen og hjælp lige så stille til med at få pandekagen til at slippe panden (føl dig lidt frem). Når du har vendt pandekagen, skal den kun have ganske kort tid, før den er færdig (højst et par minutter).

Et volià! Nu har du lækre, luftige, veganske og fuldstændigt fedtfri pandekager!

Men som nævnt tidligere skal der naturligvis serveres noget lækkert snask til pandekagerne. Her er mine forslag:

  1. Agavesirup og bær (f.eks. blåbær, som kan puttes direkte på pandekagen, mens den steger)
  2. Banan i skiver og daddelkakaocreme (blend dadler med kakaopulver og plantemælk eller plantefløde… uhmm, simple but sooo good)
  3. Syltetøj og peanutbutter – en klassiker, nu på pandekage!
  4. Mandelsmør og hakket daddelchokolade
  5. Kakaonibs og cashewnøddecreme
  6. Is eller sorbet – prøv Michaels is eller de lækre veganske is som Tofuline eller Lovice.

Tak fordi du læste med så langt – og god fornøjelse med pandekagerne! 🙂

Øllebrødsboller

Øllebrødsboller

14 stk.

Jeg er inde i en grødperiode. Havregrød, hirsegrød, øllebrød – toppet med hakkede valnødder, stødt kanel og sødt fra enten rosiner, daddelstykker eller agavesirup. Det varmer så dejligt om morgenen.

Øllebrød husker jeg med et saligt smil fra min barndom, og jeg måtte for nylig erfare, at øllebrød lavet på pulver på ingen måde lever op til den hjemmelavede, nostalgiske slags. Til gengæld har jeg fundet ud af, at øllebrød lavet på pulver gør underværker i boller! Ja, mon ikke enhver grødrest egentlig gør sig godt i en bolledej? Så erstat gerne nedenstående portion grød med, hvad du lige måtte have.

Bollerne bliver saftige indeni, sprøde udenpå og får en dejlig, rund smag af rug.

Du skal bruge:

480 g færdiglavet øllebrød
100 g hørfrø
50 g chiafrø (hvis du ikke har chiafrø, så tilsæt bare 50 g ekstra hørfrø)
2,5 dl vand
1 pakke gær
½ dl lunkent vand
2 tsk. groft salt
½ dl plantemælk
700-750 g sigtet speltmel

Pynt:
1 dl græskarkerner

Øllebrøden: Jeg lavede en portion grød med 90 g øllebrødspulver og 5 dl vand, som efter en del tilsmagninger blev til 480 g grød. 🙂
Øllebrødspulver

Bland hørfrø og chiafrø i en skål, og hæld de 2,5 dl vand over. Lad blandingen stå og trække i ca. 30 min., til frøene har suget væsken til sig.

Efter 30 min.: Gæren røres ud i det lunkne vand. Gærblandingen, salt, plantemælk og øllebrød hældes i skålen med de udblødte frø, og det hele blandes godt sammen. Tilsæt melet lidt efter lidt. Når ca. 500 g af melet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Bollerne bliver store og luftige, selv om de blot hæver én gang. Så form 14 boller af dejen (eller flere, de bliver ret store), og placer dem på en bageplade med bagepapir.

Fordel græskarkernerne på bollerne, og tryk dem lidt ned i dejen.

Lad dem hæve i mindst 30 min. (men gerne 1 time) tildækket med et rent viskestykke, og bag dem herefter i ovnen i 20 min. ved 220°.

Haps! 🙂
Øllebrødsboller - haps

Saftigt squashbrød

1 franskbrød

Der er intet, der som squash kan gøre brød både luftigt og saftigt. Og de udblødte chiafrø, der anvendes i denne opskrift, gør brødet endnu saftigere og giver det også lige et skud af de eftertragtede omega-3 fedtsyrer.

Brødet er derudover ganske fedtfattigt, og du kan derfor finde denne opskrift både i kategorien “Boller og brød” og i kategorien “Fedtfattige opskrifter”, hvor jeg samler de opskrifter, der ikke indeholder olie eller margarine (eller hvor disse ingredienser kan udelades), og som har begrænset indhold af nødder, frø og kerner – til glæde for dem, der passer på taljemålet. 🙂

Du skal bruge:

1 pakke gær
1 spsk. chiafrø
1 dl lunkent vand
250 g squash, revet
2 dl neutral sojamælk
1½ tsk. fint salt
600 g sigtet speltmel

Chiafrø udblødes i ½ dl lunkent vand i ca. 10 min., til frøene er svulmet op.

Gæren røres ud i ½ dl lunkent vand.

I en skål blandes de udblødte chiafrø, gærblandingen, squash, sojamælk og salt. Det hele røres godt sammen, hvorefter melet røres i. Når ca. 500 g mel er rørt ind i dejen, kan du hælde de sidste 100 g på bordet og ælte dejen færdig på bordet i resten af melet. Den færdige dej skal være lige lidt mere fugtig, end hvis den skulle formes til boller.

Beklæd en stor franskbrødsform med et ark bagepapir, og drys lidt mel i bunden af formen. Læg dejen ned i formen, og lad den hæve i 1-1½ time overdækket med et klæde.

Opvarm ovnen til 200°, og bag brødet i 35 min. Lad brødet afkøle, inden du skærer det ud.

TIP! Dejen kan også formes til 12-14 boller. Tilsæt evt. lidt mere mel, så bollerne bliver nemmere forme. Bagetiden skal i så fald reduceres til 20-25 min.

Proteinbomber


12 stk.

NB! Dejen laves dagen før, du skal bage bollerne!

At lave mad og at madblogge handler i høj grad om at lade sig inspirere og at bruge inspirationen til at skabe sine helt egne små madmirakler præcist tilpasset ens egne smagsløg. Nogle af mine opskrifter tager afsæt i en helt anden opskrift, fx en gammel fedtet pizzaopskrift fra hjemkundskab i 5. klasse, en kageopskrift fra min søster hastigt nedfældet på et ark printerpapir, en fancy 5-retters nytårsmenu revet ud af et dameblad eller en rugbrødsopskrift fundet bag på en pose femkornsblanding.

Fælles for sådanne opskrifter er, at jeg har ændret dem (nogle til uigenkendelighed), så de passer til mine smagspræferencer. Nogle traditionelle opskrifter med kød, æg og mælk har jeg ’veganiseret’ til sunde, lækre, grønne retter. Konfekt- og kageopskrifter har jeg eksperimenteret med i sukker- og hvedemelsfri udgaver. Nogle opskrifter har jeg ændret, fordi de indeholdt noget, jeg ikke kunne lide eller ikke lige havde, og så viste det sig, at det sagtens kunne undværes, og så tilføjede jeg noget andet i stedet for, og så havde jeg lige noget liggende i grøntsagsskuffen, som skulle bruges, inden det blev for sent. Og pludselig blev resultatet noget helt andet, og alligevel blev det lige, hvad jeg ville have.

Denne brødopskrift fandt i sin oprindelige form sin vej til mig via forummet Vegetarkontakt, hvor den blev nævnt i en tråd med emnet ”De perfekte boller!”. Opskriften stammer fra bloggen Veganske tanker og hedder ”Langtidshævede quinoaboller”. Den så spændende ud, og eftersom den blev fremhævet i tråden ”De perfekte boller!”, måtte den kunne noget! Jeg bryder mig dog ikke så meget om sødt i brød, og jeg undgår helst at bruge almindeligt hvedemel, så jeg erstattede opskriftens rosiner og valnødder med solsikkekerner og sesamfrø og brugte sigtet speltmel og havregryn i stedet for hvedemel og grahamsmel. Og på den måde blev de originale quinoaboller udgangspunktet for nogle nye quinoaboller, som jeg med tanke på quinoafrøets høje proteinindhold har valgt at kalde for proteinbomber.

Og bollerne ER virkelig lækre! De har en rund og næsten cremet smag, som må skyldes quinoafrøene og den lange hævetid, hvor smagen virkelig udvikler sig. Opskriften er i øvrigt perfekt for dem, der ikke bryder sig om at få dej på fingrene. Dejen skal nemlig placeres med ske direkte på bagepapiret. Nice!

Mange tak til Jacob fra Veganske tanker for inspirationen.

Du skal bruge:

100 g quinoa
15 g gær
5 dl koldt vand
1 tsk. fint salt
1 spsk. agavesirup
50 g solsikkekerner
50 g sesamfrø
465 g sigtet speltmel
185 g havregryn

Quinoa koges i usaltet vand efter anvisning på pakken, og vandet hældes fra. Lad grynene køle af, eller skyl dem flere gange i koldt vand.

Gæren røres ud i vandet. Tilsæt agavesirup, salt, solsikkekerner, sesamfrø, quinoa, mel og havregryn, og rør godt rundt. Dejen skal stadig være meget fugtig.

Dæk skålen med film, og sæt den i køleskabet til dagen efter.

Næste dag:

Dæk to bageplader med bagepapir. Fyld vand i et lille glas, og find en spiseske frem. Tag dejen ud af køleskabet, dyp skeen i vandet og placer ca. seks store klatter dej på hver bageplade. Pres dem flade med skeen, og form dem, så de bliver nogenlunde runde.

Lad dem hæve i 30 min.

Tænd ovnen på 185°, så den er klar, når bollerne har hævet. Bag dem i ca. 25 min. midt i ovnen, men hold øje med dem undervejs. Bollerne køles af inden servering. De er ret fedtede indeni, så de boller, der skal spises med det samme, kan du halvere og give en tur på brødristeren, så de får en lækker knasende overflade.

TIP! Af pålæg kan jeg anbefale:

Hyggeost

Leve-postej

Purløgs-friskost

Himmelsk nøddesteg

Fiordifrutta – lækker, sukkerfri syltetøj, som fås i mange supermarkeder

20 små tofupølsehorn

Næsten intet kan gøre lykke som nybagte, luftige pølsehorn. De er nemme at lave, elsket af både børn og voksne og altid et hit. Lav dem til skovturen, til børnefødselsdagen, til buffeten, til madpakken eller bare til ren weekendhygge.

Nogle varianter af tofupølser smager ikke af ret meget, men her kommer Lange Wiener fra Nagel til undsætning (på pakken står der også nogle gange Tofu Wiener, men det er de samme pølser). De har den helt rette konsistens, de har en skøn røget og salt smag, og de er i det hele taget bare ren guf! De kommer i pakker af fire lange pølser. Til 20 små pølsehorn skal du derfor købe tre pakker, og så har du to pølser tilovers til ren frås. Jeg har fundet dem både hos Ren Kost, Sundhedskost og Ganefryd, tre helsekostbutikker i Aarhus.

Til pølsehorn hører sig sennep og ketchup, og hvor det er relativt nemt at finde sennep uden sukker, kan det være anderledes bøvlet, når det kommer til ketchup. Supermarkedets udvalg indeholder som regel sukker, og så er der nogle få varianter, der er sødet med kunstige sødemidler. Men fortvivl ikke, jeg har fundet den mest fantastiske sukkerfri ketchup, nemlig Zwergenwiese Kinder Ketchup, som er sødet med æblesaft. Den smager præcis, som ketchup skal smage: sødt, salt, rundt og tomat-agtigt. Jeg har fundet den hos Ren Kost, men den kan sikkert også købes i andre helsekostbutikker eller på webshops.

Du skal bruge:

1 pakke gær
2,5 dl lunkent vand
100 g plantemargarine
1 tsk. groft salt
450-500 g sigtet speltmel
10 store eller 20 små tofupølser

Gæren røres ud i det lunkne vand.

Margarinen smeltes og afkøles lidt. Rør det afkølede margarine i gærblandingen, tilsæt salt og mel, og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hæve i 30 min.

Del dejen i 20 stykker (eller som ønsket). Det virker umiddelbart som en meget lille klat dej pr. horn, men dejen hæver meget i ovnen, og pølsehornene er jo mest interessante, når der ikke er for meget brød i forhold til fyldet. Desuden er dejen super-elastisk og nem at strække. Hvis du har købt lange pølser som fx Nagels, så halver dem, og pak pølserne ind i dejen. Læg dem på en bageplade med bagepapir med sammenføjningen nedad.

Lad dem hæve i 15 min. dækket af et rent viskestykke. Tænd ovnen på 200°, så den er klar, når pølsehornene har hævet. Bag dem i ca. 15 min. midt i ovnen, men hold gerne øje med dem undervejs.

Pølsehornene bliver ca. 10-12 cm lange.

Serveres let afkølede eller kolde med sennep og ketchup.

TIP! Pølsehornene kan også skæres op på langs og fyldes med rå løg, syltet agurk, ketchup, sennep etc., og så er der minihotdogs. Haps!