Linsepålæg – nemt, sundt og mættende

Linsepålæg

Røde linser er på min top 10 over fantastiske fødevarer, og de indgår meget ofte i min kost. Jeg elsker deres cremede, runde smag, som virkelig sætter prikken over i’et i en suppe, gryderet eller lasagne. At de samtidig er sunde, hurtige at tilberede og mætter godt gør jo ikke ligefrem noget. 🙂

Jeg har fundet ud af, at røde linser egner sig rigtigt godt til at lave pålæg af, og linsepålægget her er nu en næsten fast del af min frokost. Det er så nemt og hurtigt at lave, og det er næsten ikke til at forstå, hvor let det er at få det til at smage godt. Og så er det fedtfattigt og billigt, ikke at forglemme!

I denne opskrift er der rigeligt pålæg til to rugbrødsglade personer i mindst en uge. Jeg putter gerne resterne fra aftenens salat oven på rugbrødsmadden eller et par skiveskårede tomater, agurkeskiver, peberfrugt i stænger, et par syltede jalapeños, eller hvad jeg lige er i humør til.

Du skal bruge:

500 g røde linser
1 l vand
2 spsk. bouillonkoncentrat eller -pulver

Forslag til yderligere krydderi:
– urtesalt
– friskkværnet peber
– løgpulver
– paprika
– røget paprika
– oregano
– timian
– basilikum

Hæld linserne i en gryde, og skyl dem grundigt i koldt vand. Tilsæt 1 l vand, og bring gryden i kog. Tilsæt bouillonkoncentrat, og kog linserne, til de koger ud og bliver til en masse. Det tager ca. 20 min. Der burde ikke være noget vand at hælde fra.

Køl linserne af og krydr efter smag. Vær opmærksom på, at krydderierne smager mere igennem, når pålægget er koldt.

Hæld pålægget i en lufttæt beholder og opbevar i køleskab. Holder sig frisk i ca. en uge.

TIP! Når du ikke at spise det hele? Så bland resten af linsepålægget i en tomatsauce, og så har du en lækker vegansk bolognese.

Cremet pastagratin med karnevalssalat

Cremet pastagratin

2-4 pers.

En traditionel gratin er noget af en kaloriebombe med masser af ost, æg og fløde, men man kan sagtens lave en lige så lækker gratin i en sund og fedtfattig udgave. Det handler bare om at bruge de rette ingredienser. Både knoldselleri og røde linser bliver helt cremede i konsistensen, når de bliver kogt, og sammen med de silkebløde penne, der anvendes i denne opskrift, er der basis for en gratin, der ligefrem smelter på tungen.

Grønkålen kan man fint erstatte med spinat, hvis man vil, men jeg synes, det er godt med lidt bid fra de krusede blade.

Du skal bruge:

180 g speltpenne
500 g knoldselleri, skrællet og skåret i 2-3 cm store stykker
2 store rødløg (230 g), grofthakkede
3 fed hvidløg, grofthakkede
200 g røde linser
185 g frossen, hakket grønkål
2 spsk. bouillonkoncentrat
2 tsk. oregano
1 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
friskkværnet peber
urtesalt

Pastaen koges efter anvisning på pakken, til den er al dente. Fjern pastaen fra gryden, opløs 1 spsk. bouillonkoncentrat i pastakogevandet, og kog selleriternene møre heri sammen med løg og hvidløg. Hæld kogevandet over i et decilitermål, og blend selleri og løg med 3 dl af kogevandet. På grund af sellerien smager kogevandet helt fantastisk, så hvis der er mere end 3 dl, så gem resten (kan fryses), og brug det til suppe eller sauce en anden gang.

Skyl linserne i koldt vand et par gange, og kog dem efter anvisning på pakken, til de er møre. Krydr kogevandet med 1 spsk. bouillonkoncentrat, oregano, løgpulver, hvidløgspulver og peber, og smag til med salt, om nødvendigt, når linserne er møre.

Giv grønkålen et hurtigt opkog i en smule vand, og krydr kålen med urtesalt.

Find et lasagnefad frem, og læg sellerimos, penne, linser og grønkål i lag. Afslut med et lag sellerimos. Da alle ingredienser er varme, behøver gratinen kun at få 10-15 min. i ovnen ved 200° – blot for lige at samle retten.

Drys evt. gratinen med gærflager. Serveres med Karnevalssalat.

Karnevalssalat