Nem ærtecreme

En lækker og cremet dip til grøntsager behøver hverken være fedende eller besværlig at lave, og som oftest er de helt simple retter også de mest lækre. Så gå langt uden om crème fraîchen, og grib i stedet for en pose frosne øko-ærter.

Du skal bruge:

4 dl frosne ærter
1 stort løg, grofthakket
urtesalt
friskkværnet peber
olivenolie til stegning
2-3 store gulerødder, skrællet og skåret i stænger

Dæk ærterne med nykogt vand, og lad dem stå i 5-10 min. Steg løgene i lidt olivenolie ved middelvarme, til de er klare. Hæld vandet fra ærterne, og bland dem i løgene. Steg dem med løgene i højst 2-3 min., og hæld blandingen over i en skål eller et litermål.

Drys forsigtigt med urtesalt og peber – det er ærternes søde smag, der skal være fremtrædende – og blend hele molevitten med en stavblender, til du har en cremet grøn sag.

Serveres fx med gulerodsstænger til.

Hyggeost

Jamen, er det ikke…? Nej, det er det ikke, men det ligner hytteost. Smagen er frisk, finurlig og festlig, så lad os kalde det noget andet; lad os kalde det hyggeost.

Til forskel fra komælksost er denne ost nemlig lavet med kærlighed og medfølelse – se, det er da hyggeligt! Ingen ko har fået taget sin nyfødte kalv fra sig på grund af denne ost, ingen kalv er blevet skilt fra sin mor eller har måttet undvære sin mors mælk på grund af denne ost.

The worst scream I have ever heard: a mother cow on a dairy farm as she screams and bellows her lungs out, day after day, for her stolen baby to be given back to her.” (citat: Gary Yourofsky, ”Bedste Tale Du Nogensinde Vil Høre”)

Jeg hører tit folk sige, at de ville have svært ved at leve uden mælk og ost. Selv om jeg har svært ved at forstå, at mælk og ost kan betyde så meget i et liv, der bør være fuld af så mange andre skønne smagsoplevelser, og hvor der er så mange fantastiske alternativer, så er årsagen til afhængigheden klar og tydelig. Modermælk fra både mennesker og køer indeholder små mængder morfin. Morfin er et stærkt vanedannende opiat, som produceres i moderens krop og videregives til afkommet via mælken, sandsynligvis for at knytte ungen til moderen og derved sikre dens overlevelse.

Ost indeholder også andre narkotika-lignende bestanddele, f. eks. et amfetamin-lignende kemisk stof kaldet phenylethylamin, eller PEA, som også findes i chokolade og pølser.” (kilde: Plantemad)

Så tror da pokker, at vi bliver afhængige af skidtet. Drop afhængigheden, vælg medfølelse, lav den her ost! 🙂

(hvis du er doven eller travl, så køb lækker vegansk ost her: Alles-Vegetarisch)

Du skal bruge:

1 liter neutral sojamælk
4 spsk. citronsaft
1 dl gærflager
1-2 tsk. urtesalt
friskkværnet peber
1-2 spsk. olivenolie (kan udelades)

Hæld mælken i en gryde, og opvarm den til lige under kogepunktet. Husk at røre undervejs. ”Lige under kogepunktet” er, når mælken begynder at ’ryge’ og gøre lidt modstand i bunden af gryden uden at sidde fast. Det er akkurat, lige før den bobler, men der er dog ingen skade sket, hvis den når at boble lidt.

Tilsæt citronsaften, og rør godt rundt, mens du lader mælken komme i kog. Du vil allerede nu kunne se, at mælken skiller ivrigt. Rør rundt i ca. 10 sekunder, mens det bobler, og tag så gryden af varmen.

Lad nu gryden stå i 10-15 min. Mens du venter, samler osten sig i overfladen og bliver til en blød blok, som du nemt kan bryde med ske. Med skeen tager du alle de faste ostestykker og putter dem over i en skål. I sojamælksvallen vil du kunne se en masse mindre og løsere stykker ost, og de skal ikke gå til spilde. Lad derfor gryden stå 5-10 min. endnu, mens mere ost får lov at samle sig. Det bliver til 1-2 skefulde ekstra, som er blødere i teksturen, og som derfor vil gøre osten lidt mere cremet. Find en finmasket si frem, hæld vallen gennem sien, og put det ekstra ost over i skålen.

Bemærk! På grund af citronsaften sætter sojamælken sig lidt fast i kanten af gryden, så vask gryden af med det samme eller stil den i blød – for din egen skyld.

Nu skal der krydres! Gærflager er helt essentielt for ostesmagen, så i med dem! Ost er salt, men start med 1 strøget tsk. og tilføj mere salt, indtil det får det niveau, du kan lide. Hvis du bruger alm. fint salt, så start med mindre salt. En smule friskkværnet peber giver lige det hele et løft, og olien gør osten dejligt fedtet, men den kan sagtens udelades, hvis du gerne vil have en fedtfattig udgave.

Hvis du ønsker det, kan du naturligvis krydre med andre eller flere krydderier, fx paprika (gerne røget), oregano, timian, hvidløgspulver eller løgpulver.

Rør det hele godt rundt, og stil osten på køl, så den når at blive dejlig kold, inden du skal bruge den. 10 min. i fryseren kan også gøre det, hvis du ikke kan vente.

Brug osten på en rugbrødsmad, på en nyristet bolle, som fyld i en avocado eller i bagt kartoffel. Be creative! Der bliver til ca. 300-400 g.

TIP! Gem sojamælksvallen og brug det i brød. Så går der intet til spilde.

Grøntbelagt smørrebrød

Smørrebrød! Uhmm, der er ikke noget så godt som et par gode, solide rugbrødsmadder, og en gang imellem bør man hylde det gode rugbrød og gøre ekstra meget ud af det. Især omkring jul og påske, hvor snapsene også kommer frem.

Hav dit yndlingsrugbrød klar, og gå så i gang med fyldet.

Dagen før: Sæt yoghurten til at dræne (250 ml), og kog de to kartofler.

(Pssst – tjek flere smørrebrødsvarianter her.)

Du skal bruge:

8 små skiver rugbrød, evt. smurt med plantemargarine

Mad 1 – den med karry:

Fyld:

125 g kryddertofu, skåret i 6 skiver
urtesalt
olivenolie til stegning

Steg tofuen i lidt olie på en pande ved middelvarme, til skiverne er sprøde og lysebrune. Det bør tage ca. 10-15 min. Krydr med urtesalt på begge sider.

Karrydressing:

1 fed hvidløg, finthakket
1 tsk. stærk karry
4 spsk. neutral sojayoghurt
urtesalt
olivenolie til stegning

Steg hvidløg og karry i lidt olie ved middelvarme i et par minutter. Bland det derefter med sojayoghurten, og smag til med urtesalt.

Pynt:

6 cherrytomater, i skiver

Fordel de seks skiver tofu på to stykker rugbrød, og pynt med cherrytomater og karrydressing.

Mad 2 – classic with a twist:

Fyld:

Leve-postej:

30 g quinoa
300 g champignon, renset og halveret
1 stort løg, grofthakket
2 fed hvidløg, grofthakkede
1 tsk. paprika
urtesalt
olivenolie til stegning

Quinoa koges i letsaltet vand efter anvisning på pakken, og vandet hældes fra.

Steg champignon, løg og hvidløg i lidt olivenolie ved middelvarme, til løgene er klare. Blend champignon-blandingen groft, tilsæt quinoa og paprika, og smag til med urtesalt.

Peberrodscreme:

1 dl friskrevet peberrod
1 dl neutral sojayoghurt
urtesalt

Bland peberrod og sojayoghurt sammen, og smag godt til med urtesalt.

Pynt:

12-14 agurkeskiver eller 4 cornichoner, halveret på langs

Fordel den lune postej på to stykker rugbrød. Pynt med agurkeskiver eller cornichoner og peberrodscreme.

Mad 3 – kartoffelmadden:

Fyld:

2 store kogte, kolde kartofler, skåret i ½ cm tykke skiver
1-2 tsk. paprika
urtesalt
olivenolie til stegning

Steg kartoffelskiverne i olie ved høj varme (gerne på en grillpande), til de er sprøde og brunede. Krydr med paprika og urtesalt.

Pynt:

½ stor rød peberfrugt, skåret i stænger
½ løg, skåret i skiver

Purløgs-friskost:

½ bæger neutral sojayoghurt (250 ml)
½ dl friskhakket purløg
1 fed hvidløg, finthakket
2 spsk. olivenolie
urtesalt

Yoghurten hældes i et kaffefilter eller lignende og drænes for væske i 5-6 timer eller natten over.

Bland den drænede yoghurt med purløg, hvidløg og olivenolie, og smag til med urtesalt.

Fordel først kartoffelskiverne på to stykker rugbrød. Pynt dernæst med peberfrugt, løg og friskost.

Mad 4 – den barmhjertige samaritaner:

Fyld:

1 stor og moden avocado, halveret og udstenet
½ spsk. citronsaft

Pynt:

1 mellemstor gulerod, skrællet og revet
2 spsk. friskhakket dild
urtesalt
friskkværnet peber

Skær de to avocadodele i skiver på langs, hæld citronsaft på, og fordel skiverne på to stykker rugbrød. Pynt med gulerodsstrimler og dild, og drys med urtesalt og peber.

Server de fire madder gange to på et par fede tallerkener sammen med lidt vådt til ganen.

Rødbedehummus

Når man laver rødbedehummus, er det vigtigt at være forsigtig med krydderier, citron og hvidløg, da de nemt kan overdøve smagen af rødbede. Prøv dig frem, mens du fremtryller denne skønne, røde spise.

250 g rødbede
125 g tørrede kikærter
½ fed hvidløg, revet
1 tsk. tahin
½ tsk. stødt spidskommen
1 lille drys urtesalt
2 tsk. citronsaft
2 tsk. olivenolie

Skyl kikærterne, hæld dem i en skål, dæk dem med rigeligt vand, og lad dem stå natten over (10-12 timer). Hvis du først kan koge kikærterne om aftenen, så skift vandet om morgenen.

Hæld vandet fra, skyl kikærterne, og kog dem i frisk vand i ca. 1 time, til de er møre.

Rødbeden koges i rigeligt vand i ca. 1 time, til den er mør. Lad derefter rødbeden køle af, skræl den, og skær den i store stykker.

Rødbede og kikærter blendes til en jævn masse. De resterende ingredienser tilsættes. Der smages til, og rødbedehummussen sættes til afkøling, inden den serveres.