Grøntsagsglade deller

Grøntsagsglade deller13-14 stk.

Marts er den måned, hvor jeg fejrer to dejlige begivenheder: Marts med Medfølelse (som i år er eksploderet med over 2.400 deltagere!) og mit helt eget Veganniversary. Mine nu 8 år som veganer skal her på bloggen markeres med en opskrift for de grøntsagsglade. Altså dem der VIRKELIG elsker grøntsager! Dem der elsker de sprudlende, flotte grøntsagsfarver og alle de vitaminer og den energi, der kommer fra grøntsagerne. Dem som derfor gang på gang i ren planteiver køber grøntsager hjem i så store mængder, at de ender med at stå og presse grøntsager til juice for at nå at bruge det hele.

Det her er opskriften på frikadeller lavet på den pulp, der er tilbage fra gulerødder og rødbeder, når du har lavet grøntsagsjuice (som den grøntsagsfreak du er). For pulpen skal da ikke bare smides væk, vel? 🙂

Ud over pulpen fra enten gulerødder eller rødbeder skal du kun bruge løg, mel, salt og peber. Det er rasende nemt. Når du bruger pulp fra grøntsager, får du deller med en anden konsistens, end hvis du f.eks. bruger revne gulerødder eller rødbeder. De bliver tættere, mørere og bare mere mums. De hænger supergodt sammen og opfører sig eksemplarisk på panden. Prøv dem, hvis du er en grøntsagsfreak ligesom mig.

Du skal bruge:

  • 300 g pulp fra gulerødder eller rødbeder, sorter evt. større dele fra
    (jeg foretrækker i øvrigt, at rodfrugterne skrælles, inden de juices)
  • 120 g finthakket løg
  • 75 g mel, f.eks. sigtet speltmel
  • urtesalt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skal der ingen væske i? Hvis du som jeg har en juicer, der ikke laver knastør pulp, men snarere pulp der stadig er lidt fugtig, så skal du ikke tilsætte væske. Har du derimod en slow juicer, der trækker al væske ud af grøntsagerne, kan det godt være, at lidt væske er nødvendigt.

Bland pulp, løg og mel godt sammen, og krydr det godt. Husk på at farsen skal smage, som du vil have, at det endelige resultat skal smage, så krydr farsen, til den har det saltniveau, som du kan lide. Form farsen til ca. 13-14 deller.

Opvarm en sliplet pande på varmeblus 3-4 ud af 6. Put en lille smule olie på panden, og steg dellerne, til de er brunede på begge sider. De må gerne få 10-15 min. samlet set, da de så bliver rigtig dejligt møre.

Bagte kartofler med hvidkålsremoulade, rødbedebøffer og tzatziki

Gør dig klar til et mættende, smukt og sundt aftensmåltid.

Du skal bruge:

Bagte kartofler

2 bagekartofler

Opvarm ovnen til 200°. Rens kartoflerne godt. Du kan evt. skrubbe dem, hvis skrællen er meget grov i det. Skær et ca. 1 cm dybt kryds i kartoflerne, og bag dem i ca. 1 time, indtil de er møre.

Hvidkålsremoulade

Denne remouladeagtige sauce smager rigtigt godt til kartofler – kogte som bagte eller stegte! Hvis der er noget sauce tilovers, så gem det til dagen efter, og brug det på en rugbrødsmad eller som dyppelse til fx tofupølser.

350 g hvidkål, groftsnittet
2 ½ dl neutral sojamælk
1½ dl olivenolie
2 spsk. citron
½ dl gærflager
½ spsk. sennep (eller ½ tsk. sennepspulver)
urtesalt
friskkværnet peber
olivenolie til stegning

Steg hvidkålen i olie ved middelvarme, til kålen er mør. Krydr med urtesalt.

Opvarm sojamælken i en gryde til lige under kogepunktet. Tilsæt først olivenolie og derefter citronsaft, mens du pisker med et piskeris. Gærflager og sennep hældes i, mens saucen koger op, og der smages til med urtesalt og peber.

Hæld hvidkålen over i gryden, og blend saucen, til den er jævn, men gerne lidt grov i det.

Kartoflerne åbnes i krydset og overhældes gavmildt med saucen.

TIP! Du kan selvfølgelig også servere bagekartoflerne med hvidløgszmør.

Rødbedebøffer

Rødbedebøffer er overraskende lette at lave, og når de tilberedes som beskrevet i det nedenstående, er de en uforglemmelig spise. Her forenes både sødt, salt, cremet og sprødt i én himmerigsmundfuld.

2 mellemstore rødbeder (a ca. 150 g stykket), skrællet og skåret i skiver a ½ cm
¾ dl sigtet speltmel eller kikærtemel
1 spsk. paprika
2 tsk. urtesalt
olivenolie til stegning

Opvarm en pande ved middelvarme. Bland mel, paprika og urtesalt i en dyb tallerken. Vend rødbedeskiverne i melet, så de er godt dækket på begge sider. Saften i rødbederne vil få melet til at sidde fast. Læg dem på et stykke bagepapir.

Hæld olivenolie i panden, og steg rødbedeskiverne, til de er sprøde. De skal have mellem 5 og 10 min. på hver side. Vent med at vende dem første gang, til du kan fornemme, at melet på den underste side har dannet skorpe. Hvis du vender dem for tidligt, risikerer du, at melet ryger af, men vær opmærksom på, at de ikke får for meget. Når de er sprøde på begge sider og møre (mærk efter med en gaffel), tages de af varmen. De må gerne køle en smule af inden servering.

Serveres med Travl tzatziki.