Drømmeagtig daddelchokolade (video)

Her på Grøn, Sund & Lækker!-bloggen er vi ikke for fine til at koge ny suppe på gamle grøntsager. Så her får du en smuk madvideo baseret på bloggens tredjemest populære opskrift, nemlig den drømmeagtige daddelchokolade. Og det er ikke for ingenting, at den er populær, og at netop den opskrift er blevet valgt til min nye video. Chokoladen smager SÅ godt! Og den er SÅ nem at lave! I videoen viser jeg dig trin for trin, hvor overraskende enkelt det er at lave denne mælkefri, sukkerfri, superfaste, iskonfektagtige og nærmest(!) sunde chokolade, der smager som en drøm.

Den fulde opskrift får du her igen:

Du skal bruge:

  • 100 g udstenede dadler, hakkede
  • 70 g usaltede cashewnødder, fintmalede
  • 15 g usødet kakaopulver
  • 80 g kokosolie
  • 30 g kokosmel

Tjek at der ikke er rester af sten i dadlerne. Put alle ingredienserne undtagen kokosmelet i en skål, og bland det godt sammen. Blend det hele grundigt med en stavblender, til massen er blød og nogenlunde ensartet. Måske du undervejs er nødt til at skrabe massen ud fra kniven, hvis det sætter sig fast.

Hæld kokosmelet i, og bland det hele godt sammen. Hæld massen i en plastikform – gerne en aflang, firkantet én (så kommer det nemlig til at ligne en rigtig plade chokolade!). Put det i køleskabet, og lad det afkøle helt (vigtigt!). Det tager mindst en halv time. Man kan også putte det i fryseren (i ca. 15 min), hvis det skal gå hurtigere. Pres chokoladen ud af formen, og skær i stykker med en kniv.

TIP! Læg stavblenderen væk, og hak derimod dadler og cashewnødder fint i hånden, inden de øvrige ingredienser røres i. Tilsæt så 1 tsk. finthakket økologisk appelsinskal. Resultatet er en knasende sprød chokolade med en guddommelig smag af orangekrokant.

Fristende frugtsalat med kokosflødeskum og chokokrymmel

4-6 pers.

I dag fejrer veganere verden over World Vegan Day, og det skal naturligvis markeres med et par ord og en lækker opskrift her på bloggen.

Jeg har gennem årene haft rigtig mange succesoplevelser med at bestille vegansk mad på helt almindelige restauranter og caféer. Faktisk har jeg fået serveret mange fantasifulde og lækre måltider i alle mulige sammenhænge. I Aarhus kan fx fremhæves de kreative kokke på Café Castenskiold og Olive Restaurant, som et par gange har disket op med en fortryllende og farverig vegansk menu, der fik andre til at se lidt fortrydeligt på deres à la carte-bestilling.

Men jeg har samtidig oplevet andre steder, at kreativiteten kan gå lidt i stå, når det kommer til at mønstre en vegansk dessert. For når der hverken kan bruges smør, æg, mælk eller fløde, hvad i alverden gør man så? Med denne opskrift vil jeg gerne vise, hvor enkelt og nemt det kan gøres. Ikke nogen eksotiske specialprodukter med uudtalelige navne, ingen uopdrivelige erstatningsvarer eller helsekostkrumspring. Bare rene, lækre råvarer, der tilsammen bliver til en fortryllende vegansk dessert, som er let at lave og yderst tilfredsstillende.

Til alle jer derude – glædelig International veganerdag!

Du skal bruge:

Frugtsalat:

Lav en masse! World Vegan Day handler om næstekærlighed og om at dele glæden ved vegansk mad med andre. 🙂

2 æbler
3 bananer
1 ananas
2 grapefrugter
1 bakke vindruer

Skyl, skræl og hak det bedste, du har lært, og sørg for, at alt er i mundrette stykker.

Kokosflødeskum:

Kokosflødeskum er akkurat lige så cremet og fed i smagen som almindelig flødeskum, og skummet holder sig (og holder formen) i 3-4 dage i køleskab.

1 dåse køleskabskold kokosmælk (ikke light!)
1-2 tsk. agavesirup
½ tsk. vaniljepulver

Det er meget vigtigt, at kokosmælken IKKE er light, OG at den er køleskabskold. Så køb en fuldfed version, og stil den i køleskabet dagen før, du skal bruge den. Du kan evt. også putte skål og piskeris til håndmixeren i fryseren i et kvarters tid, inden du går i gang. Hæld det tynde kokosmælk fra, og gem det evt. til smoothies eller andet. Du skal kun bruge det helt hårde, fede kokosmælk. Put det i den kolde skål og pisk det med håndmixeren, indtil det bliver fluffy og flødeskumsagtigt. Det tager blot et par minutter. Smag til med agavesirup og vaniljepulver.

Inspirationen til kokosflødeskum stammer fra bloggen Oh She Glows, se meget udførlig instruks her: Coconut Whipped Cream

Chokokrymmel:

Du skal kun bruge en fjerdedel af opskriften på daddelchokolade, men lav nu bare en hel portion – you know you want it. 🙂

¼ portion køleskabskold Drømmeagtig daddelchokolade

Hak chokoladen groft.

Anret nu frugtsalat, kokosflødeskum og chokokrymmel – gerne i lag som på billedet foroven. Du kan også lave en mere ‘posh’ anretning som på billedet her nedenunder. Your choice!

Lagkage med gods i!

8 pers.

Denne lagkage smager, så fuglene synger og ligner en drøm! Og så er den tilmed let at lave.

Jeg lavede lagkagebundene, cashewnøddecremen og daddelchokoladen en onsdag aften, samlede lagkagen torsdag eftermiddag og serverede den samme aften for et begejstret 4-personers selskab. Da lagkagen er sprængfuld af smag og mættende for alle sanser, magtede vi kun at sætte halvdelen til livs. Så der var lagkage på køl både fredag, lørdag og søndag, hvor det sidste – stadig friske og saftige – stykke kage blev spist.

Ingen tvivl om, at mange fremtidige fødselsdage også skal fejres med denne bombastiske kage!

Du skal bruge:

2 lagkagebunde:

100 g plantemargarine
100 g dadler, finthakkede
2 dl vand
150 g sigtet speltmel
1 tsk. vaniljepulver, usødet
1 lille tsk. bagepulver
plantemargarine til at smøre springform

Smelt margarinen i en gryde, og tilsæt dadler og vand. Varm igennem i et par minutter, til dadlerne er opløst, tag gryden af varmen, og lad blandingen afkøle i en skål.

Tilsæt mel, vaniljepulver og bagepulver, og rør godt rundt.

Smør bunden af to springforme med margarine, og fyld hver springform med halvdelen af dejen. Bag bundene i ca. 20 min. ved 200°. Lad dem afkøle helt, før de fjernes fra springformen.

Cashewnøddecreme:

Denne cashewnøddecreme kan du bruge både som topping oven på kager og som fyld ligesom her, og den er så sød, cremet og vanedannende, at du fremover vil se på flormelis med hån.

235 g cashewnødder, hakkede
175 g kokosmælk
80 g dadler, hakkede
korn fra 1 stang vanilje (eller ½ tsk. usødet vaniljepulver)

Bland alle ingredienser sammen i en skål, og blend med en stavblender, til du har en blød og jævn creme.

Fyld:

1 portion køleskabskold drømmeagtig daddelchokolade, grofthakket
3 små appelsiner, skrællede og i både
3 kiwier, skrællede og i skiver

Fordel cashewnøddecremen ligeligt på de to lagkagebunde. Pynt den ene bund med halvdelen af frugten, og drys halvdelen af daddelchokoladen ovenpå. Læg den anden bund oven på den første (med cremesiden op), og pynt den med resten af frugten og resten af daddelchokoladen.

Stil lagkagen i køleskabet i et par timer inden servering.

TIP! Du kan også fylde lagkagen med andre frugter fx banan og jordbær og med syltetøj (fx den fantastiske sukkerfri syltetøj Fiordifrutta, som fås i mange supermarkeder).


 

Drømmeagtig daddelchokolade

Tro mig, denne chokolade er uden sammenligning! Den er afprøvet på voksne og børn, familie, venner og kolleger, folk med sød tand, folk uden sød tand, you name it – den er en sællert! Nyd denne godte, når trangen til noget chokoladeagtigt er over dig!

Du skal bruge:

70 g usaltede cashewnødder, fintmalede
100 g udstenede dadler, hakkede
80 g kokosolie
15 g usødet kakaopulver
30 g kokosmel

Tjek at der ikke er rester af sten i dadlerne. Put alle ingredienserne undtagen kokosmelet i en skål, og bland det godt sammen. Blend det hele grundigt med en stavblender, til massen er blød og nogenlunde ensartet. Måske du undervejs er nødt til at skrabe massen ud fra kniven, hvis det sætter sig fast.

Hæld kokosmelet i, og bland det hele godt sammen. Hæld massen i en plastikform – gerne en aflang firkantet én (så kommer det nemlig til at ligne en rigtig plade chokolade!). Put det i køleskabet, og lad det afkøle helt (vigtigt!). Det tager et par timer. Man kan også putte det i fryseren, hvis det skal gå hurtigere. Tag chokoladen ud af formen, og skær i stykker med en kniv. Serveres med tandstikker – lige til at stikke i!

TIP! Læg stavblenderen væk, og hak derimod dadler og cashewnødder fint i hånden, inden de øvrige ingredienser røres i. Tilsæt så 1 tsk. finthakket appelsinskal (skal være økologisk!). Resultatet er en knasende sprød chokolade med en guddommelig smag af orangekrokant.