Texas Tofu Burger

Tofu Texas Burger

I morgen fredag den 25/9 mellem kl. 17 og 18 sker der noget spændende! Jeg er blevet inviteret ind i Arnold Busck i Aarhus for at signere og samtale om min debutroman 14 dage i Austin. Arrangementet er en del af Hearts & Minds– festivalen i Aarhus, hvor min bog – med sine bærende emner som flirt, forelskelse og erotik – passer rigtig godt ind.

Jeg er superstolt og glad over invitationen, og det skal selvfølgelig markeres med en passende opskrift her på bloggen. Og hvad kunne være mere oplagt end opskriften på den burgermenu, som min bogs hovedperson Heidi laver til den mandlige hovedperson John for at imponere ham? Menuen består af speltburgerboller med stegt, røget tofu, guacamole og grøntsager serveret med stegte kartoffelbåde.

Her er et lille citat fra bogen om burgeren 🙂

Burger_citat

SCOREMENU FOR 2 PERSONER – SÆT I GANG!

Speltburgerboller – 12 stk. (det er jo åndssvagt kun at bage to burgerboller…):
Tofu Texas Burgerbolle

Disse burgerboller bliver søde, lette, luftige og ikke alt for høje, præcis som burgerboller skal være!

  • 50 g gær
  • ½ dl lunkent vand
  • 1 spsk. hørfrø malet til mel (fx i en kaffekværn)
  • 3 spsk. vand
  • 100 g plantemargarine
  • 3 spsk. agavesirup
  • 1½ tsk. fint salt
  • 2½ dl lunkent vand
  • 700 g mel (jeg brugte sigtet speltmel)
  • ca. ½ dl neutral sojamælk til pensling
  • ca. ½-1 dl sesamfrø

Gæren røres ud i ½ dl lunkent vand. Hørfrømelet røres sammen med 3 spsk. vand og hviler 10 min.

Smelt margarinen (pas på, den ikke bliver for varm), og hæld den over i en skål. Tilsæt hørfrøblandingen, agavesirup, salt og 2½ dl lunkent vand. Rør det godt sammen, og tilsæt så gærblandingen, og rør igen. Tilsæt melet lidt efter lidt. Når ca. 600 g af melet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Form 12 runde og flade burgerboller, læg dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve i 30 min. tildækket med et rent viskestykke. Efter ca. 15-20 min. tændes ovnen på 180°.

Efter hævning pensles bollerne med sojamælk og drysses gavmildt med sesamfrø. Bag dem i ovnen i ca. 15 min., men hold øje med dem undervejs. De skal blive lysebrune, men ikke mørke.

Stegte kartoffelbåde:

  • 800 g kartofler, skrællet og skåret i både
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. paprika
  • 2 tsk. tørret oregano (du kan også bruge rosmarin eller timian)
  • 2-3 tsk. groft salt

Sæt en stor gryde vand i kog, og tænd ovnen på 200°. Når vandet koger, puttes kartoffelbådene i gryden. Når vandet koger igen, skal kartoflerne blot have 3 min. Hvis det tager lang tid at få gryden i kog igen, skal kartoflerne kun have 1-2 min., fra vandet koger. Kartoflerne skal ikke koges møre, så vær opmærksom.

Hæld vandet fra kartoflerne, og tør kartoflerne i et rent viskestykke. Herefter afkøles kartoflerne i 5 min. på viskestykket. Kartoflerne puttes over i gryden igen, hvorefter olie og krydderier tilsættes. Bland forsigtigt det hele, og hæld kartoflerne over på en bageplade med bagepapir. Sørg for at fordele kartoflerne i et jævnt lag over hele pladen.

Kartoflerne bages i 25-30 min., til de er møre og sprøde.

Stegt, røget tofu:

  • 250 g røget tofu, fx madagaskartofu, skåret i ca. 8 tykke skiver
  • olivenolie
  • urtesalt

Steg tofuen i lidt olie på en pande ved middelvarme, til skiverne er sprøde og lysebrune. Det bør tage ca. 15 min. Krydr med urtesalt på begge sider.

Guacamole:

  • 2 små modne avocadoer, udstenede
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1-2 spsk. citron- eller limesaft
  • ½ tsk. stødt spidskommen
  • urtesalt

Avocadokødet skrabes ud og moses med en gaffel. De øvrige ingredienser tilsættes, hvorefter der smages til med urtesalt.

Øvrigt fyld:

  • 2-3 spsk. mayonnaise – den bedste veganske mayonnaise er Månebarnets Mirakelmayo (men du kan også købe gode veganske mayonnaiser i helsekostbutikker)
  • 1 stor moden tomat, skåret i skiver
  • 8 skiver agurk
  • 2 blade romainesalat
  • ½ lille løg, skåret i skiver

Tag nu to af burgerbollerne, og skær dem over. Smør både top og bund med mayonnaise. Fordel salat, tomat, tofu, guacamole, løg og agurk på burgerbollerne, og put toppen på.

Server burgerne på et par flotte tallerkener med kartoffelbåde til samt ekstra mayo-dyppelse til kartoflerne.

TIP! Vær kreativ med fyldet! Du kan også putte olivenskiver, syltede chilier eller grillede peberfrugter i burgeren. Og er du mere til ketchup end til mayo, så bruger du bare det. Har du ikke avocado, hvad så med en skive vegansk ost, fx fra Astrid och Aporna, som nu forhandles i både Meny og i Kvickly? (Yay!)

Tofu Texas Burger_2

Vegetaren Heidi og hendes “14 dage i Austin”

14-dage-i-AustinI april sidste år satte jeg mig til tasterne og begyndte at skrive på en roman, som jeg havde gået og brygget på i et godt stykke tid. Jeg ville skrive en samtidsroman, der berørte emner som sociale medier, bloggerlivet, reality-tv og idoldyrkelse, men også vegetarisme og veganisme – dvs. et udvalg af emner, der er sigende for vores tid lige nu.

Det blev til historien om den 22-årige modeblogger og vegetar Heidi, der er blevet kendt i Danmark gennem et reality-show, og som får tilbudt et job som personlig assistent for det amerikanske rockband South Bane, som hun er kæmpe fan af. Bogen handler om hendes 14 dage på prøvetid hos bandmedlemmerne John, Ben og Mason, og i det bramfri og grove musikmiljø gik der meget hurtigt sex, drugs & rock’n’roll i historien. På den måde endte min samtidsroman i stedet for med at blive en fræk og spændende erotisk roman, der udspiller sig i den hede Texas-varme. 🙂

Som nævnt er min hovedperson Heidi vegetar, og hun er også godt på vej mod veganisme. Det kunne jo ikke være anderledes, når jeg har skrevet bogen. Derfor har jeg selvfølgelig også krydret historien godt med små grønne sidebemærkninger og masser af vegetarisk/vegansk mad.

Her får I to små sneakpeeks fra bogen om netop dette:

14 dage i Austin_sneakpeek_114 dage i Austin_sneakpeek_2Det tog mig et halvt år at skrive bogen ved siden af mit arbejde, og det blev til en moppedreng på over 500 sider, så der er masser af god underholdning til en lang og forhåbentlig hed sommer. Da jeg havde sat mit sidste punktum, sendte jeg bogen til TURBINE Forlaget, og de vendte tilbage efter en uge og sagde, at de gerne ville udgive min bog. Og i dag den 22. maj – ca. 1 år og 1 måned efter at jeg startede på det første kapitel – udkommer min bog. 🙂

Jeg er super stolt og glad over resultatet og føler mig både heldig og taknemmelig over, at det er gået så nemt for mig. Indtil videre har jeg fået meget begejstrede tilbagemeldinger på min bog, bl.a. at det er:

den mest lidenskabelige bog jeg nogensinde har læst! Så velskrevet!”

Du kan trykke på billedet af bogen her forneden for at læse mere om, hvad den handler om og også lidt om mig inde på TURBINE Forlagets hjemmeside. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at nævne hverken vegansk mad, Grøn, Sund & Lækker! eller Mad med Medfølelse i beskrivelsen af mig selv, for den grønne passion har været med hele vejen under tilblivelsen af denne frækkert af en bog. 🙂

“14 dage i Austin” kan købes på TURBINE Forlagets hjemmeside både i trykt form og som e-bog.

14_dage_i_Austin_forside