16 spændstige spinatboller

Spinatboller16 stk.

Spinat er godt – spinat er sundt – spis spinat året rundt!

Der er en grund til, at Skipper Skræk spiser spinat for at blive stærk. Det er nemlig en plante med gods i! Spinat har et højt indhold af folat og er fuld af A-, B2-, B6-, C-, E- og K-vitamin samt calcium, jern, protein etc., og listen over spinatens fortræffeligheder er lang. Bladene indeholder nogle kraftige antioxidanter (carotenoider), der er kræftbekæmpende, og som beskytter øjnene mod forkalkning på nethinden, spinat stimulerer immunsystemet og beskytter mod hjertesygdomme, og så er spinat også godt for din hud1. At spinat derudover smager godt er bare en ekstra bonus.

Jeg bruger frisk spinat i salater og i pesto og putter spinat fra frost i smoothies, i bagværk, i gryderetter og lasagne og spiser ofte stuvet spinat som tilbehør til aftensmaden. Din mad bliver nemlig smuk og grøn af det, og det samme gør du! 🙂

Spinatboller_2Du skal bruge:

  • 500 g frossen økologisk spinat
  • 2 dl vand
  • 2 tsk. groft salt
  • 1 dl koldt vand
  • 50 g gær
  • ½ dl lunkent vand
  • 250 g rugmel
  • 700 g sigtet speltmel

Put spinaten i en gryde sammen med 2 dl vand, og varm spinaten op, til den er akkurat optøet. Tag gryden af varmen, tilsæt salt og rør rundt. Hæld spinaten i en skål, tilsæt 1 dl koldt vand, og stil skålen i køleskabet, så spinaten køler hurtigere af. Når du skal bruge spinaten, må den ikke være varmere end det vand, du bruger til at opløse gæren i.

Opløs gæren i ½ dl lunkent vand, og bland det i spinaten. Tilsæt rugmelet, og rør godt rundt. Rør nu det sigtede speltmel i dejen. Når ca. 400-500 g af speltmelet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Lad dejen hæve på bordet tildækket med et rent viskestykke i 1½ time.

Form herefter 16 boller af dejen (eller flere, de bliver ret store), og placer dem på en bageplade med bagepapir.

Lad dem efterhæve på pladen i 30 min. tildækket med et rent viskestykke, og bag dem herefter i ovnen i ca. 20 min. ved 200°.

1 Kilde: Kirsten Hartvig: Styrk dit immunforsvar.

Skipper Skræk-recepten

Så bliver morgenmaden ikke meget sundere! Grønne blade som fx spinat, grønkål og romainesalat indeholder store mængder jern og calcium, og så er de – tro det eller ej – en god kilde til protein. Den grønne farve i salatblade kommer fra stoffet klorofyl, som er en uovertruffen antioxidant.

Hvis du sørger for at lade størstedelen af smoothien bestå af frugt, så vil frugtsmagen dominere, og morgenfreden er sikret, når du serverer denne grønne drik for børn eller bedre halvdel. Og vær samtidig forberedt på at have overnaturlige kræfter resten af dagen oven på denne start!

Du skal bruge:

100 g frisk spinat eller 2 store blade grønkål uden midterste stængel
2 store appelsiner (eller anden vandholdig frugt, fx ananas, melon eller klementiner), skrællet og delt i både
1-2 dl vand
2-3 mellemstore bananer, skrællet og skåret i 4-5 stykker hver
evt. 4-6 isterninger

Put evt. det antal appelsiner og bananer, du skal bruge, i køleskabet et par timer eller dagen før, så de når at blive kolde.

Put 1/3 af appelsinerne i bunden af blenderen, fordel grønne blade ovenpå og fortsæt med at lægge i lag. Slut af med appelsiner øverst. Fordelt på denne måde kan blenderen bedre få ingredienserne kørt i gang. Hæld vand i, og blend til spinaten er helt findelt (cremet).

Tilsæt først derefter bananer og evt. isterninger, og blend igen, til smoothien er helt jævn, uden klumper og drikkevenlig.

Skal helst nydes helt frisk.

TIP! Prøv at skifte mellem de forskellige bladgrøntsager, du bruger fra gang til gang. Du kan bruge spinat, grønkål, romainesalat, persille eller sågar ukrudt som spæde mælkebøtteblade, skvalderkål og nælder, hvis de er plukket på uforurenede steder. Hvis du bruger frosne, grønne blade, så gå om muligt efter den ikke-blancherede slags, der som regel føres i helsekostbutikker.

Husk at tygge din smoothie! Det kan godt være, at blenderen allerede har gjort det hårde arbejde for dig, men det er alligevel vigtigt for din fordøjelse, at du tygger maden. Fordøjelsesprocessen begynder nemlig allerede i munden. Når man tygger sin mad, blandes den med spyt, og i spyttet er der enzymer, som begynder nedbrydningen af maden i din mund.