Vegansk LCHF

21 lækre måltider – til morgen, middag og aften

Lige så tyst og stille som der længe har været på denne blog, lige så tyst og stille har der bestemt ikke været i mit liv. I 2015 blev min første roman “14 dage i Austin” udgivet, og siden mit sidste blogindlæg for over 3 år siden har jeg udgivet endnu en roman, “Uofficielt din”, og jeg skriver nu på min tredje roman, “John Monro”.

Gik madbloggeren i dvale kun for at udgive romaner?

Nej, der skete også noget andet, og det handler om mad. For omkring 3 år siden begyndte jeg nemlig at eksperimentere med LCHF i en 100 % plantebaseret version. Det startede udelukkende som et eksperiment. Jeg skulle se, hvad al hypen om LCHF var, og så ville jeg afprøve, om en så animalsk tung kost kunne lade sig gøre i en klima- og dyrevenlig version.

LCHF står for Low Carb High Fat og betyder, at man spiser få kulhydrater, en moderat mængde protein og en høj andel fedt.

Og så blev jeg grebet af det. Jeg eksperimenterede på livet løs og fandt ud af, at vegansk LCHF fungerede rigtig godt for mig. Men temaet på bloggen her har hidtil ikke været i nærheden af LCHF, så derfor stod det pludselig stille med at dele opskrifter.

Tilblivelsen af en kogebog

I stedet for besluttede jeg mig for at lave en vegansk LCHF-kogebog, hvori jeg kunne samle al min erfaring og give inspiration og opskrifter til andre, der måtte ønske at afprøve LCHF i en vegansk udgave. Og den 3. maj udkommer min første kogebog! Den lækre lilla sag på billedet:

VEGANSK LCHF

Konceptet med kogebogen er 21 måltider: 7 forslag til morgenmad, 7 forslag til frokost og 7 forslag til aftensmad (fordelt på 35 opskrifter). Dertil følger information om LCHF i en vegansk udgave og min erfaring hermed, forslag til et basislager, tips og tricks til at komme i gang, et eksempel på en dags kost baseret på opskrifter fra kogebogen etc.

Kogebogen udkommer både som hardback og som e-bog, den kan købes hos de fleste online boghandlere (f.eks. hos tales.dk, Saxo, Bog og Idé etc.), og du kan allerede forudbestille den nu – også via min egen hjemmeside.

Hvordan ved jeg, om LCHF er noget for mig?

Spørg dig selv følgende: Har du en tendens til at overspise, når du spiser kulhydrater? Mætter kulhydrater dig ikke særligt længe? Og bliver du oppustet af kulhydrater? Tager du let på og især rundt om maven? Så er LCHF muligvis noget for dig.

Eftersom sukker og korn udelukkes af kosten, når man spiser LCHF, vil kogebogen også være anvendelig, hvis du normalt undgår sukker, gluten og kornprodukter.

For mere information og billedinspiration, så følg med på @lowcarbhigfatvegan på Instagram og på Low-Carb High-Fat Vegan på Facebook.

Den Store Julevideo

Her på Grøn, Sund & Lækker! har vi gået og brygget på en lille juleoverraskelse, og nu er den klar! Vi giver jer hermed Den Store Julevideo, hvor vi præsenterer 3 nemme, lækre og dyrevenlige juleopskrifter på under 3 minutter. Se med og lad dig inspirere!

I videoen laver vi følgende opskrifter, så du kan se, hvor nemt det er:

1. Pebermyntekonfekt

Pebermyntekonfekt

 

Brug lige de nødder, du har eller bedst kan lide. Dadlerne kan også erstattes af figner.

 

 

2. Himmelsk nøddesteg

Himmelsk nøddesteg

 

Her kan du også udskifte nødderne med dem, du foretrækker, og bruge lige de svampe, du kan finde.

 

 

3. Ris à l’amande

Ris-à-l'amande_12_12

 

Husk at der i dag er mange varianter af plantefløde og planteflødeskum. Prøv dig frem, og find den variant, du bedst kan lide.

 

 

Alle 3 opskrifter egner sig perfekt til juleaften, og du har god tid til at øve dig og prøve det hele af. Vi har drysset lidt julestemning ud over det hele med vores julesang “A Long Cold Winter”, så du kan komme i julehumør undervejs. 🙂

Rigtig god fornøjelse og glædelig jul fra,

Grøn, Sund & Lækker!

Søren & Henriette

Vegetaren Heidi og hendes “14 dage i Austin”

14-dage-i-AustinI april sidste år satte jeg mig til tasterne og begyndte at skrive på en roman, som jeg havde gået og brygget på i et godt stykke tid. Jeg ville skrive en samtidsroman, der berørte emner som sociale medier, bloggerlivet, reality-tv og idoldyrkelse, men også vegetarisme og veganisme – dvs. et udvalg af emner, der er sigende for vores tid lige nu.

Det blev til historien om den 22-årige modeblogger og vegetar Heidi, der er blevet kendt i Danmark gennem et reality-show, og som får tilbudt et job som personlig assistent for det amerikanske rockband South Bane, som hun er kæmpe fan af. Bogen handler om hendes 14 dage på prøvetid hos bandmedlemmerne John, Ben og Mason, og i det bramfri og grove musikmiljø gik der meget hurtigt sex, drugs & rock’n’roll i historien. På den måde endte min samtidsroman i stedet for med at blive en fræk og spændende erotisk roman, der udspiller sig i den hede Texas-varme. 🙂

Som nævnt er min hovedperson Heidi vegetar, og hun er også godt på vej mod veganisme. Det kunne jo ikke være anderledes, når jeg har skrevet bogen. Derfor har jeg selvfølgelig også krydret historien godt med små grønne sidebemærkninger og masser af vegetarisk/vegansk mad.

Her får I to små sneakpeeks fra bogen om netop dette:

14 dage i Austin_sneakpeek_114 dage i Austin_sneakpeek_2Det tog mig et halvt år at skrive bogen ved siden af mit arbejde, og det blev til en moppedreng på over 500 sider, så der er masser af god underholdning til en lang og forhåbentlig hed sommer. Da jeg havde sat mit sidste punktum, sendte jeg bogen til TURBINE Forlaget, og de vendte tilbage efter en uge og sagde, at de gerne ville udgive min bog. Og i dag den 22. maj – ca. 1 år og 1 måned efter at jeg startede på det første kapitel – udkommer min bog. 🙂

Jeg er super stolt og glad over resultatet og føler mig både heldig og taknemmelig over, at det er gået så nemt for mig. Indtil videre har jeg fået meget begejstrede tilbagemeldinger på min bog, bl.a. at det er:

den mest lidenskabelige bog jeg nogensinde har læst! Så velskrevet!”

Du kan trykke på billedet af bogen her forneden for at læse mere om, hvad den handler om og også lidt om mig inde på TURBINE Forlagets hjemmeside. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at nævne hverken vegansk mad, Grøn, Sund & Lækker! eller Mad med Medfølelse i beskrivelsen af mig selv, for den grønne passion har været med hele vejen under tilblivelsen af denne frækkert af en bog. 🙂

“14 dage i Austin” kan købes på TURBINE Forlagets hjemmeside både i trykt form og som e-bog.

14_dage_i_Austin_forside

Marts med Medfølelse 2015

veganskburgerSom billedet siger: “Byens bedste burger er vegansk”, og du kan få den på Mikuna i Aarhus – Danmarks første 100 % veganske café, der sidste år vandt AOA’s fornemme titel Byens Bedste Nye Spisested. For måske var det på tide, at du prøvede ‘det der vegansk’ af? Hvis du er frisk, så har du årets mest oplagte mulighed lige nu! For på søndag – den 1. marts – skyder Mad med Medfølelse den tredje omgang Marts med Medfølelse i luften, og det bliver større og vildere end nogensinde! Sidste år havde vi over 2.400 deltagere, og i skrivende stund har over 2.800 personer tilmeldt sig begivenheden på Facebook, og du kan gøre det samme lige her: JA TAK!

Hvad er det nu, det går ud på?

I Marts med Medfølelse udfordrer vi dig til at spise vegansk i en måned. Hvorfor?

Veganer forSå enkelt kan det siges. Men du kan også have dine helt egne personlige grunde. Måske du er blevet påvirket af al den seneste snak i medierne om, hvordan smågrise som helt almindelig praksis aflives ved at banke deres hoveder hårdt ned i betongulv? Måske du ikke føler dig helt så frisk og sund på din nuværende kost? Måske har den nyeste udmelding fra Sundhedsstyrelsen om, at komælk ikke længere anbefales til spædbørn, sat nogle tanker i gang om, hvorvidt det egentlig giver mening for mennesker som det eneste dyr i verden at drikke modermælk fra andre arter? Eller måske er alle kødskandalerne med tilhørende uappetitlige sygdomme bare blevet for meget for dig?

SmørrebrødMen kommer jeg ikke til at mangle alt muligt, når jeg spiser vegansk? Hvad med protein?

Stærkeste mandEnough said. Ham her er i øvrigt også veganer:

GorillaSå nej, du kommer ikke til at mangle alt muligt (tag det fra én, der har været veganer i nu 9 år), og hvis du er i tvivl om, hvordan du griber det an, så skynd dig HERIND! og kast dig over alle madplanerne på MmM’s hjemmeside. Der er syv i alt, og der er noget for enhver smag.

Der er en plan for:

  • den fattige studerende
  • den sunde og lækre
  • børnefamilien
  • den glutenfrie
  • den aktive
  • den nysgerrige
  • den kulhydrat-glade

Derudover kan du finde masser af gratis opskriftssamlinger på samme side, og lige HER finder du et hav af lækre opskrifter fra alle de danske veganske madblogs. Samlet ét sted – så bliver det ikke lettere.

marts-sys2Det sagde Sys Bjerre om Marts med Medfølelse 2014:

»Jeg synes, at Marts med Medfølelse er et rigtig godt initiativ. Personligt har jeg levet af en plantebaseret kost i snart 3 år og elsker at lave mad. Nu synes jeg, det er nemt at lave en nærende, velsmagende, vegansk middag, men jeg kan godt huske, hvor uoverskueligt det virkede i starten, det med at skulle bygge et måltid op omkring grønt i stedet for kød. Derfor er Marts med Medfølelse et rigtig godt sted at starte. Madplaner og opskrifter vil give begyndere en hestesko og forhåbentlig blod… øh, eller måske rettere juice, på tanden og mod på at give det kødfri køkken den chance, det fortjener.«

marts-petraKærligst,
Petra, Henriette og Mad med Medfølelse ♥

Marts med Medfølelse 2014 – vi gør det igen!

Marts med MedfoelelseMad med Medfølelse gør det igen! Sidste år havde vi over 600 deltagere. I år – en lille uge før vi går i gang – har 1.742 mennesker i skrivende stund sagt JA! Ja til Marts med Medfølelse! Ja til en måned, hvor de udelukkende spiser vegansk mad.

Hvorfor egentlig afprøve vegansk mad?

  • Vidste du, at over 900 millioner mennesker sulter hvert år? Og vidste du, at vi hvert år fodrer 60 milliarder landbrugsdyr med foder og vand – mad og vand der kunne være gået til de mennesker, der sulter?
  • Vidste du, at en veganer kan tænde for vandet i sin bruser og lade vandet løbe 24 timer i døgnet året rundt og stadig ikke være skyld i det samme vandspild som en person, der forbruger animalske produkter?
  • Vidste du, at kødindustrien sviner mere end alle former for trafik tilsammen?
  • Vidste du, at forekomsten af knogleskørhed er meget lille i de asiatiske lande, hvor der ikke er tradition for at drikke komælk? Og at Sverige er det land, der har det største forbrug af mejeriprodukter og den største forekomst af knogleskørhed?

Hvis du gerne vil være med til at tage ansvar for vores fælles verden og sikre en ren verden til dine børn og børnebørn, hvor der er rigelig mad, vand og frisk luft, så vælg den klimavenlige kost nu. Spis plantebaseret mad og vær med til at gøre en forskel.

For mere inspiration se: Den bedste tale du nogensinde vil høre af Gary Yourofsky eller tag en dyb indånding og se Earthlings – den vigtigste film, der nogensinde er lavet.

Hvad kan du forvente at opleve på vegansk mad?

Vi er alle forskellige, men følgende rare ‘bivirkninger’ er normale:

  • Generelt øget velvære og mere overskud
  • En lettere følelse i kroppen (plantemad er nemmere for menneskekroppen at fordøje, da vores lange tarmsystem er skabt til at fordøje planter, modsat katte og løvers korte tarmsystem, der er skabt til at fordøje kød)
  • Slim i halsen og evt. hyppig rømmen forsvinder (mælk er slimdannende)
  • Rødmen i huden eller eksem reduceres eller forsvinder (kød og mælk er syredannende i kroppen, hvorfor hudlidelser ofte forbedres ved at udelade disse fra kroppen)
  • Luftvejslidelser og madrelaterede allergier reduceres eller forsvinder (jeg slap selv af med både astma og husstøvmideallergi ved at droppe mælkeprodukter)
  • Evt. et vægttab

Denne gang hjælper vi vores deltagere godt på vej med 6 forskellige madplaner af en uges varighed. Der er en madplan for den fattige studerende, for den sunde og lækre (ja, det er min madplan 🙂 ), for børnefamilien, for den glutenfrie, for den aktive og for den hotte! Så er vi vist dækket godt ind! Glæd dig – det bliver både spændende og lækkert!

Og hvis det ikke var nok, så yder vi denne gang ekstra hjælp! Mad med Medfølelse stiller en hel hær af erfarne veganere til rådighed som mentorer i løbet af marts måned. Skynd dig at kigge forbi Mad med Medfølelses nye lækre hjemmeside og se vores mentorer her!

Hop med på den klima- og dyrevenlige vogn og sig JA til Marts med Medfølelse!

SysBjerre_mmm

Så er smagsprøverne klar!

Smagsproever

Så varer det ikke længe, før Mad med Medfølelse står klar med veganske smagsprøver, snak og hyggeligt samvær på Aarhus Sustainability Festival ved Godsbanen. Lørdag er vi der ml. kl. 11 og 14 og søndag ml. kl. 12 og 15.

Min fredag aften er derfor gået med megahyggelig madforberedelse i bæredygtighedens tegn! Jeg har snittet 5 kilo grøntsager og lavet 2 liter peanutbutterdip til nogle knasende lækre risruller, bagt 60 minipizzasnegle og en kæmpe omgang bananchokoladekage med kokosdrys!

Resten af MmM-holdet har også forberedt godterier, så kom endelig forbi og smag på alle de gode sager og snak med nogle søde mennesker.

Vi glæder os! 🙂

———————————-
Inspiration til ovenstående:

Mia Sommers pizzasnegle
Mia Sommers chokoladekage
Månebarnets spicy peanutbutter dip

Hvor får du dine kalorier fra?

Kalorier

En sød, ældre dame sagde engang til mig: “Jeg forstår slet ikke, hvor du får dine kalorier fra.” Som om veganske madvarer slet ikke indeholder kalorier. 🙂 Hertil måtte jeg jo svare hende, at der – så vidt jeg ved – er kalorier i alt, hvad man spiser, og at bare fordi man er veganer, så feder olivenolie, rødvin, kartoffelchips og plantemargarine altså stadigvæk (desværre). Det samme gør for store portioner, for sene portioner og for mange portioner – også selv om de er veganske. Ja, selv sunde fødevarer som avocado, nødder og tørret frugt indeholder rigtig mange kalorier.

Veganisme er ikke en slankekur, ej heller en asketisk måde at leve på. Det behøver det i hvert fald slet ikke at være. Sidste år skiftede jeg min ‘almindelige veganske kost’ ud med en oliefri vegansk kost (hvilket ville have fået førnævnte ældre dame til at gå i panik på mine vegne), og selv nu på en oliefri vegansk kost er det stadig meget nemt for mig at nå op på de 1800-2100 kalorier, jeg skal have om dagen (afhængig af om jeg træner eller ej). Men forskellen er, at de 1800-2100 kalorier fra den oliefri, grove plantekost mætter så godt, at det er svært for mig at komme til at indtage for mange kalorier, hvilket betyder, at jeg kan spise, til jeg er mæt uden bagefter at skæve nervøst til badevægten.

Har du svært ved at forestille dig, hvad sådan en oliefri veganer spiser i løbet af en dag? Så prøv at se med i det følgende. Det er nemlig slet ikke så hokuspokus-agtigt:

Morgen:
Om morgenen spiser jeg ofte havregrød med tørret frugt, lidt hakkede nødder og stødt kanel (opskrift her) og et stykke frugt til. Et klassisk morgenmåltid, som ikke ligefrem er en underlig vegansk opfindelse. 😉
~ 315 kalorier
Havregrød

Formiddag:
Jeg er som regel sulten igen om formiddagen, hvor jeg snacker på et stykke frugt, lidt valnødder og et par dadler sammen med en kop kornkaffe med rismælk (ja, jeg er en hippie). Bemærk at denne ‘snack’ indeholder flere kalorier end morgenmaden.
~ 336 kalorier
Formiddagssnack

Frokost:
Til frokost står den rigtig ofte på rugbrød med linsepålæg (opskrift her) og rester af salat fra aftenen før. Jeg elsker de lange skiver solsikkerugbrød fra Kornkammeret, og sådan en skive læsset op med linsepålæg og grøntsager holder mig mæt længe.
~ 402 kalorier
Linsepålæg

Eftermiddag:
Jeg plejer at træne om eftermiddagen (løb, cykling eller styrketræning), og jeg træner rigtigt godt, hvis jeg mindst en times tid inden har tanket op med en stor frugtsmoothie (opskrift her).
~ 448 kalorierSmoothie

Aften:
Aftensmaden kan være alt muligt forskelligt, men et godt eksempel er gryderetten her på billedet (opskrift her) med en stor skål salat til. Retten består af speltspaghetti med blandede bønner, gulerødder, peberfrugt, løg, hvidløg, flåede tomater og en masse krydderier og en salat af frisk babyspinat, agurk, gulerødder, peberfrugt, løg, sesamfrø, solsikkekerner og grønne oliven.
~ 549 kalorier
Pasta med bønner

Det giver i alt 2050 kalorier (uden at tælle øvrige drikkevarer med). Kalorieberegningerne har jeg fra CRON-O-Meter, som er en gratis kostberegner, hvor man kan indtaste kost og træning. CRON-O-Meter viser antal kalorier, man har indtaget, hvor mange gram kulhydrater, protein og fedt, man har spist, og samtidig får man vist, hvad man har fået af vitaminer og mineraler.

Hvad der er rigtigt interessant er, at mit proteinindtag med ovenstående kost ifølge CRON-O-Meter er på 135 % – dvs. at jeg med min veganske kost har fået 35 % mere protein end det dagligt anbefalede (i henhold til amerikanske retningslinjer). De meget proteinholdige fødevarer er her: havregryn, nødder, linser, rugbrød, bønner og fuldkornsspaghetti. Samtidig ses det også, at mit fedtindtag vurderes som værende for lavt i forhold til normalen, hvilket stemmer fint overens med, at jeg helt bevidst undgår tilsat fedt og olie.

Calorie BreakdownJeg har derudover blandt meget andet fået dækket mit jernbehov med 136 %, calcium med 74 %, omega-3 med 310 % og omega-6 med 109 %.
Vitamins_MineralsOmegafedtsyrer

Disse tal vil selvfølgelig variere dag for dag, alt efter hvordan jeg sammensætter min kost. Hvis jeg f.eks. tilføjer 70 g stegt tofu til min aftensmad, ryger calcium-indtaget op på 100 %. Tydeligt er det dog, at jeg ifølge CRON-O-Meter ikke har behov for andet end et tilskud af D-vitamin (hvilket alle danskere bør tage, læs mere her) og B12-vitamin (læs mere her) for at være fuldt ud dækket ind.

Som det fremgår, er det ret nemt at spise sig glad, mæt og sund i ren plantemad, og du er mere end velkommen til at dele dette indlæg eller henvise til det, hvor du finder det relevant. Forhåbentlig kan det være med til at udrydde nogle fordomme og give inspiration til, hvordan man kan sammensætte en sund og nærende vegansk kost – fuld af skønne, dejlige, livgivende kalorier! 🙂