Skipper Skræk-recepten

Så bliver morgenmaden ikke meget sundere! Grønne blade som fx spinat, grønkål og romainesalat indeholder store mængder jern og calcium, og så er de – tro det eller ej – en god kilde til protein. Den grønne farve i salatblade kommer fra stoffet klorofyl, som er en uovertruffen antioxidant.

Hvis du sørger for at lade størstedelen af smoothien bestå af frugt, så vil frugtsmagen dominere, og morgenfreden er sikret, når du serverer denne grønne drik for børn eller bedre halvdel. Og vær samtidig forberedt på at have overnaturlige kræfter resten af dagen oven på denne start!

Du skal bruge:

100 g frisk spinat eller 2 store blade grønkål uden midterste stængel
2 store appelsiner (eller anden vandholdig frugt, fx ananas, melon eller klementiner), skrællet og delt i både
1-2 dl vand
2-3 mellemstore bananer, skrællet og skåret i 4-5 stykker hver
evt. 4-6 isterninger

Put evt. det antal appelsiner og bananer, du skal bruge, i køleskabet et par timer eller dagen før, så de når at blive kolde.

Put 1/3 af appelsinerne i bunden af blenderen, fordel grønne blade ovenpå og fortsæt med at lægge i lag. Slut af med appelsiner øverst. Fordelt på denne måde kan blenderen bedre få ingredienserne kørt i gang. Hæld vand i, og blend til spinaten er helt findelt (cremet).

Tilsæt først derefter bananer og evt. isterninger, og blend igen, til smoothien er helt jævn, uden klumper og drikkevenlig.

Skal helst nydes helt frisk.

TIP! Prøv at skifte mellem de forskellige bladgrøntsager, du bruger fra gang til gang. Du kan bruge spinat, grønkål, romainesalat, persille eller sågar ukrudt som spæde mælkebøtteblade, skvalderkål og nælder, hvis de er plukket på uforurenede steder. Hvis du bruger frosne, grønne blade, så gå om muligt efter den ikke-blancherede slags, der som regel føres i helsekostbutikker.

Husk at tygge din smoothie! Det kan godt være, at blenderen allerede har gjort det hårde arbejde for dig, men det er alligevel vigtigt for din fordøjelse, at du tygger maden. Fordøjelsesprocessen begynder nemlig allerede i munden. Når man tygger sin mad, blandes den med spyt, og i spyttet er der enzymer, som begynder nedbrydningen af maden i din mund.

(Visited 2.598 times, 1 visits today)

4 thoughts on “Skipper Skræk-recepten

  1. Super fedt med en vegan blog, dog lige vil jeg knytte en kommentar til smoothien.
    Det er generelt udbredt at man ikke skal blange frugt og grøntsager i juice eller smoothies, grunden til dette er at maven fordøjer de to ting på to forskellige måder(oversimplificeret). Dette giver ophobning af unødvendig gas. (Det skal siges at dette udelukkende er andenhånds viden og noget jeg har brugt meget tid på at læse mig frem til da jeg gerne vil have en juicer) 🙂 Keep up the good work

  2. Hejsa 🙂
    Tak for din kommentar! Jeg har godt hørt om dette, men jeg har aldrig oplevet det som et problem. Heller ikke fra andre, der har prøvet smoothien. Min inspiration kommer fra Victoria Boutenkos bøger (tjek evt. http://www.rawfamily.com). Hun har virkelig skabt en revolution inden for grønne smoothies, og hun er meget inspirerende.

    • Hej Stine,

      Ikke noget dumt spørgsmål. 🙂

      Det afhænger selvfølgelig af appetit, men umiddelbart vil jeg sige, at her er til to smoothies. 🙂

      Kh
      Henriette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *