Alt i én spaghettigryde – når sofaen kalder

Alt i én spaghettigryde2-3 pers.

Selv om jeg elsker at lave mad og ganske frivilligt fordriver oceaner af tid i køkkenet, så sætter jeg også pris på hurtig og nem madlavning en træt hverdagsaften, hvis resultatet vel at mærke stadig er sundt, nærende og mættende. Og det er denne skønne alt i én spaghettigryde, som man godt lige kan overkomme at smække sammen selv på de dage, hvor sofaen kalder.

Du skal bruge:

170 g speltspaghetti, knækket i 3-5 cm stykker
2 store løg, grofthakkede
2-3 fed hvidløg, finthakkede
3 store gulerødder, skrællede og skåret i skiver
1 stor rød peberfrugt, grofthakket
8 dl vand
1 dåse flåede tomater
1-2 spsk. bouillonkoncentrat eller -pulver
1 spsk. tørret oregano
1 tsk. tørret timian
½-1 spsk. paprika (afhængig af styrke)
1 lille drys karry
friskkværnet peber
1 dl neutral sojamælk eller havremælk
1 dåse blandede bønner (f.eks. Bønne-mix fra Urtekram), skyllet og drænet
urtesalt
evt. gærflager
evt. 1 dl persille, friskhakket

Put lidt vand i en stor gryde, så det lige dækker bunden (ca. ½-1 cm vand), og sæt gryden i kog. Når vandet bobler, hælder du løg, hvidløg, gulerødder og peberfrugt i gryden. Rør lidt rundt, mens løgene bliver bløde (tager ca. 5 min.). Tilsæt herefter de 8 dl vand, flåede tomater, bouillon, oregano, timian, paprika, karry og friskkværnet peber, og rør det hele godt rundt.

Når vandet kommer i kog, tilsættes spaghettistykkerne (husk at knække dem først). Skru ned på middelvarme, og læg låg på gryden (evt. halvt på), så vandet stadig bobler. Speltspaghetti bliver al dente på ca. 11-12 min., men det tager et par minutter længere, når der er tomat i kogevandet.

Når pastaen er al dente, tilsættes 1 dl plantemælk og bønner, som varmes godt igennem. Smag til med urtesalt og evt. gærflager for lige at samle retten til sidst.

Serveres med grøn salat, hvis du orker! :-) Hvis ikke, så drys retten med en ordentlig omgang friskhakket persille.

Velbekomme!

7-års muffins! – Muffins med Medfølelse

7-års muffins!10 stk. smækre lækre muffins med carob og en citroncreme, der smager af frugtkarameller! Men først – a trip down memory lane:

I marts 2006 – altså for præcis syv år siden – foreslog min mand, at vi skulle blive veganere, efter at vi havde været vegetarer i et halvt år. Selv om jeg ikke et sekund tvivlede på, at det at blive veganer var det bedste og sundeste valg for mig både fysisk og mentalt, var jeg i starten lidt bekymret for, om det nu ville blive vildt besværligt at begå sig socialt. Jeg har dog været meget heldig, hvad det angår. Selv om jeg ikke altid har mødt forståelse for mit valg, så har jeg overvejende mødt accept og masser af velvilje fra min omgangskreds, og mine nervøse tanker ang. det sociale blev heldigvis hurtigt gjort til skamme.

I de sidste mange år er alternativerne til kød-, æg- og mælkeindustriens produkter blevet flere og bedre og langt mere tilgængelige. Plantemælk, sojafløde og sojayoghurt kan man nu få i rigtig mange supermarkeder, og produkter fra f.eks. Nutana, Hälsans kök og andre producenter af kødalternativer er næsten altid at finde i kølediskene hos velassorterede supermarkeder. Og bare her i lille Aarhus bliver det nemmere og nemmere at spise ude som veganer, f.eks. på dejlige steder som Café Gaya, RåBar, Gyngen, Mo&Fro, Anettes Sandwich, Indian Curry House og mange flere steder. Som udviklingen går lige nu, ser det kun ud til at blive nemmere at være veganer i Danmark.

Det, der har været mest ‘besværligt’ at tage stilling til, har været fordommene om det at være veganer. Forestillinger om, at man ikke kan få kalorier nok på vegansk kost, at kosten skal sammensættes på en bestemt måde, for ellers kommer man til at mangle protein, jern og calcium, og idéen om at man i det hele taget nok er lidt svækket i forhold til ‘normalen’. Det mest overbevisende argument mod alle disse påstande er for mig efterhånden blevet tiden. Jeg har nu været veganer i syv år, og når man ser på mig, er det svært at påstå, at jeg ligner én, der fejler eller mangler noget. Jeg (og mange andre som mig) er et levende bevis på, at vegansk kost er fuldt ud tilstrækkelig for et menneske. Jeg lider hverken af protein- eller jernmangel, og jeg er hverken svagelig eller fejlernæret på trods af syv år uden kød, mælk og æg. Jeg er nærmere præcist det modsatte – stærk, rask og glad – takket være en sund vegansk kost rig på fuldkorn, frugt og grøntsager.

Muffins

De her lækre 7-års muffins giver et ret godt billede på, hvor jeg står i dag. For ikke nok med, at jeg ikke bager med æg eller mælkeprodukter, så er disse muffins også sukker- og oliefri (om end citroncremen ­forneden er lidt af en kaloriebombe :-)), og som noget nyt har jeg brugt carob i stedet for kakaopulver, fordi jeg stadigvæk – efter syv år – eksperimenterer med alternativer til alt det kendte.

5 store medjoul dadler (ca. 100 g uden sten)
2 dl rismælk
300 g godt modne bananer, mosede
1 spsk. chiafrø (kan udelades)
30 g carob (kan erstattes med 20 g usødet kakaopulver)
100 g sigtet speltmel
2 tsk. bagepulver
¼ tsk. fint salt

Tænd ovnen på 200°.

Blend dadlerne med 1 dl rismælk, og bland det herefter med de mosede bananer, chiafrø og den anden dl rismælk. Lad blandingen stå lidt, mens chiafrøene suger lidt af væsken til sig. (Spring det over, hvis du ikke bruger chiafrø)

Tilsæt carob, mel, bagepulver og salt, og rør det hele godt sammen. Fordel kagedejen i muffinsforme, og bag dem i 10 min.

Kagerne afkøles og smøres herefter med citroncreme.

Citroncreme

Er du vimmer, det her smager godt! Jeg blev selv en anelse overrasket, da jeg oplevede, hvad de tre nedenstående ingredienser tilsammen kunne frembringe af smag i min mund. Jeg kan bedst beskrive smagen som Maoam frugtkarameller – citronvarianten (nammenam!). Prøv det!

Mht. citronsaften: du kan enten bruge alm. friskpresset citronsaft eller den købte slags. Hvis du køber citronsaften, vil jeg godt lige slå et slag for Änglamarks økologiske citronsaft, som smager fantastisk. Det er citronsaften, der bærer smagen i denne creme, så det skal være en god citronsaft, du bruger.

140 g cashewnødder, usaltede
60 g agavesirup (5-6 spsk.)
4 spsk. citronsaft

Blend alle tre ingredienser, smag på det, og prøv at undgå at spise det hele som slik.
Citronsaft

Øllebrødsboller

Øllebrødsboller

14 stk.

Jeg er inde i en grødperiode. Havregrød, hirsegrød, øllebrød – toppet med hakkede valnødder, stødt kanel og sødt fra enten rosiner, daddelstykker eller agavesirup. Det varmer så dejligt om morgenen.

Øllebrød husker jeg med et saligt smil fra min barndom, og jeg måtte for nylig erfare, at øllebrød lavet på pulver på ingen måde lever op til den hjemmelavede, nostalgiske slags. Til gengæld har jeg fundet ud af, at øllebrød lavet på pulver gør underværker i boller! Ja, mon ikke enhver grødrest egentlig gør sig godt i en bolledej? Så erstat gerne nedenstående portion grød med, hvad du lige måtte have.

Bollerne bliver saftige indeni, sprøde udenpå og får en dejlig, rund smag af rug.

Du skal bruge:

480 g færdiglavet øllebrød
100 g hørfrø
50 g chiafrø (hvis du ikke har chiafrø, så tilsæt bare 50 g ekstra hørfrø)
2,5 dl vand
1 pakke gær
½ dl lunkent vand
2 tsk. groft salt
½ dl plantemælk
700-750 g sigtet speltmel

Pynt:
1 dl græskarkerner

Øllebrøden: Jeg lavede en portion grød med 90 g øllebrødspulver og 5 dl vand, som efter en del tilsmagninger blev til 480 g grød. :-)
Øllebrødspulver

Bland hørfrø og chiafrø i en skål, og hæld de 2,5 dl vand over. Lad blandingen stå og trække i ca. 30 min., til frøene har suget væsken til sig.

Efter 30 min.: Gæren røres ud i det lunkne vand. Gærblandingen, salt, plantemælk og øllebrød hældes i skålen med de udblødte frø, og det hele blandes godt sammen. Tilsæt melet lidt efter lidt. Når ca. 500 g af melet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Bollerne bliver store og luftige, selv om de blot hæver én gang. Så form 14 boller af dejen (eller flere, de bliver ret store), og placer dem på en bageplade med bagepapir.

Fordel græskarkernerne på bollerne, og tryk dem lidt ned i dejen.

Lad dem hæve i mindst 30 min. (men gerne 1 time) tildækket med et rent viskestykke, og bag dem herefter i ovnen i 20 min. ved 220°.

Haps! :-)
Øllebrødsboller - haps

Varm vintergryde

Varm vintergryde

4-6 pers.

Denne gryderet med tre slags rodfrugter er en rigtig nordisk vinterret, som varmer dig helt ind til benene. Så indtil Kong Vinter pakker sit snelandskab væk igen, kan jeg varmt anbefale dig at fyre op under kedlerne og bikse en varm vintergryde sammen. Der er nok til en håndfuld gæster, især med lidt godt brød til, eller til flere dage.

Friskkværnet peber på toppen gør den – og dig - ekstra hot!

Du skal bruge:

1,2 kg kartofler (skrællet vægt), skåret i store tern
420 g gulerødder (skrællet vægt), skåret i store tern
350 g knoldselleri (skrællet vægt), skåret i store tern
2-3 store gule løg, grofthakket
6 fed hvidløg, grofthakket
6 laurbærblade
1,5 l vand
2-3 spsk. bouillonkoncentrat
1 spsk. oregano
3 tsk. karry
2 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. paprika
¼ tsk. røget paprika
friskkværnet peber
200 g grønne bønner, frosne

Jævning:
3 spsk. sigtet speltmel
1,5 dl vand

Evt. tilbehør:
Rugbrødsskiver, ristede
Syltede rødbeder

Kartofler, gulerødder, knoldselleri, løg, hvidløg og laurbærblade puttes i en stor(!) gryde og dækkes med 1,5 l vand. Bring gryden i kog, og tilsæt bouillonkoncentrat og alle øvrige krydderier. Skru ned på middelvarme, og  kog retten igennem, indtil rodfrugterne er møre. Fjern laurbærbladene, og tilsæt de grønne bønner. Når retten bobler igen, blandes mel og vand i en meljævner, og retten jævnes, til den har den ønskede tykkelse. Jeg jævnede retten, så den var midt imellem suppe og skipperlabskovs i konsistens.

Nu skal du smage retten til, og det er vigtigt. Hvis retten er fad i smagen, kan du tilsætte lidt mere bouillon eller lidt urtesalt. Mangler den rundhed, skal du bruge mere karry og hvidløgspulver. Gærflager ville også kunne runde retten fint af. Mangler der lidt kant (parfume), så er det oreganoen, du skal ty til. Og er det styrke, du mangler, så fyr lidt mere paprika og peber i. Det får du jo også varmen af. :-)

Server evt. retten med ristet rugbrød og syltede rødbeder. Jeg kan varmt anbefale de skønne, sukkerfri rødbeder fra Rømer. Rømers rødbeder

Cremet pastagratin med karnevalssalat

Cremet pastagratin

2-4 pers.

En traditionel gratin er noget af en kaloriebombe med masser af ost, æg og fløde, men man kan sagtens lave en lige så lækker gratin i en sund og fedtfattig udgave. Det handler bare om at bruge de rette ingredienser. Både knoldselleri og røde linser bliver helt cremede i konsistensen, når de bliver kogt, og sammen med de silkebløde penne, der anvendes i denne opskrift, er der basis for en gratin, der ligefrem smelter på tungen.

Grønkålen kan man fint erstatte med spinat, hvis man vil, men jeg synes, det er godt med lidt bid fra de krusede blade.

Du skal bruge:

180 g speltpenne
500 g knoldselleri, skrællet og skåret i 2-3 cm store stykker
2 store rødløg (230 g), grofthakkede
3 fed hvidløg, grofthakkede
200 g røde linser
185 g frossen, hakket grønkål
2 spsk. bouillonkoncentrat
2 tsk. oregano
1 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
friskkværnet peber
urtesalt

Pastaen koges efter anvisning på pakken, til den er al dente. Fjern pastaen fra gryden, opløs 1 spsk. bouillonkoncentrat i pastakogevandet, og kog selleriternene møre heri sammen med løg og hvidløg. Hæld kogevandet over i et decilitermål, og blend selleri og løg med 3 dl af kogevandet. På grund af sellerien smager kogevandet helt fantastisk, så hvis der er mere end 3 dl, så gem resten (kan fryses), og brug det til suppe eller sauce en anden gang.

Skyl linserne i koldt vand et par gange, og kog dem efter anvisning på pakken, til de er møre. Krydr kogevandet med 1 spsk. bouillonkoncentrat, oregano, løgpulver, hvidløgspulver og peber, og smag til med salt, om nødvendigt, når linserne er møre.

Giv grønkålen et hurtigt opkog i en smule vand, og krydr kålen med urtesalt.

Find et lasagnefad frem, og læg sellerimos, penne, linser og grønkål i lag. Afslut med et lag sellerimos. Da alle ingredienser er varme, behøver gratinen kun at få 10-15 min. i ovnen ved 200° – blot for lige at samle retten.

Drys evt. gratinen med gærflager. Serveres med Karnevalssalat.

Karnevalssalat

Karnevalssalat

Karnevalssalat

2-4 pers.

Et passende navn til en salat, der er så sprudlende i farver. :-)

Du skal bruge:

1 hjertesalat eller ½ icebergsalat, hakket
2 store gulerødder, skrællet og revet
1 agurk, skåret i skiver
1 rød peberfrugt, skåret i tern
1 lille rødløg eller 1 lille gult løg, hakket eller skivet
120 g majs fra dåse, skyllet
2 tsk. sesamfrø
1 lime, saften fra

Alle grøntsagerne blandes i en skål, og saften fra limefrugten røres i salaten. Drys salaten med sesamfrø og server. Frisk, sprødt og sundt!

TIP! Det er meget nemmere at presse saften ud af limefrugten, hvis du først ruller den lidt hårdt på et bord med håndfladen, inden du halverer den.

Nu på bloglovin’ og med nyt tiltag…

Follow my blog with Bloglovin

Godt nytår til alle jer, der følger med derude!

Man skal jo være med på noderne, så fremover kan I også følge bloggen på bloglovin’ via ovenstående link.

Her i det nye år vil bloggen naturligvis fortsætte den gode sunde stil, men jeg vil fremover have endnu større fokus på oliefri og fedtfattig madlavning, som jeg bag kulisserne eksperimenterede en del med i efteråret. Jeg er efterhånden blevet helt fortrolig med vandstegning og med at lave skøn mad uden at tilsætte olie, margarine og lignende fedtstof, så der er lagt godt i ilden til et endnu Grønnere og Sundere 2013.

Fedtfattig

Lækkerhedsfaktoren vil jeg dog ikke spare på, så der vil fortsat blive disket op med farverige og spændende retter, som jeg håber, I vil finde appetitvækkende og afprøvningsværdige.

Jeg modtager meget gerne feedback, ønsker eller forslag, skulle I ligge inde med noget. :-)

Kaffebrownie med drømmetopping og hindbærgys

Kaffebrownie med drømmetopping og hindbærgys

December er årets hyggeligste måned, men i denne tid sker der også noget ganske uhyggeligt. Lige så stille dukker de op i supermarkederne fra deres tidligere så hengemte placering. Derefter sniger de sig ned i folks indkøbsvogne og ender i køkkener landet over. Og til sidst – oh skræk – havner de i marcipanen og i kagedejen og ødelægger ellers ganske velsmagende konfekt og kager. Der er tale om de afskyelige julekrydderier. Og ikke blot er de mange; de arbejder også sammen!

To af dem, Kanel og Kardemomme, er heldigvis ganske harmløse og kan derfor gå an i moderate mængder. Så er der Ingefær og Muskatnød, der i juletiden forvilder sig over i det søde køkken og hurtigst muligt bør følges hjem til det salte igen. Endelig er der julemonstrene over dem alle – De Fem Forfærdelige: Nelliker, Allehånde, Sukat, Korender og Stjerneanis! Yikes!

Men julemonstre eller ej – i december skal der godter på bordet. Og jeg har tænkt mig at fremstille den mest ujulede kage af dem alle. For ikke nok med, at jeg med hård hånd styrer uden om julekrydderierne, så bliver dette også en kage uden tilsat fedtstof. Oh yeah that’s right. Altså, en kage uden hverken jul eller sul! Men tag ikke fejl. Denne sukkerfri og fedtfattige brownie med drømmekageagtig topping bliver svampet og blød i konsistensen og sød og fyldig i smagen. Og ganske ligesom en traditionel brownie er den en tung sag, så server den med det kolde hindbærgys som et syrligt modstykke til kagen og naturligvis med et kæmpe julesmil.

Du skal bruge:

Kaffebrownie

½ dl rismælk
2-4 tsk. instant kaffe (alt efter hvor meget kaffen skal smage igennem)
5 små og meget modne bananer (350-400 g), mosede
½ dl agavesirup
100 g sigtet speltmel
20 g usødet kakaopulver
1½ tsk. bagepulver
¼ tsk. fint salt
1 dl valnødder, hakkede (kan udelades)

Tænd ovnen på 175°.

Rør kaffen ud i ganske lidt af mælken (ca. 1 spsk.), og rør det herefter sammen med resten af mælken, de mosede bananer og agavesirup. Bland mel, kakaopulver, bagepulver og salt i en skål, og sigt blandingen over i skålen med de våde ingredienser, og rør det hele godt rundt. Til sidst tilsættes valnødderne.

Hæld dejen over i en form med sliplet belægning, og bag den i ca. 35-40 min.

Kagen afkøles og smøres herefter med drømmetopping.

Drømmetopping

130 g dadler, hakkede
1 dl plantemælk (fx sojamælk)
40 g kakaopulver
80 g kokosmel

Blend dadler med mælk og kakaopulver, til blandingen har en jævn konsistens. Tilsæt kokosmel, og rør godt rundt.

Hindbærgys

130 g frosne hindbær (eller en anden slags bær)
1 dl friskpresset appelsinsaft
1 spsk. agavesirup

Blend de frosne bær med appelsinsaft og agavesirup. Sorbeten har den helt rette konsistens, lige når den er lavet. Hvis du laver den i forvejen, så husk at tage isen ud lidt før servering.

1 liter luksusbouillon

Det ruskende efterår nærmer sig med raske skridt, og lige om lidt er det tid til rygende varme supper og saucer, som vi kan varme os på.

I enhver suppe eller sauce kan du komme rigtigt langt med en skefuld vegetabilsk bouillonkoncentrat (især hvis den er økologisk), men smagen af en hjemmelavet urtebouillon fornægter sig ikke. Og hvis du skal kræse ekstra meget for dine gæster eller dig selv, så er her opskriften på en nem og yderst velsmagende bouillon, som vil være et fornemt fundament til enhver suppe eller sauce. Og så er den tilmed fedtfri.

Du skal bruge:

400 g knoldselleri, skrællet og i grove tern
350 g gulerødder (ca. 3 store), skrællede og i grove tern
2 store løg, i både
2 porrer, i skiver
6 fed hvidløg, halverede
20-30 peberkorn
5 laurbærblade
2 l vand
2 spsk. groft salt

Hæld alle ingredienser – undtagen salt – i en gryde, og bring vandet i kog. Tilsæt salt, og kog bouillonen, til vandmængden er reduceret til det halve. Det tager ca. 1 time. Si ingredienserne fra, og smag bouillonen til med mere salt, om nødvendigt.

TIP! Hvis du efterfølgende fjerner laurbærbladene og de fleste peberkorn, kan du blende de møre grøntsager med bouillonen. Dermed får du en skøn og kraftfuld sauce, som du ikke behøver jævne. Spæd evt. op med plantefløde.