Gazpacho er en spansk tomatsuppe, som er kendetegnet ved, at den spises kold – gerne på en hed sommerdag. Som mange klassiske retter findes den i et utal af variationer, og her er min udgave, som er supersund, kalorielet og fuld af smag.
Normalt er jeg ikke meget for den umodne, grønne peberfrugt, men i denne suppe gør den sig rigtigt godt. Den lidt bitre smag er nemlig et godt modstykke til de søde solmodne tomater, og så pynter de små grønne stykker gevaldigt på den røde farve.
Du skal bruge:
1 kg solmodne tomater, skoldede
½ agurk, i grove tern
1 lille løg, grofthakket
1 rød peberfrugt, i grove tern
3-4 fed hvidløg, knust
1 dl kraftig grøntsagsbouillon
1 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamicoeddike
urtesalt
Fyld:
½ agurk, finthakket
1 grøn peberfrugt, finthakket
Pynt og tilbehør:
4 hele grønne, syltede chilipebre
2 skiver honningmelon, skåret i ca. 6-8 stykker hver
1 spsk. balsamicoeddike
Agurk, løg og peberfrugt til suppen blendes sammen med tomater og hvidløg. Bouillon tilsættes, og der smages til med olivenolie, balsamicoeddike og evt. urtesalt. Suppen hældes over i en gryde eller en skål, der kan være i køleskabet.
Fyldet blandes i suppen, som derefter stilles på køl i mindst 30 min., før den serveres.
Suppen hældes i skåle. De fire chilipebre skylles, og der lægges to i hver skål sammen med melonstykker. Suppen dekoreres med en tynd stribe balsamicoeddike rundt i kanten.