Cremet pastagratin med karnevalssalat

Cremet pastagratin

2-4 pers.

En traditionel gratin er noget af en kaloriebombe med masser af ost, æg og fløde, men man kan sagtens lave en lige så lækker gratin i en sund og fedtfattig udgave. Det handler bare om at bruge de rette ingredienser. Både knoldselleri og røde linser bliver helt cremede i konsistensen, når de bliver kogt, og sammen med de silkebløde penne, der anvendes i denne opskrift, er der basis for en gratin, der ligefrem smelter på tungen.

Grønkålen kan man fint erstatte med spinat, hvis man vil, men jeg synes, det er godt med lidt bid fra de krusede blade.

Du skal bruge:

180 g speltpenne
500 g knoldselleri, skrællet og skåret i 2-3 cm store stykker
2 store rødløg (230 g), grofthakkede
3 fed hvidløg, grofthakkede
200 g røde linser
185 g frossen, hakket grønkål
2 spsk. bouillonkoncentrat
2 tsk. oregano
1 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
friskkværnet peber
urtesalt

Pastaen koges efter anvisning på pakken, til den er al dente. Fjern pastaen fra gryden, opløs 1 spsk. bouillonkoncentrat i pastakogevandet, og kog selleriternene møre heri sammen med løg og hvidløg. Hæld kogevandet over i et decilitermål, og blend selleri og løg med 3 dl af kogevandet. På grund af sellerien smager kogevandet helt fantastisk, så hvis der er mere end 3 dl, så gem resten (kan fryses), og brug det til suppe eller sauce en anden gang.

Skyl linserne i koldt vand et par gange, og kog dem efter anvisning på pakken, til de er møre. Krydr kogevandet med 1 spsk. bouillonkoncentrat, oregano, løgpulver, hvidløgspulver og peber, og smag til med salt, om nødvendigt, når linserne er møre.

Giv grønkålen et hurtigt opkog i en smule vand, og krydr kålen med urtesalt.

Find et lasagnefad frem, og læg sellerimos, penne, linser og grønkål i lag. Afslut med et lag sellerimos. Da alle ingredienser er varme, behøver gratinen kun at få 10-15 min. i ovnen ved 200° – blot for lige at samle retten.

Drys evt. gratinen med gærflager. Serveres med Karnevalssalat.

Karnevalssalat

Karnevalssalat

Karnevalssalat

2-4 pers.

Et passende navn til en salat, der er så sprudlende i farver. 🙂

Du skal bruge:

1 hjertesalat eller ½ icebergsalat, hakket
2 store gulerødder, skrællet og revet
1 agurk, skåret i skiver
1 rød peberfrugt, skåret i tern
1 lille rødløg eller 1 lille gult løg, hakket eller skivet
120 g majs fra dåse, skyllet
2 tsk. sesamfrø
1 lime, saften fra

Alle grøntsagerne blandes i en skål, og saften fra limefrugten røres i salaten. Drys salaten med sesamfrø og server. Frisk, sprødt og sundt!

TIP! Det er meget nemmere at presse saften ud af limefrugten, hvis du først ruller den lidt hårdt på et bord med håndfladen, inden du halverer den.

Nu på bloglovin’ og med nyt tiltag…

Follow my blog with Bloglovin

Godt nytår til alle jer, der følger med derude!

Man skal jo være med på noderne, så fremover kan I også følge bloggen på bloglovin’ via ovenstående link.

Her i det nye år vil bloggen naturligvis fortsætte den gode sunde stil, men jeg vil fremover have endnu større fokus på oliefri og fedtfattig madlavning, som jeg bag kulisserne eksperimenterede en del med i efteråret. Jeg er efterhånden blevet helt fortrolig med vandstegning og med at lave skøn mad uden at tilsætte olie, margarine og lignende fedtstof, så der er lagt godt i ilden til et endnu Grønnere og Sundere 2013.

Fedtfattig

Lækkerhedsfaktoren vil jeg dog ikke spare på, så der vil fortsat blive disket op med farverige og spændende retter, som jeg håber, I vil finde appetitvækkende og afprøvningsværdige.

Jeg modtager meget gerne feedback, ønsker eller forslag, skulle I ligge inde med noget. 🙂

Kaffebrownie med drømmetopping og hindbærgys

Kaffebrownie med drømmetopping og hindbærgys

December er årets hyggeligste måned, men i denne tid sker der også noget ganske uhyggeligt. Lige så stille dukker de op i supermarkederne fra deres tidligere så hengemte placering. Derefter sniger de sig ned i folks indkøbsvogne og ender i køkkener landet over. Og til sidst – oh skræk – havner de i marcipanen og i kagedejen og ødelægger ellers ganske velsmagende konfekt og kager. Der er tale om de afskyelige julekrydderier. Og ikke blot er de mange; de arbejder også sammen!

To af dem, Kanel og Kardemomme, er heldigvis ganske harmløse og kan derfor gå an i moderate mængder. Så er der Ingefær og Muskatnød, der i juletiden forvilder sig over i det søde køkken og hurtigst muligt bør følges hjem til det salte igen. Endelig er der julemonstrene over dem alle – De Fem Forfærdelige: Nelliker, Allehånde, Sukat, Korender og Stjerneanis! Yikes!

Men julemonstre eller ej – i december skal der godter på bordet. Og jeg har tænkt mig at fremstille den mest ujulede kage af dem alle. For ikke nok med, at jeg med hård hånd styrer uden om julekrydderierne, så bliver dette også en kage uden tilsat fedtstof. Oh yeah that’s right. Altså, en kage uden hverken jul eller sul! Men tag ikke fejl. Denne sukkerfri og fedtfattige brownie med drømmekageagtig topping bliver svampet og blød i konsistensen og sød og fyldig i smagen. Og ganske ligesom en traditionel brownie er den en tung sag, så server den med det kolde hindbærgys som et syrligt modstykke til kagen og naturligvis med et kæmpe julesmil.

Du skal bruge:

Kaffebrownie

½ dl rismælk
2-4 tsk. instant kaffe (alt efter hvor meget kaffen skal smage igennem)
5 små og meget modne bananer (350-400 g), mosede
½ dl agavesirup
100 g sigtet speltmel
20 g usødet kakaopulver
1½ tsk. bagepulver
¼ tsk. fint salt
1 dl valnødder, hakkede (kan udelades)

Tænd ovnen på 175°.

Rør kaffen ud i ganske lidt af mælken (ca. 1 spsk.), og rør det herefter sammen med resten af mælken, de mosede bananer og agavesirup. Bland mel, kakaopulver, bagepulver og salt i en skål, og sigt blandingen over i skålen med de våde ingredienser, og rør det hele godt rundt. Til sidst tilsættes valnødderne.

Hæld dejen over i en form med sliplet belægning, og bag den i ca. 35-40 min.

Kagen afkøles og smøres herefter med drømmetopping.

Drømmetopping

130 g dadler, hakkede
1 dl plantemælk (fx sojamælk)
40 g kakaopulver
80 g kokosmel

Blend dadler med mælk og kakaopulver, til blandingen har en jævn konsistens. Tilsæt kokosmel, og rør godt rundt.

Hindbærgys

130 g frosne hindbær (eller en anden slags bær)
1 dl friskpresset appelsinsaft
1 spsk. agavesirup

Blend de frosne bær med appelsinsaft og agavesirup. Sorbeten har den helt rette konsistens, lige når den er lavet. Hvis du laver den i forvejen, så husk at tage isen ud lidt før servering.

Saftigt squashbrød

1 franskbrød

Der er intet, der som squash kan gøre brød både luftigt og saftigt. Og de udblødte chiafrø, der anvendes i denne opskrift, gør brødet endnu saftigere og giver det også lige et skud af de eftertragtede omega-3 fedtsyrer.

Brødet er derudover ganske fedtfattigt, og du kan derfor finde denne opskrift både i kategorien “Boller og brød” og i kategorien “Fedtfattige opskrifter”, hvor jeg samler de opskrifter, der ikke indeholder olie eller margarine (eller hvor disse ingredienser kan udelades), og som har begrænset indhold af nødder, frø og kerner – til glæde for dem, der passer på taljemålet. 🙂

Du skal bruge:

1 pakke gær
1 spsk. chiafrø
1 dl lunkent vand
250 g squash, revet
2 dl neutral sojamælk
1½ tsk. fint salt
600 g sigtet speltmel

Chiafrø udblødes i ½ dl lunkent vand i ca. 10 min., til frøene er svulmet op.

Gæren røres ud i ½ dl lunkent vand.

I en skål blandes de udblødte chiafrø, gærblandingen, squash, sojamælk og salt. Det hele røres godt sammen, hvorefter melet røres i. Når ca. 500 g mel er rørt ind i dejen, kan du hælde de sidste 100 g på bordet og ælte dejen færdig på bordet i resten af melet. Den færdige dej skal være lige lidt mere fugtig, end hvis den skulle formes til boller.

Beklæd en stor franskbrødsform med et ark bagepapir, og drys lidt mel i bunden af formen. Læg dejen ned i formen, og lad den hæve i 1-1½ time overdækket med et klæde.

Opvarm ovnen til 200°, og bag brødet i 35 min. Lad brødet afkøle, inden du skærer det ud.

TIP! Dejen kan også formes til 12-14 boller. Tilsæt evt. lidt mere mel, så bollerne bliver nemmere forme. Bagetiden skal i så fald reduceres til 20-25 min.