Solhvervs-ost

Solhvervs-ostca. ½ kilo ost

Gærflager, agar-agar pulver, sød hvid miso… har jeg skræmt dig væk? Hvis ja, så skynd dig at komme tilbage. Det er slet ikke så farligt, som det lyder. Faktisk er det rigtig rart. Både for dine smagsløg, for dit helbred og for de køer, hvis mælk disse ingredienser erstatter. Disse herlige specialvarer indgår i opskriften på denne veganske ost, som er den første skærefaste ost, jeg har lavet. På Grøn, Sund & Lækkers Facebook-side spurgte jeg i slutningen af november måned, hvad mine læsere mangler en god, sund, vegansk opskrift på, og jeg fik denne besked fra Thor:

“Jeg kunne godt tænke mig et bud på vegansk pålæg som ikke er smørepålæg, altså noget mere fast-i-konsistensen-pålæg”

Det forslag faldt meget heldigt sammen med, at jeg længe gerne har villet lave en skærefast ost, og det har jeg nu afprøvet med stor succes. Osten er gul som solen, og om en lille uges tid er det vintersolhverv, som betyder, at vi nu går mod lysere tider, så Solhvervs-ost virkede som et perfekt navn til denne smukke dyre- og klimavenlige ost.

Gærflagerne giver den cremede osteagtige smag, misoen giver sammen med cashewnødderne rundhed og sødme, og agar-agar pulveret får ostemassen til at stivne til skærefast perfektion. (Under Gode råd og forklaringer kan du læse lidt om bl.a. agar-agar, gærflager og miso). Gurkemeje bruges kun for at give den flotte farve og kan fint udelades. Jeg har ladet mig inspirere af en osteopskrift fra bloggen Vegangela og tilpasset målene danske mål samt gjort opskriften oliefri og ændret lidt på krydderierne.

Solhvervs-ost_knivDu skal bruge:

  • 120 g usaltede cashewnødder
  • 10 g gærflager
  • 1 tsk. løgpulver
  • 1 tsk. hvidløgssalt
  • 4,5 dl neutral sojamælk
  • 10 g agar-agar pulver
  • 40 g sød hvid miso
  • 1 spsk. citronsaft
  • ½ tsk. gurkemeje
  • friskkværnet peber
  • evt. urtesalt

Start med at male cashewnødderne til mel*, og bland derefter nøddemelet med gærflager, løgpulver og hvidløgssalt.

* Hvis du ikke har mulighed for at male nødderne til mel, så går det også an bare at blende det hele til sidst med stavblenderen.

Hæld sojamælken i en gryde, bland agar-agar pulveret i, og rør det godt rundt. Varm mælken op til kogepunktet under konstant omrøring med et piskeris, indtil mælken tykner og bobler. Tag gryden af varmen, og lad massen køle en smule af – ikke for meget, da det stivner hurtigt, så blot et par minutter.

Put miso, citronsaft, gurkemeje og lidt friskkværnet peber i nøddemelsblandingen, hæld den tykke sojamælk over, og bland det godt sammen. Find din stavblender frem og blend det hele til en ensartet, jævn masse. Smag på ostemassen og tilføj evt. lidt mere hvidløgssalt eller urtesalt, så osten får lige det saltniveau, du kan lide. Husk at smagen træder endnu mere frem, når osten er kølet af.

Hæld ostemassen i en passende plastbeholder, og stil den i køleskabet uden låg. Efter ca. en halv time kan du putte låg på beholderen. Det er bedst, hvis osten lige får lov at dampe af uden låg, så der ikke dannes kondens inde i beholderen.

Osten stivner superhurtigt, hvilket du vil opdage, når du skal vaske gryde, skål og piskeris af. 🙂 Men giv den gerne mindst to timer i køleskab og helst mere, så den når at blive gennemkold, inden du spiser den. Osten egner sig godt både til hjemmebagte boller og til et koldt smørrebrødsbord (smager rigtig godt sammen med sennep og løg!).

Men just som Solen vender,
et Haab igen sig tænder,
og lyse Haner gale
i Barndoms dybe Dale.
Sangen brister frem fra neden,
Lykkens Fugl har Æg i Reden,
atter kommer Vaar og Eden.

~ Thøger Larsen, Vintersolhverv

To nemme nøddeoste

Morgenbord med nøddeost En perfekt weekend for mig starter med lækkert brød med godt pålæg og frisk frugt til en kop varm hygge. Pålægget plejer at bestå af Fiordifruttas sukkerfri syltetøj og så hjemmelavet vegansk smørepålæg eller nøddeost, og i dette indlæg får du to opskrifter på nøddeost, som jeg plejer at lave. Opskrifter på nøddeost kan varieres i det uendelige, og den ene slags nødder/frø/kerner kan som regel fint erstatte den anden slags (med undtagelse af hørfrø og chiafrø, da de ‘slimer’). Det gælder bare om at blande og blende, til man har den smag og den konsistens, man ønsker.

Jeg synes især, at følgende nødder, frø og kerner egner sig godt i hjemmelavet smøreost:

Cashewnødder
Paranødder
Valnødder
Sesamfrø
Græskarkerner
Solsikkekerner

Nu har en del af de seneste blogindlæg her på Grøn, Sund & Lækker! handlet om at spare på kalorierne, og nu begynder jeg så at snakke om nøddeost, selv om nødder er fulde af kalorier. Hvad er nu det for noget? 🙂 Nødder, kerner og frø er ganske rigtigt tætpakket med kalorier, men samtidig er de fulde af sunde fedtsyrer og mineraler, som vi har brug for, så de skal bestemt ikke udelades af kosten. De skal blot nydes i begrænsede mængder, hvis man passer på taljemålet.

Det siges, at man for at dække sit behov for omega-3 blot skal spise 1 spsk. knust hørfrø eller 15-20 g valnødder om dagen. Også græskarkerner og chiafrø er rige på omega-3. Omega-6 findes i de fleste planteolier og er meget nemt at få. Så nemt at de fleste får alt for meget omega-6 i forhold til omega-3 (op til 15 gange så meget), hvilket har vist sig at være sundhedsskadeligt. Det anbefales derfor, at man højst får 2-4 gange så meget omega-6 som omega-3, hvilket du automatisk får gennem en fornuftig og varieret fedtfattig plantekost (Plantemad).

Omega3Omega-3, baby!

De sunde og lækre gærflager er aldeles uundværlige, når man laver vegansk ost, da det er dem, der giver den runde, cremede osteagtige smag. Så gå aldrig ned på gærflager! 🙂 Der findes mange forskellige varianter, og smagen varierer også meget. Jeg foretrækker gærflagerne fra Naturdrogeriet og fra Naturata. Naturdrogeriets gærflager er store og mørke og har en kraftig smag, hvorimod Naturatas gærflager er helt fine og lyse i smagen.

Cashewnøddeost

CashewnøddecremeCashewnødder er fulde af kobber, jern og zink, og deres milde, søde smag gør sig aldeles fremragende i hjemmelavet smøreost. Den her nøddeost smager lidt af rejeost, og hvis man gerne vil have lidt at bide i, kan man stege et par skiver squash, krydre dem med salt og peber, hakke skiverne groft og putte dem i osten, når squashen er kølet af.

Du skal bruge:

40 g cashewnødder
90 g sojayoghurt (kan erstattes af ca. ½ dl plantemælk)
10-15 g gærflager
1 tsk. hvidløgspulver
urtesalt
friskkværnet peber

evt. grofthakket stegt squash

Hæld cashewnødder og sojayoghurt i en beholder/skål, og blend det grundigt med en stavblender. Tilsæt gærflager og hvidløgspulver, og smag til med urtesalt og friskkværnet peber. Sørg for først at smage til med salt, efter at du har rørt gærflagerne i, da de også tilfører en salt smag til osten.

3-i-1-nøddeost

Den her nøddeost er den på billedet øverst i indlægget. 🙂 Osten her er lavet på paranødder, der er rige på selen, græskarkerner som indeholder omega-3-fedtsyrer, og sesamfrø der er fulde af kalk. Altså en 3-i-1-ost, der gør dig godt, og som gør sig godt på morgenbrødet eller rugbrødet, men også som fyld i en bagt kartoffel og lignende.

Du skal bruge:

50 g paranødder, grofthakkede
30 g græskarkerner
20 g sesamfrø
1,5 dl plantemælk (f.eks. soja- eller havremælk)
1 tsk. løgpulver
10 g gærflager
1 knivspids røget paprika
urtesalt
friskkværnet peber

Hæld paranødder, græskarkerner, sesamfrø og plantemælk i en beholder/skål, og blend det grundigt med en stavblender. Tilsæt løgpulver, gærflager og røget paprika, og smag til med urtesalt og friskkværnet peber. Sørg for først at smage til med salt, efter at du har rørt gærflagerne i, da de også tilfører en salt smag til osten.

Se også Hyggeost for en nøddefri, fedtfattig ostevariant 🙂