De sunde havregrynskugler

Havregrynskugler_1Okay, den her opskrift er så enkel, at den nærmest ikke hører til på en madblog. Derudover findes der allerede så utroligt mange andre opskrifter på havregrynskugler/daddelkugler/sund konfekt etc., at du måske spørger dig selv, hvorfor jeg overhovedet lægger denne opskrift på bloggen…?

Det gør jeg, fordi jeg med stor fornøjelse har lavet denne opskrift rigtig mange gange, siden jeg gik oliefri, for det er nemlig en kalorielet, ja ligefrem sund version af de traditionelle havregrynskugler/daddelkugler, der som regel indeholder smør, margarine eller nødder. Og DET giver opskriften sin eksistensberettigelse, hvis du spørger mig! 🙂

Opskriften giver 400 g havregrynsmasse, som fint kan blive til ca. 20 kugler. Der er i alt ca. 1160 kalorier i denne omgang, og det vil sige 58 kalorier pr. kugle.

Ingredienser_kalorier Energi-fordelingKilde: CRON-O-Meter

Skal vi sammenligne det med traditionelle havregrynskugler, så sparer du 44 kalorier, hver gang du spiser en Grøn, Sund & Lækker! havregrynskugle i stedet for en traditionel havregrynskugle. Hvordan er jeg kommet frem til det tal? Jeg har såmænd sammenlignet min opskrift med Arlas Havregrynskugler – de-nemme. Denne opskrift giver også omkring 400 g havregrynsmasse, og under “Næringsindhold” står der, at energiindholdet for hele retten er 8577 kJ, hvilket svarer til ca. 2050 kalorier, dvs. ca. 102 kalorier pr. kugle (hvis vi stadig former 20). Dermed kan jeg vist godt kalde mine havregrynskugler for kalorielette. 🙂

Men nu til det vigtige:
At få lavet noget konfekt du kan guffe med god samvittighed! Du har med stor sandsynlighed de fleste af ingredienserne i dine køkkenskabe allerede, det kræver ikke mere end en skål og en stavblender at lave opskriften, og du nærer dig selv med (blandt meget andet) b-vitaminer, jern, magnesium, selen og zink ved at spise disse havregrynskugler.

Vitaminer_mineralerKilde: CRON-O-Meter
Ovenstående procentangivelser skal ses i forhold til mine indtastede oplysninger om højde og vægt.

Og nydelsen ved de sunde havregrynskugler er der altså ikke sparet på. De er både dejligt søde på grund af dadlerne (lidt agavesirup kan gøre dem endnu sødere, hvis du er en sukkergris :-)), dybe i smagen takket være kakaopulveret og den der kvalmende, ufede fornemmelse af at have spist ren margarine – den slipper du for. Så hvad venter du på!?

Havregrynskugler_220 stk.

Du skal bruge:

150 g dadler uden sten
1 dl plantemælk (f.eks. sojamælk, rismælk, havremælk eller mandelmælk)
80 g havregryn
50 g kokosmel
20 g usødet kakaopulver (eller 30 g carobpulver)

Forslag til pynt:
kokosmel (evt. farvet med rødbede- eller gulerodssaft!)
kakaopulver
revet appelsinskal

Bland dadler og plantemælk, og blend det til en jævn masse. Hvis du bruger en skål, så blend lidt forsigtigt, så du ikke sprøjter mælk på dig selv, ellers brug et højt stavblenderglas.

Tilsæt havregryn, kokosmel og kakaopulver, og rør det hele godt sammen.

Nu kan du enten være magelig og fyre massen i en beholder, som du spiser direkte af (ahem… det sker aldrig herhjemme :-)). Eller du kan forme massen til kugler og evt. rulle dem i det foreslåede pynt.

Smager bedst afkølet.

– Ekstra Ekstra –

Betragt ovenstående som en grundopskrift. Du kan nu vælge at putte alt muligt forskelligt i massen, hvis du gerne vil have kugler med forskellig smag. Prøv f.eks. at lave en variant med smagen af:

Bær > især hindbær er superlækkert i konfekt (du kan f.eks. bruge syltetøj)

Orangekrokant > revet appelsinskal eller prøv at bruge appelsinsaft i stedet for plantemælk

After Eight > et par dråber pebermynteolie

Kaffe > lidt opløst instant kaffe

Lakrids > 1-2 tsk. lakridspulver

Jul > stødt ingefær eller kardemomme

God fornøjelse!
Havregrynskugler_3