7-års muffins! – Muffins med Medfølelse

7-års muffins!10 stk. smækre lækre muffins med carob og en citroncreme, der smager af frugtkarameller! Men først – a trip down memory lane:

I marts 2006 – altså for præcis syv år siden – foreslog min mand, at vi skulle blive veganere, efter at vi havde været vegetarer i et halvt år. Selv om jeg ikke et sekund tvivlede på, at det at blive veganer var det bedste og sundeste valg for mig både fysisk og mentalt, var jeg i starten lidt bekymret for, om det nu ville blive vildt besværligt at begå sig socialt. Jeg har dog været meget heldig, hvad det angår. Selv om jeg ikke altid har mødt forståelse for mit valg, så har jeg overvejende mødt accept og masser af velvilje fra min omgangskreds, og mine nervøse tanker ang. det sociale blev heldigvis hurtigt gjort til skamme.

I de sidste mange år er alternativerne til kød-, æg- og mælkeindustriens produkter blevet flere og bedre og langt mere tilgængelige. Plantemælk, sojafløde og sojayoghurt kan man nu få i rigtig mange supermarkeder, og produkter fra f.eks. Nutana, Hälsans kök og andre producenter af kødalternativer er næsten altid at finde i kølediskene hos velassorterede supermarkeder. Og bare her i lille Aarhus bliver det nemmere og nemmere at spise ude som veganer, f.eks. på dejlige steder som Café Gaya, RåBar, Gyngen, Mo&Fro, Anettes Sandwich, Indian Curry House og mange flere steder. Som udviklingen går lige nu, ser det kun ud til at blive nemmere at være veganer i Danmark.

Det, der har været mest ‘besværligt’ at tage stilling til, har været fordommene om det at være veganer. Forestillinger om, at man ikke kan få kalorier nok på vegansk kost, at kosten skal sammensættes på en bestemt måde, for ellers kommer man til at mangle protein, jern og calcium, og idéen om at man i det hele taget nok er lidt svækket i forhold til ‘normalen’. Det mest overbevisende argument mod alle disse påstande er for mig efterhånden blevet tiden. Jeg har nu været veganer i syv år, og når man ser på mig, er det svært at påstå, at jeg ligner én, der fejler eller mangler noget. Jeg (og mange andre som mig) er et levende bevis på, at vegansk kost er fuldt ud tilstrækkelig for et menneske. Jeg lider hverken af protein- eller jernmangel, og jeg er hverken svagelig eller fejlernæret på trods af syv år uden kød, mælk og æg. Jeg er nærmere præcist det modsatte – stærk, rask og glad – takket være en sund vegansk kost rig på fuldkorn, frugt og grøntsager.

Muffins

De her lækre 7-års muffins giver et ret godt billede på, hvor jeg står i dag. For ikke nok med, at jeg ikke bager med æg eller mælkeprodukter, så er disse muffins også sukker- og oliefri (om end citroncremen ­forneden er lidt af en kaloriebombe :-)), og som noget nyt har jeg brugt carob i stedet for kakaopulver, fordi jeg stadigvæk – efter syv år – eksperimenterer med alternativer til alt det kendte.

5 store medjoul dadler (ca. 100 g uden sten)
2 dl rismælk
300 g godt modne bananer, mosede
1 spsk. chiafrø (kan udelades)
30 g carob (kan erstattes med 20 g usødet kakaopulver)
100 g sigtet speltmel
2 tsk. bagepulver
¼ tsk. fint salt

Tænd ovnen på 200°.

Blend dadlerne med 1 dl rismælk, og bland det herefter med de mosede bananer, chiafrø og den anden dl rismælk. Lad blandingen stå lidt, mens chiafrøene suger lidt af væsken til sig. (Spring det over, hvis du ikke bruger chiafrø)

Tilsæt carob, mel, bagepulver og salt, og rør det hele godt sammen. Fordel kagedejen i muffinsforme, og bag dem i 10 min.

Kagerne afkøles og smøres herefter med citroncreme.

Citroncreme

Er du vimmer, det her smager godt! Jeg blev selv en anelse overrasket, da jeg oplevede, hvad de tre nedenstående ingredienser tilsammen kunne frembringe af smag i min mund. Jeg kan bedst beskrive smagen som Maoam frugtkarameller – citronvarianten (nammenam!). Prøv det!

Mht. citronsaften: du kan enten bruge alm. friskpresset citronsaft eller den købte slags. Hvis du køber citronsaften, vil jeg godt lige slå et slag for Änglamarks økologiske citronsaft, som smager fantastisk. Det er citronsaften, der bærer smagen i denne creme, så det skal være en god citronsaft, du bruger.

140 g cashewnødder, usaltede
60 g agavesirup (5-6 spsk.)
4 spsk. citronsaft

Blend alle tre ingredienser, smag på det, og prøv at undgå at spise det hele som slik.
Citronsaft

Hvor får du dine kalorier fra?

Kalorier

En sød, ældre dame sagde engang til mig: “Jeg forstår slet ikke, hvor du får dine kalorier fra.” Som om veganske madvarer slet ikke indeholder kalorier. 🙂 Hertil måtte jeg jo svare hende, at der – så vidt jeg ved – er kalorier i alt, hvad man spiser, og at bare fordi man er veganer, så feder olivenolie, rødvin, kartoffelchips og plantemargarine altså stadigvæk (desværre). Det samme gør for store portioner, for sene portioner og for mange portioner – også selv om de er veganske. Ja, selv sunde fødevarer som avocado, nødder og tørret frugt indeholder rigtig mange kalorier.

Veganisme er ikke en slankekur, ej heller en asketisk måde at leve på. Det behøver det i hvert fald slet ikke at være. Sidste år skiftede jeg min ‘almindelige veganske kost’ ud med en oliefri vegansk kost (hvilket ville have fået førnævnte ældre dame til at gå i panik på mine vegne), og selv nu på en oliefri vegansk kost er det stadig meget nemt for mig at nå op på de 1800-2100 kalorier, jeg skal have om dagen (afhængig af om jeg træner eller ej). Men forskellen er, at de 1800-2100 kalorier fra den oliefri, grove plantekost mætter så godt, at det er svært for mig at komme til at indtage for mange kalorier, hvilket betyder, at jeg kan spise, til jeg er mæt uden bagefter at skæve nervøst til badevægten.

Har du svært ved at forestille dig, hvad sådan en oliefri veganer spiser i løbet af en dag? Så prøv at se med i det følgende. Det er nemlig slet ikke så hokuspokus-agtigt:

Morgen:
Om morgenen spiser jeg ofte havregrød med tørret frugt, lidt hakkede nødder og stødt kanel (opskrift her) og et stykke frugt til. Et klassisk morgenmåltid, som ikke ligefrem er en underlig vegansk opfindelse. 😉
~ 315 kalorier
Havregrød

Formiddag:
Jeg er som regel sulten igen om formiddagen, hvor jeg snacker på et stykke frugt, lidt valnødder og et par dadler sammen med en kop kornkaffe med rismælk (ja, jeg er en hippie). Bemærk at denne ‘snack’ indeholder flere kalorier end morgenmaden.
~ 336 kalorier
Formiddagssnack

Frokost:
Til frokost står den rigtig ofte på rugbrød med linsepålæg (opskrift her) og rester af salat fra aftenen før. Jeg elsker de lange skiver solsikkerugbrød fra Kornkammeret, og sådan en skive læsset op med linsepålæg og grøntsager holder mig mæt længe.
~ 402 kalorier
Linsepålæg

Eftermiddag:
Jeg plejer at træne om eftermiddagen (løb, cykling eller styrketræning), og jeg træner rigtigt godt, hvis jeg mindst en times tid inden har tanket op med en stor frugtsmoothie (opskrift her).
~ 448 kalorierSmoothie

Aften:
Aftensmaden kan være alt muligt forskelligt, men et godt eksempel er gryderetten her på billedet (opskrift her) med en stor skål salat til. Retten består af speltspaghetti med blandede bønner, gulerødder, peberfrugt, løg, hvidløg, flåede tomater og en masse krydderier og en salat af frisk babyspinat, agurk, gulerødder, peberfrugt, løg, sesamfrø, solsikkekerner og grønne oliven.
~ 549 kalorier
Pasta med bønner

Det giver i alt 2050 kalorier (uden at tælle øvrige drikkevarer med). Kalorieberegningerne har jeg fra CRON-O-Meter, som er en gratis kostberegner, hvor man kan indtaste kost og træning. CRON-O-Meter viser antal kalorier, man har indtaget, hvor mange gram kulhydrater, protein og fedt, man har spist, og samtidig får man vist, hvad man har fået af vitaminer og mineraler.

Hvad der er rigtigt interessant er, at mit proteinindtag med ovenstående kost ifølge CRON-O-Meter er på 135 % – dvs. at jeg med min veganske kost har fået 35 % mere protein end det dagligt anbefalede (i henhold til amerikanske retningslinjer). De meget proteinholdige fødevarer er her: havregryn, nødder, linser, rugbrød, bønner og fuldkornsspaghetti. Samtidig ses det også, at mit fedtindtag vurderes som værende for lavt i forhold til normalen, hvilket stemmer fint overens med, at jeg helt bevidst undgår tilsat fedt og olie.

Calorie BreakdownJeg har derudover blandt meget andet fået dækket mit jernbehov med 136 %, calcium med 74 %, omega-3 med 310 % og omega-6 med 109 %.
Vitamins_MineralsOmegafedtsyrer

Disse tal vil selvfølgelig variere dag for dag, alt efter hvordan jeg sammensætter min kost. Hvis jeg f.eks. tilføjer 70 g stegt tofu til min aftensmad, ryger calcium-indtaget op på 100 %. Tydeligt er det dog, at jeg ifølge CRON-O-Meter ikke har behov for andet end et tilskud af D-vitamin (hvilket alle danskere bør tage, læs mere her) og B12-vitamin (læs mere her) for at være fuldt ud dækket ind.

Som det fremgår, er det ret nemt at spise sig glad, mæt og sund i ren plantemad, og du er mere end velkommen til at dele dette indlæg eller henvise til det, hvor du finder det relevant. Forhåbentlig kan det være med til at udrydde nogle fordomme og give inspiration til, hvordan man kan sammensætte en sund og nærende vegansk kost – fuld af skønne, dejlige, livgivende kalorier! 🙂

Marts med Medfølelse

Marts med Medfølelse

Foreningen Mad med Medfølelse, som jeg er medstifter af, har en udfordring til dig, kære læser. Eller nærmere: Vi vil gerne opfordre dig til at udfordre dig selv. Udfordringen går ud på at spise vegansk i hele marts måned. Vi kalder derfor projektet ‘Marts med Medfølelse’. 🙂

I løbet af måneden vil Mad med Medfølelse poste masser af inspiration i form af billeder af lækker vegansk mad, veganske madopskrifter og personlige historier om livet som veganer på vores Facebook-side. F.eks. kan vi allerede nu afsløre, at Thomas (Kærlighed & Kikærter) vil blogge om to af sine altspisende veninder, der har besluttet at spise vegansk i marts måned. Luna fra ~Månebarnet~ er naturligvis også med om bord, og Sara fra Bananmad, Morten fra Veganer Madsen og mange flere støtter initiativet. Jeres undertegnede vil også deltage med blogindlæg og andet, og derfor vil marts måned her på bloggen stå i Marts med Medfølelses tegn. Vi opfordrer også dig til at invitere dine venner med i projektet og deltage og skrive om det, hvis du har en blog eller en hjemmeside.

Hele MmM-holdet er samtidig klar til at svare på spørgsmål og give gode råd og grønne tips!

Hvordan deltager jeg?
Gå ind på Mad med Medfølelses Facebook-side og ”Synes godt om”. Så modtager du automatisk nye indlæg fra os i dit news feed og får på den måde daglig inspiration og veganske madopskrifter i hele marts måned. Derudover kan du tilmelde dig som aktiv deltager i vores begivenhed på Facebook.

Vi opfordrer dig samtidig til at spørge os om alt, hvad du måtte være i tvivl om i forbindelse med at spise vegansk, så vi kan hjælpe dig godt på vej.

Hvorfor skal jeg deltage?
At spise vegansk i en måned giver dig en enestående mulighed for at lære mere om plantebaseret kost og udforske den grønne madkultur, samtidig med at du har mulighed for at trække på erfaringer fra garvede plantespisere og modtage masser af inspiration, støtte og opbakning undervejs.

Ved at spise vegansk i en måned vil du på egen krop mærke alle de gavnlige effekter af den vitaminrige plantemad, og hvem ved – måske lærer du noget nyt om dig selv og dine spisevaner undervejs. Forhåbentlig får du også en masse nye veganske livretter. 🙂

Vi håber meget, du vil deltage i vores projekt og sprede udfordringen i dit netværk, og vi glæder os til at dele vores passion for lækker vegansk mad med dig!

~ Henriette

Nu på bloglovin’ og med nyt tiltag…

Follow my blog with Bloglovin

Godt nytår til alle jer, der følger med derude!

Man skal jo være med på noderne, så fremover kan I også følge bloggen på bloglovin’ via ovenstående link.

Her i det nye år vil bloggen naturligvis fortsætte den gode sunde stil, men jeg vil fremover have endnu større fokus på oliefri og fedtfattig madlavning, som jeg bag kulisserne eksperimenterede en del med i efteråret. Jeg er efterhånden blevet helt fortrolig med vandstegning og med at lave skøn mad uden at tilsætte olie, margarine og lignende fedtstof, så der er lagt godt i ilden til et endnu Grønnere og Sundere 2013.

Fedtfattig

Lækkerhedsfaktoren vil jeg dog ikke spare på, så der vil fortsat blive disket op med farverige og spændende retter, som jeg håber, I vil finde appetitvækkende og afprøvningsværdige.

Jeg modtager meget gerne feedback, ønsker eller forslag, skulle I ligge inde med noget. 🙂

Mad med Medfølelse – Stiftende generalforsamling

Mad med Medfølelse (MmM) er et forholdsvist nyt fællesskab af passionerede og madglade mennesker, der ønsker at udbrede budskabet om mad med medfølelse til samfundet via positive sociale begivenheder, arrangementer og happenings, hvor fokus først og fremmest er på lækker mad og dyrs ret til liv og frihed.

Mad med Medfølelse danner nu forening, og vi holder stiftende generalforsamling den 10. november fra kl. 11.00–14.00 på Hovedbiblioteket i Aarhus, og du er hermed inviteret!

Læs mere om Mad med Medfølelse på Facebook.

Du kan tilmelde dig begivenheden her.

Vi håber på at se dig! 🙂