De her konfektkugler ligner til forveksling havregrynskugler, men det er mandelmasse i forklædning. De er ikke kalorielette, men de er et godt alternativ til de klassiske smørbomber, og de smager absolut forførende.
Server dem til fredagshygge, venindehygge, fødselsdagshygge, julehygge – whatever! Behøver du egentlig en undskyldning?
Du skal bruge:
3,5 dl fintmalede mandler (med skind)
1 spsk. usødet kakaopulver med top
1 dl kokosmel
½ dl agavesirup
50 g kokosolie
Pynt:
1 dl kokosmel
Rør alle ingredienser godt sammen. Tril 14-16 kugler (afhængig af hvor meget du kommer til at spise undervejs). Rul kuglerne i kokosmel, og stil dem på køl inden servering.