Perlespeltsalat med rødbedehummus

Perlespelt har fået en renæssance i de seneste år. Den er blevet hip, og det fortjener den bestemt også. Der er et godt bid i kernerne og en diskret nøddeagtig smag.

Perlespelt kan i øvrigt fint bruges i stedet for bulgur, som er knækket hvede.

Du skal bruge:

100 g perlespelt
1 lille porre, i tynde skiver
3 stilktomater, grofthakkede
20 kalamata oliven, halverede og udstenede
½ dl kørvel, finthakket
100 g pinjekerner
olivenolie til stegning

Dressing:

2 spsk. rapsolie
1 spsk. citronsaft
½ tsk. timian
urtesalt

Perlespelten koges i letsaltet vand efter anvisning på pakken, og vandet hældes fra. Lad spelten afkøle lidt.

Rist pinjekernerne i lidt olivenolie på en pande ved middelvarme i 5-10 min. Hold godt øje med dem, da de hurtigt kan få for meget, og rør i dem regelmæssigt. De er færdige, når de er let brunede.

Bland alle ingredienserne til salaten sammen. Rør ingredienserne til dressingen sammen, smag til med urtesalt, og hæld dressingen over salaten.

Serveres med Rødbedehummus.