O’megafyldte brød

12 stk.

En plantespiser på farten må være forberedt, og når man er ude at rejse et par dage og ikke på forhånd ved, om aftensmaden kommer til at stå på pomfritter og salat, er det godt at vide, at der er lækre, hjemmelavede og mættende brød i tasken eller på køl i minibaren. Disse brød indeholder masser af mættende frø og kerner, som er rige på omega-fedtsyrer, de er rasende lette at lave og holder sig saftige længe takket være det skønne fyld. De egner sig naturligvis også godt til både madpakken og skovturen. Jeg laver gerne rigtigt mange og fryser dem ned, så de er klar til den rette anledning.

Et enkelt brød tør op i løbet af 3-4 timer, så hvis du putter det i en madpose om morgenen, er det klar ved frokosttid. Flere brød i samme pose tager længere tid om at tø op, og det er perfekt til en tur udenlands.

Du skal bruge:

80 g hørfrø
50 g græskarkerner
50 g sesamfrø
50 g solsikkekerner
3,5 dl kogende vand
½ dl lunkent vand
1 pakke gær
1½ tsk. groft salt
1 dl sojayoghurt eller ½ dl soja- eller havremælk
ca. 500 g sigtet speltmel

Fyld:

225 g grønne udstenede oliven, hakkede
170 g soltørrede tomater i olie (vægt uden olie), hakkede

Bland hørfrø, græskarkerner, sesamfrø og solsikkekerner i en skål, og hæld de 3,5 dl kogende vand over. Lad blandingen stå og trække i ca. 30 min., til frø og kerner har suget væsken til sig.

Efter 30 min.: Gæren røres ud i det lunkne vand. Gærblandingen, salt og sojayoghurt hældes i skålen med de udblødte frø og kerner, og det hele blandes godt sammen. Tilsæt melet lidt efter lidt. Når ca. 300 g af melet er tilsat, tages dejen ud på et meldrysset bord og æltes godt igennem med så meget af det resterende mel, som dejen kan tage, indtil den er fast og fugtig.

Bland de hakkede oliven og soltørrede tomater sammen i en skål. (Brug evt. din foodprocessor til at hakke det, hvis du er doven. Det var jeg. :-))

Normalt lader jeg brøddej hæve en times tid, før jeg former dejen til boller, hvorefter de hæver igen. Men det behøver du ikke med denne opskrift. Faktisk bliver brødene størst og luftigst, hvis blot de hæver én gang. Så form 12 flade ovaler af dejen, og placer en stor skefuld fyld på hver oval.

Rul hver oval sammen fra den smalle ende, mens du sørger for at holde fyldet på plads, og læg brødene på en bageplade med bagepapir.

Lad dem hæve i 30 min. tildækket med et rent viskestykke, og bag dem herefter i ovnen i 20-25 min. ved 200°. Husk at tænde ovnen, når brødene har hævet i ca. 15 min., så ovnen er klar, når brødene har hævet færdig.

TIP! Denne dej er meget alsidig, og jeg bruger den til mange forskellige ting. Her er nogle yderligere forslag:

* Du kan naturligvis fylde brødene med andre gode sager, f.eks. hakkede kogte kartofler og gulerødder vendt i plantefløde og krydret med salt, karry og timian, eller stegte løg og svampe og hakkede nødder krydret med salt, paprika og oregano. Du kan også smøre ovalerne med hvidløgssmør lavet på plantemargarine, salt, presset hvidløg og hakket persille og bruge dem som grove hvidløgsbrød. Der er masser af muligheder.

* Du kan også vælge at lave brødene uden fyld og blot forme dem som almindelige boller. De er rigtig gode som weekendboller med smørepålæg og syltetøj.

* Du kan også smøre ovalerne med hvidløgszmør i stedet for ovennævnte fyld, inden du ruller dem sammen, og bruge dem som grove hvidløgsbrød.

* Du kan bruge bollerne som udgangspunkt for en god, grov sandwich. I så fald bør du forme mellem seks og otte mindre brød af dejen i stedet for 12.

* Eller du kan lave små saftige ’rugbrød’ til madpakken ved at bruge 250 g rugmel og ca. 200 g sigtet speltmel i stedet for 500 g sigtet speltmel og forme dejen til 12 miniflûtes.

(Visited 2.976 times, 1 visits today)

12 thoughts on “O’megafyldte brød

  1. Det er LIGE sådan en opskrift jeg har haft brug for – “godt” at vide at andre har samme problem med at skulle have noget nemt med sig… mon man kan putte fx champignonfyld i, som en form for pirog?

  2. Hej Tine,

    Dejligt at høre!

    Ja, det kan man uden tvivl. Jeg tænker, det er bedst, hvis fyldet er mere fedtet, end det er vådt, så hvis du steger det meste af væsken ud af champignonerne (måske stegt sammen med lidt løg?) og tilsætter en smule olie eller plantefløde og så krydrer det godt, så tror jeg, at det bliver et lige så stort hit som det andet fyld. Det vil jeg i hvert fald også prøve, så tak for inspirationen! 🙂

  3. Hej Mette,

    Jeg har flere gange hørt fra folk, der undgår gluten, at de blot erstatter mel i en opskrift med glutenfri mel uden at ændre så meget andet ved fremgangsmåden. Men i den her opskrift, hvor man ikke blot skal forme dejen til boller, men skal forme dejen til ovaler og rulle den sammen bagefter, kan det være, du får lidt problemer, fordi dej på glutenfri mel ikke er så elastisk. Hvis du har en foodprocessor med æltefunktion, så er det en god idé at køre dejen igennem rigtig mange gange, da det hjælper på dejens elasticitet. Jeg har ikke selv prøvet det, men hørt det fra en dagligdags ekspert. 🙂

  4. Prøv med mandel mel som er glutenfri. Jeg bruger ofte mandelmel i kager og det er superlækkert. Det kan sagtens bruges i brød også, men har jo ikke samme hæveevne som mel med gluten – brug mandelmel som supplement. Desuden bruger jeg også en kop Chia frø i fx. i omegabrød. Chia frø er sprængfyldte med omega – 6 fedtsyre og omega – 3 fedtsyre, samt 21,2 g. protein pr. 100 g og 31,4 g. kostfibre pr. 100 g. Disse små vidunderlige frø har indianerne brugt i hundrede af år. Frøene er kolesterol-, gluten – og pesticidfri. Jeg opdagede disse frø ved at se Tour de France 🙂 forklaringen er, at B.Riis`s madmor, bager disse brød til rytterne hver dag.

  5. Hej,
    Kan man mon bruge grahamsmel i stedet for rugmel? Og anden plantemælk i stedet for soja?
    Mvh Maria

  6. Hej Maria,

    Jeg tror sagtens, du kan bruge grahamsmel i stedet for rugmel. Og mht. sojamælk – du kan bruge havremælk eller endda bare vand i stedet for. Jeg har lige rettet opskriften derefter.

    God fornøjelse! 🙂
    Henriette

  7. Hej Henriette,

    Jeg har nu prøvet at lave denne dej to gange, og den er virkelig lækker!

    Til gengæld må jeg indrømme, at den er et HELVEDE at lave. Dejen er alt for klistret, til at jeg på nogen måde kan forme den. Jeg bliver bare ved med at putte mel i, og der sker ingenting. Har du et bud på, hvad jeg gør galt, siden den er så usamarbejdsvillig? :((

    Mvh. Oliver

    • Hej Oliver,

      Beklager det sene svar. Det er ikke en ‘slip-let’-dej. Den skal være fugtig (for at brødene ikke bliver for tørre), så den klistrer lidt på fingrene. Alligevel synes jeg dog, det lyder, som om du putter for meget væske i, da den ikke skal klistre SÅ meget, som du beskriver. 🙂 Eller måske lader du ikke frø-/kerneblandingen trække længe nok? Frøene og kernerne skal suge væsken til sig og svulme op, før du blander dem med resten af ingredienserne.

      Mvh.
      Henriette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *