I lørdags holdt foreningen Mad med Medfølelse, som jeg er medstifter af, generalforsamling og sommerfest. Det var vores første generalforsamling siden den stiftende generalforsamling, som vi holdt i november 2012, og vores allerførste sommerfest! Generalforsamlingen forløb stille, roligt og hyggeligt med kaffe, te, to slags vegansk kage og masser af snak om det forgangne år, fremtiden, idéer og nye muligheder. Jeg blev genvalgt som menigt medlem, og vi havde en enkelt udskiftning i bestyrelsen, da det andet menige medlem valgte ikke at stille op pga. travlhed.
Vi havde lidt over 20 deltagere til vores generalforsamling og over 40 mennesker til den efterfølgende fest, og det hele gik over al forventning takket være en stor indsats fra foreningens aktivgruppe, fra alle de hjælpsomme og glade festdeltagere og fra vores sponsorer.
Her kommer først og fremmest en stor tak til alle sponsorerne, som gjorde festen til noget helt særligt – ja den var ligefrem overdådig, sagde en af festdeltagerne, hvilket jeg er helt enig i. 🙂
Ren Kost sponserede skøn, sukkerfri Søbogaard saft (som vi blandede op med danskvand) til velkomstdrinks.Ganefryd sponserede tofupølser fra Taifun og lækkert brød til velkomstsnacks samt forførende daddelkonfekt til dessertbordet.
MISTO sponserede flere slags mælkefri is (sorbet og is lavet på sojamælk – det smager sååååå godt!). Og der blev hurtigt trængsel ved bordet! Formand Thomas (fra Kærlighed & Kikærter) ses her klar til at gå i krig – på den fredsommelige is-spisende måde. 🙂
Mig og foreningens næstformand Luna (Månebarnet) og den lækre is! 🙂
Økologisk Landsforening sponserede fine stofposer til goodiebags (foreningens gave til festdeltagerne), som indeholdt:
– Naturli’ koldskål og kakaomælk/sojafløde
– Soy4you som er et vegetabilsk alternativ til hakket kød
– Lavera håndcreme
Jordens Frugter sponserede spændende indhold til en picnickurv (doneret af vores formand Thomas). Senere på aftenen var der lodtrækning om picnickurven blandt de 9 nye medlemmer, der havde tilmeldt sig i løbet af dagen. Nu har vi over 40 medlemmer af vores dejlige forening! Det er vi rigtig glade for.
Og sidst men ikke mindst sponserer Solhjulet en kurv til vores netop afsluttede sommerkonkurrence (vinderen kåres snarest). 🙂
Ud over alle de fine, lækre ting og sager havde hver festdeltager 1-2 (nogle flere) veganske madretter med til den fælles buffet, og hold da lige op, der blev disket op med lækkerier! Jeg har aldrig før set så meget vegansk mad på én gang, og det var selvsagt et sandt himmerige for en madglad én som mig at være med til! Se bare her:
Et af mine tre bidrag til festen: Himmelsk nøddesteg, som jeg fik rigtig meget ros for, hvilket jeg er superglad for!Derudover havde jeg kartoffelsalat med (den blå skål), som var inspireret af Månebarnets meget populære kartoffelsalat med mango og dild (min var dog uden mango).
Flere billeder af lækkerierne – den farverige mangosalat var en af mine favoritter:
Pers sagnomspundne og yderst populære svampepostej! Nøøøj, den var god! Faktisk er den så god, at der er blevet skrevet en sang om den. Og det forstår man, når man har smagt postejen. 🙂
Og så fik jeg ikke engang taget billeder af det hele, for der blev ved med at komme nye retter på bordet. Jeg nåede ikke at tage billeder af den tredje ret, jeg havde med, Drømmeagtig daddelchokolade, for den var meget hurtigt væk igen! Den er også en rigtig crowd pleaser – prøv den, hvis du ikke allerede kender den. 🙂
Det mest fantastiske ved buffetbordet var, at der var så mange forskellige ting at vælge mellem. Der var alt lige fra postejer, deller, indbagte brød, forårsruller og grillspyd til kartoffelretter, supper, salater, spreads, hummus, konfekt, kager, frisk frugt, is, chips og dips! Og vil du se nogle virkelig smukke og lækre madbilleder fra lørdagens festligheder (mine egne billeder blev taget lidt hurtigt med telefonen 🙂 ), så skynd dig at kigge her:
Mad med Medfølelses Sommerfest-album på Facebook
og
Kærlighed & Kikærters indlæg om festen
Hvis du synes, dette ligner en fest, du gerne ville have været med til, så fortvivl ikke. Mad med Medfølelse er nemlig allerede nu gået i gang med at planlægge en lige så storslået julefest! Så skynd dig ind på vores Facebook-side og giv den et like, så du kan følge med i alle vores aktiviteter.
Håber vi ses til den næste fest! 🙂
Nej Hvor ser det bare ud til at ha været en dejlig dag ! Og sikke da en masse lækker og flot mad ! Jeg må ha fundet ud af at transportere mig selv til Århus indimellem, når der sker den slags. Jeg føler mig mega amputeret fra disse arrangementer, da jeg ikke har kørekort, og dermed er afhængig af offentlig transport eller at det foregår i cykel distance 😉 Eller Måske er jeg bare nødt til at droppe undskyldningerne og komme over min egen skræk for at bevæge mig uden for mine 4 trygge vægge og ud i verden 😉
Tusind tak, Sanne! Jeg synes helt klart, du skal komme med næste gang. Man møder SÅ mange søde, dejlige mennesker til fællesspisninger. Og det kunne være rigtig hyggeligt at møde dig. 🙂
Kh.
Henriette