Er du stødt på ordet vandstegning for nylig? Hvis ja, så er det ikke så mærkeligt. Vandstegning er et fænomen, der i løbet af de sidste par år har vundet mere og mere indpas, og forhåbentlig bliver det snart helt almindeligt at vandstege ude i de danske hjem. Er du blevet nysgerrig, og vil du vide mere om, hvad det er? Så læs med her!
Vandstegning er en kundskab så enkel, at det kan forklares med ganske få ord, men lad os først se lidt nærmere på fænomenet:
Hvad betyder det at vandstege?
Det betyder, at du steger din mad i vand i stedet for olie. Vand er dog ikke det eneste, du kan erstatte olien med:
“Man kan også »vand«stege i andre væsker, f.eks. sojasauce (tamari), rødvin, hvidvin, hvidvinsbalsamico, sherry, riseddike, tomatjuice, grøntsagsjuice, citron- eller limejuice, salsa etc. En af mine favoritter er en blanding af et skvæt tamari, et skvæt madsherry og lidt hyldeblomst/æble-eddike.” (Plantemad)
Hvorfor overhovedet vandstege?
Kalorier
Ved at stege din mad i vand i stedet for olie kan du spare rigtig mange kalorier.
Bare 1 spsk. olivenolie er lig med 119 kalorier (13,5 g fedt). Det svarer til:
58 g vaniljeis – eller – 1,5 skive rugbrød/groft brød – eller – 1 stor banan
Jeg var førhen ikke bleg for at pøse godt med olie på panden for at stege løg og hvidløg som starten på en gryderet eller sauce eller stege grøntsagsdeller og tofu i godt med olie eller margarine – og så skulle der selvfølgelig også oliedressing på salaten. Det blev hurtigt til rigtig mange unødige kalorier, som ikke engang mætter.
I et aftensmåltid tror jeg snildt, at jeg før i tiden har indtaget mindst 2 spsk. olie, hvilket altså svarer til samme mængde kalorier som tre skiver rugbrød! Så er der ikke noget at sige til, at selv en veganer kan gå og blive lidt rund i det. Da jeg begyndte at tænke i fedtfattige baner og eliminerede olie og margarine fra min kost, tabte jeg 8,5 kg. på ca. tre måneder. 8,5 kg! Så hvis du kæmper med vægten og har svært ved at forstå hvorfor, kan svaret sagtens ligge i dit forbrug af olie. Du skal i gang med at vandstege!
Kræft
Når du vandsteger, behøver du ikke længere spekulere over, hvilke olier der tåler opvarmning, og hvilke der ikke gør, eller bekymre dig om dannelsen af kræftfremkaldende frie radikaler ved overophedning af olie. Det er bare vand! 🙂
Hvordan vandsteger man?
Put lidt vand i en gryde, så det lige dækker bunden. Der skal være ca. ½-1 cm vand i højden. Sæt gryden i kog.
Når vandet bobler, hælder du løg, hvidløg og/eller øvrige grøntsager i gryden, og steger det godt igennem. Du kan evt. tilsætte lidt bouillon på dette stadie, hvis du vil.
Vandet vil efterhånden svinde ind, og grøntsagerne begynder så småt at sætte sig lidt fast i bunden af gryden, mens du rører rundt. Hvis du synes, at grøntsagerne skal steges mere, så tilsæt lidt mere vand (eller anden væske), så det lige dækker bunden og fortsæt. Og det er det!
Tilføj nu rettens øvrige ingredienser, f.eks. bouillon, dåsetomat, plantemælk, andre grøntsager etc. Du har nu en fedtfattig ret! (medmindre du har snydt og puttet plantefløde eller kokosmælk i) 🙂
Hvis du skal lave en ret, der indeholder champignon/svampe, så kan du med fordel starte med at putte dem på en opvarmet pande uden vand, og så snart svampene selv afgiver væske, kan du tilføje løg og hvidløg og evt. lidt mere væske om nødvendigt.
Hvordan smager vandstegt mad?
I de fleste retter kan jeg ikke smage forskel på versionen med olie og versionen uden olie. F.eks. smager min udgave af dhal fuldstændig, som den plejer, uden den ½ dl olivenolie der før kom i. Og det samme gælder mange gryderetter og saucer. Hvis jeg synes, der mangler en rund, cremet fornemmelse i retten, putter jeg gærflager i. That’ll do the trick.
Hvis du kaster dig ud i oliefri madlavning, vil du med al sandsynlighed også opdage, at dine smagsløg efterhånden ændrer sig. Der var i hvert fald ikke gået mange oliefri uger, før smagen og lugten af den smule olie, som tofupølser er pakket i, pludselig forekom mig ret voldsom, nærmest metallisk. Så nu bliver de tørret af i køkkenrulle inden brug. 🙂
Hvad du IKKE skal gøre
- Du skal ikke varme gryden op først og derefter tilsætte vandet. Så er der spruttende vand ud over det hele. Varm vandet op sammen med gryden.
- Lad være med at putte for meget vand i. Du vil stege, ikke koge grøntsagerne.
- Prøv ikke at vandstege deller, pandekager eller tofu. Det går ikke. Alt dette kan du derimod tørstege!
Kast dig ud i det, og se hvor nemt det er! Og spørg endelig, hvis du er i tvivl om noget.
Hej Henriette!
Det lyder interessant, det skal da prøves, jeg havde hørt om det før, men aldrig fået en ordentlig og letforståelig fremstilling af, hvordan det skal gøres, og nu har man jo efterhånden fået et par kg.for meget på maven efter rygestoppet. 😉 knus fra Lone
Tillykke med rygestoppet, Lone! Hvor er det godt gået!
Vandstegning er effektivt som hjælp til vægttab. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale det. 🙂
Kh
Henriette
Tak for en god anvisning Henriette, nu føler jeg mig lidt mere sikker på at bruge vand istedet for olie! 🙂 Det er også vildt hvor meget bare 1 spsk. olie indeholder af (dårlige) kalorier, det glemmer man lidt, når man er vant til at olie bliver brugt flittigt i de fleste køkkener!
Velbekomme, Hougaard! Det er dejligt at høre! 🙂
Ja, det er virkelig tankevækkende, hvor mange kalorier der er i olie!
Jeg synes tit, at folk er lidt forskrækkede over de kalorier, der er i frugt, men folk glemmer, hvor meget frugt egentlig mætter, f.eks. en banan, og det skal man huske at tage med i regnskabet. Olie mætter til gengæld overhovedet ikke, men tilfører vildt mange kalorier til maden.
Mange hilsner,
Henriette
Vand stegning af grønsager lyder super, det må jeg prøve 🙂 er der andet end grønsager der kan vandsteges?? Hvordan tørsteges du feks pandekager ??
Hej Joan,
Jeg vandsteger også, hvis der er noget, jeg lige skal varme op, fx en dåse bønner, en rest gryderet fra dagen før (steges f.eks. i lidt sojamælk) etc. Der er mange muligheder, men vandsteg ikke madvarer, der skal være tørre eller faste.
Mht. pandekager, så handler det om at have en god sliplet-pande. Se fx denne opskrift:
http://low-cholesterol.food.com/recipe/easy-low-fat-vegan-pancakes-392392
🙂
Mange hilsner,
Henriette
Hej smukke. 🙂 Virkelig godt indlæg! Jeg tænker sådan på, at jeg godt kunne tænke mig en lille “herfra får du de sunde fedtsyrer uden olie” oversigt et sted. Jeg tror nogle vil tænke at du er “fedtforskrækket” – hvilket jeg jo ved ikke er sandt.
Knus!
Dejligste Luna,
Rigtig godt input! Og jeg er enig med dig. 🙂
Jeg overvejer lige, om jeg vil tilføje noget til indlægget eller lave et ekstra, der handler om de sunde fedtstoffer.
Tak for din iagttagelse. 🙂
Kh
Henriette
Pingback: Hjemmelavet salsa, og er du vimmer en HOTtie! ;) | VeganerMadsen.dk
Godt indlæg, Henriette! Jeg lærte selv at vandstege for et år siden via Dr. Joel Fuhrman. Du forklarer det godt!
Fedt! Mange tak, Oly. 🙂
Det er jo såre simpelt. Lille handling med stor effekt.
Kh
Henriette
Kan man vandstege popcorn?
Hej Magda,
Det ved jeg sørme ikke. Umiddelbart vil jeg tro nej, da popcornene jo så bliver våde. Men man kan få små popcornmaskiner, som ikke behøver olie. 🙂
Mange hilsner,
Henriette
Fedt indlæg 🙂 Jeg vandsteger også min mad, men har prøvet at tørstege pandekager og det fungerede ikke så godt?
Hej Line,
Mange tak! 🙂
Jeg vil lige prøve at lege lidt med det og finde frem til en god opskrift, og så lægger jeg den herop. 🙂
Mange hilsner,
Henriette
Hej Henriette 😀
Jeg benytter mig selv af vandstegning konsekvent, men jeg er i tvivl når det kommer til en salatdressing. I en opskrift står der: 2-3 spsk olivenolie, ½ spsk ren ahornsirup, 3 spsk frisk citronsaft og lidt salt røres sammen og hældes over. Hvordan ville du gribe dét an? 😀
Knus <3
Hej Sara,
Det med dressing var også en af de ting, jeg spekulerede meget over, da jeg droppede olie, for jeg elsker dressing på salat!
Indtil videre har jeg med fint resultat bare erstattet olie med neutral sojamælk, og jeg forestiller mig, at havremælk også ville fungere fint. Citronsaften får dog mælken til at skille, men hvis du kun bruger 1 spsk. citronsaft til 3 spsk. sojamælk, så skiller det så lidt, at det er uden betydning.
Jeg ville prøve at starte med at blande 3 spsk. neutral sojamælk eller havremælk med ahornsirup og så tilsætte citronsaft lidt efter lidt. 3 spsk. citronsaft lyder af meget, og jeg ville prøve med mindre for at undgå, at det skiller for meget.
Lad mig endelig høre, hvad resultatet bliver.
Jeg regner i øvrigt med snart at lægge en oliefri sennepsdressing herop! 🙂
Kh
Henriette
Sikke et godt indlæg, jeg sendte det straks videre til min Mor, da hun nægtede at tro, det kunne lade sig gøre 😀
Vildt godt alternativ til den gammeldaws måde at stege på, og mega øjenåbner !
Hej Sanne,
Tusind tak!
Ja, det at stege i vand har også været en øjenåbner for mig, selv om det tog et par tilløb. Men nu er det helt naturligt for mig og lige så meget en vane at stege i vand, som det før var en vane at stege i olie.
Pingback: Søde kartofler med sesam og purløg | Peas, Love & Veganism
Pingback: Et kig i det veganske køkken
Kan se det er et gammelt inlæg og jeg spørger måske også lidt fjollet.. men det første der popper op i mit hoved er hvordan du laver falafler? jeg elsker dem, men synes bare det er helt vildt med alt det olie når de skal steges…
Hej Sarah,
Jeg tror faktisk godt, man kan bage dem i ovnen. Jeg har ikke selv prøvet, men se denne opskrift:
http://vegetarkontakt.dk/?opskrift-falafler-i-ovnen=1190
🙂
Kh
Henriette
Hej Sarah 🙂
Jeg dumper lige hurtig ind – jeg har selv prøvet at stege mine falafler i ovnen. Det gik faktisk helt fint, de bliver super fine og stadig lidt sprøde, men selvfølgelig lidt flade 😛
Held og lykke
Hej Henriette,
Tak for et rigtig godt indlæg. Det undrer mig dog at du foreslår at man kan bruge bouillon, da det mig bekendt er fyldt med oile. Eller kender du et godt mærke du kan anbefale?
Mvh. Malene
Hej Malene,
Velbekomme. 🙂 Ja, der er fedtstof i bouillon, men sammenlignet med ren olie vil der stadig være langt færre kalorier, når man steger i bouillon opløst i vand. Jeg bruger ikke selv en fedtfri bouillon.
Kh.
Henriette
Hej. Det lyder virkelig spændende!
Jeg er uddannet kok, og hos os faglærte bliver man buhet ud, hvis man begynder at tale om fedtfattige retter. Men jeg vil da helt klart teste det.
Jeg kan nemlig godt lide tanken om at spise så rent og helt som muligt 🙂
Hej Henriette.
For et år siden begyndte jeg at skære raffineret olie væk fra min kost. Jeg har forsøgt mig lidt med vandstegning, men jeg har problemer med at tilføre smag til mine gryderetter. Normalt vil jeg jo brænde krydderierne i lidt olie, men i og med at vand ikke kommer op på de samme temperaturer, kommer krydderierne aldrig rigtig til sin ret. Fx lavede jeg chili sin carne sidste weekend, men den smagte mest af alt bare af tomat – selvom jeg brugte en chili, der plejer at trække tænder ud. På samme måde kan jeg heller ikke få karrysmagen. Har du nogle tips til, hvordan jeg fremhæver krydderierne i mine gryderetter?
Kh Mie
Hej Mie,
Dine smagsløg skal vænne sig til, at der ikke er olie i maden. Det tager noget tid, men hvis du har været oliefri i et år, så burde dine smagsløg dog være tilvænnet, hvis du har været konsekvent. 🙂 Mht. at booste smagen: brug endnu flere krydderier, end du plejer. Gerne løgpulver, hvidløgspulver og gærflager – de runder smagen af. Sojamælk i retten gør den mere cremet og fremhæver smag. Salt fremhæver smag i andre ingredienser. Put gerne råt, finthakket hvidløg og krydderurter oven på din mad, det booster også smagen.
Men det er en tilvænningssag – det kan man ikke komme udenom. 🙂
Kh
Henriette