Om kokken

Velkommen til min blog! Jeg hedder Henriette, jeg er 37 år og fra Aarhus.

Jeg er en madglad, dyreglad og livsglad veganer og lidt af en øko-freak. Jeg har lavet denne blog for at dele min begejstring for vegansk mad og vise, hvor lækker og indbydende grøn mad er.

Min vej til veganismen begyndte i oktober 2005, da jeg først og fremmest besluttede mig for at holde op med at spise kød. Jeg havde længe haft et ambivalent forhold til kød, og da det en dag gik op for mig, at jeg jo egentlig bare kunne lade være med at spise det, var det nærmest en lettelse. Ikke mere brusk i maden, ingen fedtkanter, fiskeben eller udefinerbart fars. Pludselig var aftensmaden meget mere appetitlig.

I tiden derefter brugte jeg lang tid på at søge efter vegetaropskrifter på nettet, og jeg endte meget ofte på Animas hjemmeside, hvor jeg fandt masser af gode råd og opskrifter, som hjalp mig i gang. Men jeg fandt også noget andet. Jeg fandt en masse information om kød-, æg- og mælkeindustrien, som jeg egentlig helst ville lukke øjnene for og lade, som om jeg aldrig havde læst. Men jeg kunne ikke. Ordene og billederne havde brændt sig fast, og det gik op for mig, at jeg var nødt til at tage en stor beslutning, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene igen og kalde mig dyreven. Så i marts 2006 blev jeg veganer, og samtidig åbnede et nyt og spændende madunivers sig for mig. Nu stod den ikke længere bare på hakkebøf, kyllingefilet eller omelet. Nu skulle der tænkes kreativt. Det skulle vise sig, at mulighederne inden for det grønne køkken er enorme, livretterne utallige (dem får du på denne blog :-)), og begejstringen har sidenhen været meget svær at tøjle.

Men det skulle også vise sig, at den nye grønne kost medførte så store og positive helbredsmæssige forandringer, at det i dag både er respekten for dyrenes liv og respekten for mit eget helbred, der gør mig til veganer.

Siden min barndom har jeg haft anstrengelsesastma og været plaget af hovedpiner, som altid kom i kølvandet på hård fysisk anstrengelse eller ved udsættelse for stærk sol. I starten af tyverne fik jeg derudover husstøvmideallergi. Da jeg som 27-årig holdt helt op med at spise animalske produkter (kød, fjerkræ, fisk, æg og alle mælkeprodukter), oplevede jeg en drastisk og fuldstændig utrolig forbedring af mit helbred.

Min astma forsvandt med den sidste ostemad. Jeg gemte mine to astmasprays i et halvt år, før det for alvor gik op for mig, at jeg ikke længere havde behov for dem og smed dem ud. Hovedpineanfaldene kom aldrig igen, og jeg kan i dag både solbade og løbetræne uden skyggen af hovedpine. Hvilken befrielse!

På et tidspunkt besluttede jeg mig for også at droppe allergimedicinen for at se, om mine nye kostvaner havde hjulpet på min husstøvmideallergi, og sørme ja. Jeg er i dag meget lidt berørt af allergien og behøver ingen medicin (og jeg sover endda med en kat på hovedpuden nu).

Jeg har sidenhen udskiftet hvedemel, hvedemelspasta, hvide ris og sukker med grovere og sundere alternativer og spiser langt flere frugter og grøntsager end nogensinde før. Samtidig prioriterer jeg økologi meget højt og har også fokus på fedtfattig madlavning. Jeg har fået tonsvis af overskud af denne måde at leve på, jeg er medicinfri og har nu et meget bedre helbred, end da jeg var tyve.

Alt i alt er min beslutning om at blive veganer det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, og jeg håber med denne madblog på at kunne inspirere flere mennesker til at vælge den grønne livsstil.

(Visited 2.682 times, 1 visits today)

9 tanker om "Om kokken"

  1. Jeg her lige fundet din blog men du kan tro jeg bliver hængende.. Du og jeg tænker helt ens i forhold til dyrevelfærd og i forhold til ikke at sætte dyrene på middagsbordet. Selv har jeg været vegetar/veganer i mange år. Jeg har forsøgt at leve råt men det går ikke i længden.. Så jeg tager det jeg elsker fra det rå (smoothies) og ellers holder jeg mig inden for den veganske livsstil. Jeg kan se du har masser af gode opskrifter som jeg glæder mig til at prøve af.. Tak :-)

  2. Endelig fik jeg givet mig selv tid til at finde og skimme din blog:-) Den ser utrolig inspirerede ud og jeg glæder mig til at kigge lidt nærmere på dine opskrifter bag de flotte billeder. Super flot og overskuelig blog

  3. Det var en fantastisk syge- og blive rask erfaring du her deler med os. Tillykke med dit nyt gode helbred. Det fortæller jo noget om, hvor meget kosten har at sige. Jeg har været vegetar on and off siden jeg var 17 og har opdaget at i de perioder, hvor jeg har spist vegetarisk er mit velbefindende øget væsentligt på fysisk og psykisk. Hver gang jeg er faldet i vandet og begyndt at spise kød har jeg kunnet opleve alvorlige nedture i humøret og min krop har gjort ondt. Lige nu er jeg med i Marts med medfølelse, en event på Facebook, hvor man skal prøve at leve vegansk i en måned. Efter 2 uger er mine gigtsmerter reduceret væsentligt og min krop føles lettere. Lige nu er jeg livsglad og fuld af gå på mod. Jeg håber virkelig, at jeg klarer at forblive kødløs resten af mit liv. Der er kommet et incitament mere efter at det er kommet frem, hvor elendigt industridyrene har det (alene ordene industri og dyr i samme sætning!) Det giver en grund som ligger uden for ens egen magelighed. Det gør valget nemmere. Dertil kommer, at når man i en periode ikke har spist kød, så får man det faktisk væmmeligt, når man kommer i nærheden af supermarkedets køddiske. Man mærker lugten af dødt kød på en helt anden måde. Faktisk får jeg ansats til hovedpine af, hvad der for mig nu er stank. Man bliver tilmed lidt vemodig af at se de parterede dyr ligge der.
    Tak for din blog. Jeg glæder mig til at følge den.

  4. Tack för en super bra sida. Jag har fått veg mat på hjärnan och kommer att pröva allt du har här inne. Dina video klipp är kanon bra. Gör det simpelt att kopiera själv :)

    Tack

    • Tak for de fine ord, Mimmo! Så dejligt at høre! Der skal nok komme mere. Rigtig god fornøjelse. :-)

      Kh.
      Henriette

Skriv et svar til Benedikte Broe Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>